Christian E. Skov: Fem udfordringer, borgerligheden må tage hånd om

KOMMENTAR: De borgerlige har glemt, hvad der binder dem sammen, skriver Christian Egander Skov og kommer med fem konkrete bud på, hvordan den borgerlige fløj overvinder idékrisen.

Lad os begynde med det åbenlyse. Det borgerlige nederlag var en afsløring af deres idékrise.

Den politiske fragmentering af den borgerlige fløj og de mange samarbejdsproblemer afslørede, at de borgerlige har glemt, hvad der binder dem sammen.

To ting er på spil. Den borgerlige mainstream er havnet i ideologisk utydelighed. Og i det omfang, de borgerlige har formuleret idéer, så peger de i vidt forskellige retninger og definerer sig ofte lige så meget imod hinanden som imod venstrefløjen.

Men en plausibel borgerlighed må tage udgangspunkt i et fælles grundlag; et, der tillader variationer, men samtidig sikrer borgerligheden en politisk retning og en fortælling, der sikrer et vist mål af fælles identitet.

Denne fortælling må i sine hovedlinjer handle om forsvaret for den borgerlige orden som en unik civilisatorisk gevinst, men også som en skrøbelig orden, der er under pres, og som er opstået netop her i Vesten, og har slået rod netop her i Danmark. Rettelig forstået må det liberale og det konservative supplere hinanden, ligesom borgerlighedens systembevarende bestræbelser netop går gennem dens systemkritik.

Mere konkret vil jeg her pege på fem aktuelle udfordringer – velfærd, sammenhængskraft, ekstremisme, multikulturalisme og miljø – borgerligheden må tage hånd om, og desuden angive, hvor de borgerlige af såvel saglige, som ideologiske og rent politiske grunde må placere sig.

Den borgerlige velfærdsstatskritik må tilbage. Borgerlige har længe været bange for at blive beskyldt for at være minimalstatstilhængere. Men kritikken af velfærdsstaten behøver ikke starte fra en gold individualisme. Selvom man anerkender velfærdsstaten som et ærligt forsøg på at skabe tryghed, er det muligt og nødvendigt at påpege, hvordan den principielt og i forhold til konkrete politikker ender i konsekvenser, der strider imod de gode intentioner.

Fra dette udgangspunkt må borgerlige udarbejde og argumentere for reformer af velfærdsstaten, der ikke alene sikrer dens økonomiske grundlag – glem alt om drømme om at ”udsulte bæstet”, som de prøvede i USA – men også lader staten trække sig tilbage fra områder, der hører civilsamfundet til, og hvor velfærdsstaten reelt set undergraver velfærdssamfundet, det vil sige det samfund, hvor vi konkret føler os forpligtet på hinanden.

Samfundets sammenhængskraft og det gode liv for den enkelte afhænger af det nære. De borgerlige har et imageproblem. Deres projekt lader sig alt for nemt affeje som en art politiseret egoisme. Hvis pengene vitterligt ligger bedst i borgernes lommer, må det forklares hvorfor.

Et svar ligger i, at borgerligheden netop handler om fællesskaber. Borgerlighed handler om en borgerlig orden, og følgelig om de fællesskaber og institutioner, der konstituerer dette. Af samme grund må sammenhængskraft blive et nøgleord. Men begrebet må ikke reduceres til en kritik af multikulturalismen. Ej heller handler sammenhængskraft om noget sådan som national enhed eller andre hurra-patriotiske slagord.

Begrebet er sociologisk og dækker over de tusinder bånd, der knytter os sammen. Vi indgår jo i en række lokale og afgrænsede fællesskaber. Vi er bundet til vores tid, vores næste og vores sted. Borgerlig tænkning må tage udgangspunkt i menneskets strengt lokale natur. Én konsekvens heraf er, at borgerlige må prioritere den politiske kamp for at fastholde udvikling og livskvalitet i det såkaldte Udkantsdanmark gennem et løbende opgør med den institutionelle centralisering, der dræner de lokale fællesskaber og det lokale Danmark for liv og initiativ.

De borgerlige må trække en klar streg i sandet over for yderligtgående elementer på alle fløje, der har vendt den borgerlige orden ryggen. Der findes en antiliberal opinion på højrefløjen, men borgerligheden er ved sin konstitution og sin historie uløseligt forbundet med de liberale, politiske institutioner og borgerrettigheder, der er historiens gave til os.

Men dette forsvar må netop ikke degenerere til en status-quo-isme, der er blind for denne ordens labile karakter. Civilisationer, der ikke bemander voldene, går under. Det gælder også vores. Demokratiet forudsætter en dannet borgerlig offentlighed. Dette peger direkte hen på en aktiv kulturpolitik og en uddannelsespolitik, hvor et klassisk og kundskabsbaseret dannelsesideal må holdes i hævd.

Det betyder, at det borgerlige Danmark må gøre opgøret med en uddannelsestænkning, der enten afviser dannelse som irrelevant eller gør begrebet så bredt, at det bliver ligegyldigt, til en hovedprioritet. Det liberale demokrati og borgerligheden har den fællesnævner, at de kollapser uden borgeren.

De borgerlige må bekæmpe multikulturalismen som en farlig, opløsende ideologi. Multikulturalismen er netop en doktrin, der vil opløse samfundet i etniske enklaver og ophæve den borgerlige ordens værdihierarkier til fordel for forestillingen om en lang række principielt ligestillede værdisystemer.

Vor tids identitetspolitiske opblussen er en reaktion på en trøstesløs afart af liberalismen, der har villet privatisere eller individualisere identitetsbegrebet in absurdum. Det borgerlige svar på multikulturalismen må altså ikke være en fortsættelsen af fiktionen om den neutrale stat, men en genbekræftelse af Danmarks nationale identitet. Dette må nødvendigvis blive et hovedpunkt.

Det giver sig selv, at den stramme udlændingepolitik må fortsætte, for antallet betyder noget. Men opgøret med multikulturalismen vil indtage en stadig større rolle af den simple årsag, at fremtidens Danmark vil blive præget af et langt større potentiale for etnisk og religiøs splittelse, end hvad vi har været vant til. Og dette splittelsespotentiale vil blive udnyttet politisk af folk, der forsøger at mobilisere den ene eller den anden stamme mod den anden. Vi har ikke brug for stammekrigere, men for borgere.

Endelig understregede valget, at miljøspørgsmålet, herunder særligt klimaudfordringen, må tages alvorligt. Ikke kun af politiske grunde, men fordi meget tyder på, at den globale opvarmning vil blive en af de næste generationers store udfordringer.

Først en konstatering: De borgerlige står dårligt i denne debat. Enten har man søgt at skubbe problemet til side, eller også har man forsøgt at tale venstrefløjen efter munden. Men de borgerlige kan aldrig vinde et våbenkapløb med venstrefløjen, hvis klimadebatten får lov til at udarte til en art pseudo-religiøst hysteri.

Det er bydende nødvendigt at formulere en specifik borgerlig tilgang til klima og miljø. Denne tænkning må i en tid, hvor profeterne kræver, at vi går i panik, tage form af en insisteren på at slå koldt vand i blodet, normalisere miljøpolitikken. Som al anden politik handler klimapolitik om prioriteringer. Den borgerlige klimapolitik går gennem markedet, gennem vækst og gennem troen på den tekniske udviklings evne til at håndtere klimakrisens udslag og årsager. Klimaspørgsmålet må ikke blive en undskyldning for at regulere væksten til døde.

Ligeledes bør en borgerlig miljøpolitik prioritere det nære. Vi skal ikke bygge vindmøller i baghaven for frelse verden, hvis det ødelægger det lokale miljø. Hvis naturen, biodiversiteten og miljøet har en betydning, må den også have en betydning for den enkelte dér, hvor han nu engang lever. Det er gennem den umiddelbare æstetiske oplevelse af naturen, at den enkelte får en fornemmelse for det etiske behov for en indsats for natur og miljø.

--------------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden".

Forrige artikel Anna Libak: Gør borgeren til det borgerlige Danmarks helt Anna Libak: Gør borgeren til det borgerlige Danmarks helt Næste artikel Jarl Cordua: Rød bloks drama om økonomi udskudt til efteråret Jarl Cordua: Rød bloks drama om økonomi udskudt til efteråret
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.