Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov: Er Republikanerne i USA det nye arbejderparti?

KOMMENTAR: Der tegner sig allerede nu et billede af, hvordan fremtidens konservative bevægelse i USA kommer til at se ud: Sammensmeltningen af konservatisme og populisme, som førte Trump ind i Det Hvide Hus, har fremtiden for sig.

Flere republikanere i USA har spået, at partiets fremtid er baseret på en multietnisk arbejderklassekoalition. 
Flere republikanere i USA har spået, at partiets fremtid er baseret på en multietnisk arbejderklassekoalition. Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de sidste fire år har analytikere af Det Republikanske Parti gentaget mantraet: ”Det er Trumps parti nu.”

Dette var nøglen til at forstå partiets indre dynamik. Dette gjaldt også for den bredere konservative bevægelse – om end billedet her var mindre klart. De mest indædte Trump-kritikere forlod rækkerne helt. De fleste sluttede op i geled. En betydelig gruppe har forsøgt sig med en vanskelig balancegang mellem traditionelle konservative principper og Trump som politisk faktum. Det skrev jeg om her.

Men hvad nu? Nu er det jo ikke Trumps parti længere. Heller ikke selvom han skulle blive hængende i udkanten af festlighederne som en art garderobegespenst.

Men selvom Trump tabte valget, har flere republikanske og konservative stemmer peget på, at valget ikke var et stort nederlag. Trump fik jo et uhyre antal stemmer og klarede sig langt bedre end meningsmålingerne havde spået. Helt afgørende gik Trump også frem blandt minoritetsgrupper som sorte og latinamerikanere.

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den republikanske senator Josh Hawley indkapslede den positive fortælling om partiets nederlag i et meget omtalt tweet: ”We are a working class party now. That’s the future.” Analysen er fulgt op af senator Marco Rubio i et stort interview i mediet Axios. Her slog han fast, at fremtiden for partiet er baseret på ”a multiethnic, multiracial working class coalition.”

Som nøgtern analyse har Rubios og Hawleys udmeldinger det problem, at Republikanerne faktisk ikke er – og heller ikke ved dette valg – et multietnisk arbejderklasseparti. Partiet er stadigvæk først og fremmest en koalition mellem velstillet, veluddannet (ældre) middelklasse og en bred, fortrinsvis hvid, arbejderklasse.

Demografi er skæbne, sagde venstrefløjen. Nej, politik er klassekamp, siger højrefløjen. Det er den omvendte verden.

Christian Egander Skov

Man må forstå udmeldingerne som normative udsagn.

Gennem forlængelsen af en aktuel trend i retning af en mere etnisk mangfoldig, republikansk vælgerskare, viser de, at sammensmeltningen af konservatisme og populisme, som førte Trump ind i Det hvide hus, har fremtiden for sig.

Appellen til en klassepolitisk logik er et modsvar til venstrefløjens dominerende fortælling om ”the emerging Democratic majority”: det nye, etnisk diverse og unge Amerika, som sætter de gamle, hvide mænd og ikke mindst de knibske kristne stolen for døren. I den analyse er Trump bare et reaktionsfænomen. White backlash. Racisme.

Demografi er skæbne, sagde venstrefløjen. Nej, politik er klassekamp, siger højrefløjen.

Det er den omvendte verden.

Hvis konservative forstår politik som klassekamp, må det give næring til den omvurdering af konservative idéer, som for alvor tog fart under Trump. Mest markant må det indebære en revision af den økonomiske liberalismes ortodoksi, som har præget amerikansk konservative. ”Zombie-reaganismen”, som kritikere ville kalde den.

At noget gærede netop på denne front, var klart allerede før Trump blev præsident. Hans kampagnes vedholdende udfald mod frihandel, hans krav om told og trusler om handelskrige var et klart opgør med en etableret økonomisk konsensus. I hvert fald retorisk. Dertil kom ambitiøse, hvis ikke ligefrem urealistiske planer, om et billionstort, nationalt infrastrukturprogram.

I begyndelsen af 2017 indledte det traditionelt toneangivende konservative tidsskrift National Review en debat i dets spalter om behovet for en egentlig industripolitik, som skulle beskytte amerikansk produktion og i forlængelse heraf den amerikanske arbejderklasse.

Samme år blev tidsskriftet American Affairs grundlagt af finansmanden Julius Krein. Tidsskriftet har fra begyndelsen udfordret den økonomiske liberalismes dominans blandt konservative.

Det har blandt andet bragt flere artikler af politologen Michael Lind (hvis seneste bog jeg har anmeldt her), som ellers var kommet på afstand af den konservative bevægelse på grund af sine økonomiske idéer, som vel nærmest kan beskrives som en slags arbejderisme. Nu peger pilen måske i den retning.

Budskabet fra de konservative laissez-faire-kritikere er i hvert fald klart og – jævnfør arbejderismen – velkendt herhjemme:

Økonomien kan ikke anskues som et lukket system. Økonomisk udvikling, kapitalkoncentration, afvikling af produktionsvirksomheder, tilstedeværelsen af store mængder billig, ufaglært arbejdskraft har konsekvenser, som rækker udover det rent økonomiske.

Eksistenser afhænger af forholdene i jernindustrien. Og almindelige menneskers livsvilkår har igen betydning for deres politiske ageren. Også i forhold til religiøse og kulturelle værdier spiller økonomien en væsentlig rolle. For mennesker, der dagligt konfronteres med de postindustrielle ørkenlandskabers håbløshed, bliver demoraliserede.

Økonomen Oren Cass har i bogen 'The Once and Future Worker' givet denne tese et prægnant udtryk: ”work matters”. Hans pointe er: Et arbejdsmarked, hvor arbejderne har sådanne økonomiske vilkår, at de kan opretholde stabile familier og lokalsamfund, er helt afgørende for et lands langsigtede velstandsudvikling og må være omdrejningspunktet for den økonomiske politik.

I virkeligheden kom der ikke meget konkret politik ud af Trumps retoriske eruptioner. Det mest markante økonomiske tiltag under Trump var således en storstilet skattereform, der sænkede erhvervs- og indkomstskatten. Her var altså intet nyt under solen i forhold til den udskældte ”zombie-reaganisme”. 

Omslaget er ikke kommet i politikken, men i tænkningen om det politiskes forhold til økonomien. Hvordan det udmønter sig i politikken, er et uhyre interessant spørgsmål.

Men en republikansk målsætning om at blive det nye arbejderparti vil give medbør til sådanne idéer.

En ting er i hvert fald indiskutabelt: Trump har ganske vist tabt valget, men Reagan er død.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00