Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov: Stormen på Capitol Hill afslører en politisk kultur i forfald

KOMMENTAR: Angrebet på Capitol Hill var ikke et kupforsøg. Men det viser, at vi bevæger os i retning af en politisk kultur, hvor vi behandler modstandere som fjender, der skal besejres og ydmyges. Og det er netop det, vi skal frygte.

Angrebet på den amerikanske kongresbygning viser demokratiets symbolske og reelle forvandling til pøbelvælde, skriver Christian Egander Skov.
Angrebet på den amerikanske kongresbygning viser demokratiets symbolske og reelle forvandling til pøbelvælde, skriver Christian Egander Skov.Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Virkeligheden har det med at punktere håbet.

2021 skulle jo være vendepunktet. Ikke bare udgangen på det annus horribilis, som vi har slæbt os igennem, men også afslutningen på den farce, som det amerikanske demokrati havde udviklet sig til under Trump.

Men virkeligheden kerer sig ikke om, at vi vender et kalenderblad. Det, der gjaldt før årsskiftet, gælder også efter.

Skulle vi i nytårets forløsningsrus have glemt det, bød scenerne fra Washington D.C onsdag på en lektie af den slags, vi sent skal glemme.

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi skal ikke være spor overraskede over, at det netop er støtter af SoMe-præsidenten per excellence, som står bag vanhelligelsen af det amerikanske demokratis tempelbjerg.

Christian Egander Skov

Da demonstranter brød gennem barrikaderne til Kongressen og stormede bygningen, blev der overskredet en symbolsk linje. Selv visse indtrængeres mildt sagt løjerlige påklædning og attributter – billedet af en selverklæret shaman i dyrehud og en muntert udseende fyr på vej bort med en talerstol rinder i hu – kan ikke mildne det overordnede indtryk: Det her er ikke for sjov.

Mange taler ligefrem om et kup. Det er ikke grebet ud af den blå luft. Det amerikanske demokrati befinder sig jo i overgangen mellem en afgående administration og en tiltrædende. Den afgående har forsøgt at omstøde valget, og det er præcis i den situation, stormen på Capitol Hill finder sted.

Det er ikke forfatninger, men derimod den politiske kultur, som er folkestyrets egentlige grundlov.

Christian Egander Skov

Men intet tyder på, at der var nogen plan. Man kontrollerer ikke en institution, fordi man (kortvarigt) besidder den fysisk. Der stod i det hele taget ingen parat til at kanalisere stormen over i en magterobring. Et kup var det ikke.

Den konstatering skal imidlertid ikke berolige det urolige hjerte. For et kup er jo bare en begivenhed. Det kan finde sted eller ej. Stormen på Capitol Hill er en indikation på en folkelig, politisk kultur i kollaps. Det er et vidnesbyrd om en tilstand. Tilstande afføder begivenheder.

Flere trumpister har på Twitter forsøgt at bortforklare stormen ved at pege på sommerens voldelige BLM-optøjer. Argumentet lyder, at man ikke kan angribe det sidste, hvis man var tavs vedrørende det første. Det er en papirstynd argumentation. Klassisk Whataboutism.

Der er åbenlyse forskelle. For det første den fysiske lokalitet.

Handlinger finder sted et sted, og stedet betyder noget. Det er jo derfor, vi forretter vores nødtørft på toilettet og ikke i dagligstuen; og det er derfor – hvis vi skal blive på et mere apollinsk plan – de fleste religioner har idéer om hellige steder, hvor kun særligt indviede må sætte deres fod.

Læs også

Shamanen på senatets talerstol bringer på den måde mindelser om Det fjerde korstog, da korsridderne erobrede Konstantinopel og satte en skøge på patriarkens trone, som spruttede med vulgariteter, mens der blev drukket vin af alterbægerne. Profanering (at krænke ved at udvise utilbørlig mangel på religiøs ærefrygt, red.) er et meget virkelig og meget konkret historisk fænomen.

Så der er forskel, og dette øjebliks alvor hænger i høj grad på den symbolske profanering af en institutionel og værdimæssig ordens ydre udtryk.

Men afviser man på forhånd det åbenlyst apologetiske i trumpisternes argumentation, er det alligevel rigtig stilfærdig at konstatere, at der naturligvis også er paralleller mellem de to former for optøjer.

Det drejer sig i begge tilfælde om reduktionen af politisk uoverensstemmelse til rå dominans. Begge optøjer indikerer en demokratisk samtale, som er forstummet med det forudsigelige resultat, at de mobiliserede masser er i færd med at bemægtige sig den politiske scene.

Og det er netop dette vi skal frygte. Ikke et kup fra den ene eller den anden side. Der er vi slet ikke. Ikke endnu. Men vi er ved at bevæge os i retning af en kultur, hvor vi behandler politiske modstandere som fjender, der skal besejres og helst ydmyges.

På den måde er volden på gadeplan en forlængelse af det betændte debatmiljø på de sociale medier. Vi skal da heller ikke være spor overraskede over, at det netop er støtter af SoMe-præsidenten per excellence, som står bag vanhelligelsen af det amerikanske demokratis tempelbjerg.

Man skal ikke gøre sig illusioner om mennesket. Det er et tyndt lag fernis, der afholder det fra barbariet. Skræller man en stærk politisk kultur af, bliver folket til pøbel, og så kan ingen institutioner stå imod. Det er ikke forfatninger, men derimod den politiske kultur, som er folkestyrets egentlige grundlov.

Et fungerende folkestyre er kort sagt afhængig af at have løst massens problem. Det troede vi, at vi havde i Vesten indtil ikke for længe siden.

Det havde vi ikke.

Og her er vi ved populismens grundlæggende problem. På den ene side er det helt rigtig, at populismen har demokratisk værdi fordi den kan kanalisere politisk energi ind i institutionerne. En succesfuld populisme kan genbekræfte og revitalisere de demokratiske institutioner og den demokratiske kultur.

På den anden side – som Trump viser – foregår appellen til de populistiske strømninger ofte ikke ved at forsøge en sådan kanalisering, men ved at tappe direkte ind i en folkelig vrede mod de bestående institutioner. Populisme handler i vidt omfang om anerkendelse. Demagoger som Trump har fundet ud af, at ”den glemte mands” anerkendelsestrang nemmest tilfredsstilles ved at tale hans vrede efter munden.

De taler massen og pøblen frem i folket. Stormen på Capitol Hill rummer netop dette perspektiv. Demokratiets symbolske og reelle forvandling til pøbelvælde.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00