Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov efter K-fremgang: Derfor spjætter de gamle mamelukker

KOMMENTAR: Konservative er tæt på resultatet fra katastrofevalget i 1998. Selvom det kan lyde paradoksalt, kan Søren Pape Poulsen og partifællerne være stolte af det, skriver Christian Egander Skov.

Den konservative folketingsgruppes ansigtsløse karakter er bemærkelsesværdig, skriver Christian Egander Skov.
Den konservative folketingsgruppes ansigtsløse karakter er bemærkelsesværdig, skriver Christian Egander Skov.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad sker der egentlig med Det Konservative Folkeparti?

Efter i årevis at være blevet spået en langsom og pinefuld død er der på det seneste kommet spjæt i de gamle mamelukker. Partiet er ikke på vej mod afgrunden iført minkpels, som en bekendt af mig hævdede for en del år tilbage.

Og hvis glæden i partiet vitterligt er udtryk for en fest på Titanic, som andre har sagt, så mærker man det ikke lige nu, sådan som champagnepropperne springer lystigt om ørene.

Jeg taler naturligvis om, at partiet stille og roligt i en længere periode er gået frem og nu er havnet på en vælgertilslutning på lidt over 8 procent.

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det bringer mindelser om de gode gamle dage. Nej, altså ikke de rigtig gode gamle dage, hvor partiet lå mellem 15 og 20 procent, men de lidt nyere gamle dage, da man var det næststørste borgerlige parti – nok Venstres lillebror, men dog ikke Venstre affældige gamle tante.

Partiet er nu tæt på resultatet fra katastrofevalget i 1998 på 8,9 procent. Og selvom det kan lyde paradoksalt, er det faktisk et resultat, som Søren Pape Poulsen og kompagni har lov til at være stolte af.

Har partiet et grundlæggende rekrutteringsproblem?

Christian Egander Skov

For os andre bliver spørgsmålet dog, hvordan det kan være, at det er gået, som det er? Er det, fordi De Konservative har en masse stærke profiler?

Det tror jeg ikke.

Partiet har en lille håndfuld politikere, som har en vis gennemslagskraft og en relativ høj grad af synlighed i den offentlige debat.

Man kan pege på Rasmus Jarlov, Mette Abildgaard, Mai Mercado og Naser Khader. Alle folk, der hver på sin måde tegner partiet. På godt og ondt.

Og så selvfølgelig Søren Pape Poulsen selv, der har den forunderlige egenskab, at han virker for blød og rund til at virke rigtig hård, men samtidig virker tilpas hård til at ikke at virke helt blød. Man forstår hans popularitet.

Derudover er det dog ikke vildt imponerende. Holdet af nyindvalgte fra Folketingsvalget i sommers fremstår endnu som en noget uformelig klat af powerkvinder og talende jakkesæt (uden slips) – måske med undtagelse af den interessante profil Katarina Ammitzbøll, der kommer med en baggrund i internationalt politisk arbejde og i hvert fald synes at have et vist potentiale.

Den konservative folketingsgruppes ansigtsløse karakter er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi flere af de nyindvalgte faktisk sad i den forrige samling, hvor de var indsuppleret for at styrke folketingsgruppen, hvis profiler dengang sad i ministerierne.

Ja, ser man på partiets folkevalgte, er det ikke partiets styrke, der falder i øjnene, men derimod, at andet geled fremstår så relativt svagt. Har partiet et grundlæggende rekrutteringsproblem?

Og så det næste: Er det, fordi De Konservative har en klar og stærk profil? Nej, det er der ingen grund til at mene. Selvom mange konservative vist mener netop det.

Faktum er, at De Konservative befinder sig i den samme lidt uklare position omtrent-oven-i-Venstre-og-så-alligevel-ikke, hvor de traditionelt har stået.

Læs også

Det er detaljerne, der skiller: et lidt stærkere fokus på boligejere i Storkøbenhavn – ja, måske et lidt større fokus på dette område i det hele taget. Her er partiets resterende højborge og stærke kommunale bagland.

Idéen om udflytninger af statslige arbejdspladser er ikke vokset i den konservative nyttehave, selvom det tilbage i 1960'erne var en af partiejeren Poul Sørensens mærkesager.

Man er lidt mere lov og orden, lidt mere socialt ansvarligt, lidt mere erhvervsvenligt end Venstre. Ja, det mener man i hvert fald. Det har først og fremmest givet sig udslag i de ministerier, som partiet gik efter, da de sad i regering.

På udlændingeområdet er man på en gang slappere og strammere, alt efter om man spørger Pernille Weiss eller den ny-konservative Marcus Knuth.

Og så er man lidt grønnere. I hvert fald indtil alle andre også blev lidt grønnere. Nu er miljøpolitikken låst i et stort forlig, hvor De Konservative nok kan prale af at have deltaget, men må lide den tort, at det kan så godt som alle andre også.

"De andre har kun dele, De Konservative har det hele," nød Per Stig Møller at sige, da han var aktiv politiker.

Det er en måde at pointere partiets ideologiske profil som en art artig, borgerlig centrisme, der har lidt af hvert: Noget socialt, noget nationalt og noget liberalt.

Sådan er der mange konservative, der tænker. Men sandheden er, at dette i dag i virkeligheden karakteriserer andre borgerlige partier – ja, vel også nogle af de knap så borgerlige.

Venstre har i hvert fald også det hele. Nå, uanset hvad er det jo ikke just en klar profil, men derimod uklarhed som profil.

Alligevel ligger der netop i konstateringen af denne uklarhed en ikke ringe kilde til forståelse af den konservative fremgang. Man står nogenlunde det samme sted som de andre borgerlige partier.

Derfor går det De Konservative godt, når det går dem skidt. Så længe man kan holde tungen lige i munden og give indtrykket af stabilitet i en borgerlig blok i opbrud, så kan man læne sig tilbage og konstatere, at det faktisk godt kan dryppe på degnen, selvom det ikke just regner på præsten. 

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00