Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov: Venstre har bundet løkken om egen hals

KOMMENTAR: Sundhedsreformen har skabt intern splid i Venstre og tegner et billede af en borgerlig fløj, der har ladet sig snøre ind af teknokratiske fantasier og glemt en stor del af deres vælgere.

Lars Løkke Rasmussen har ikke gjort det nemmere for sig selv ved at gøre en storstilet sundhedsreform til regeringens valgoplæg, skriver Christian Egander Skov.
Lars Løkke Rasmussen har ikke gjort det nemmere for sig selv ved at gøre en storstilet sundhedsreform til regeringens valgoplæg, skriver Christian Egander Skov.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folketingsvalget udskrives med stor sandsynlighed i løbet af foråret 2019. Det trækker ligesom op. Og så kan regeringen i øvrigt ikke udskyde det meget længere. Selvom de i deres stille sind nok kunne ønske sig det.

For en sejr ligger ikke lige til højrebenet for det borgerlige Danmark, og Lars Løkke Rasmussen har da heller ikke gjort det nemmere for sig selv ved at gøre en storstilet sundhedsreform til regeringens valgoplæg.

Sundhedsreformen tegner et billede af en borgerlig fløj, der har ladet sig snøre ind af teknokratiske fantasier og glemt en stor del af deres vælgere.

Den allerede meget omtalte reform har som hovedpunkt at afskaffe regionerne og erstatte dem med 21 ”sundhedsfællesskaber” med en central ledelse af sundhedsvæsenet i Aarhus. Tanken er at rydde lidt op i bureaukratiet, skabe synergier og stordriftsfordele og større spillerum for effektiv digitalisering – og naturligvis sætte patienten eller brugeren eller borgeren (eller hvad man siger i denne stund) først.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er kort sagt de samme gamle heste, der paraderes rundt i manegen, som hver gang en reform trænger sig på. Denne gang er det dog, som om de vrinsker lidt mere modvilligt, når embedsværkets talmagikere og regeringens sprechstallmeister smælder pisken ned i savsmulden og byder publikum at beundre herlighederne.

Regionerne blev trods alt indført så sent som i 2007. Af Lars Løkke Rasmussen selv. Samme reform skabte de ansigtløse storkommuner, som skulle skabe effektivitet og fremdrift lokalt, men som ikke gjorde stort andet end at accelerere afviklingen af det lokale Danmark og cementere en følelse af afmagt, der allerede har givet sig sine første spæde politiske udslag. Det var også dengang, amterne blev afskaffet.

Det kan godt være, at vi ikke får et nyt sundhedsvæsen, men vi får meget tænkeligt en ny regering.

Christian Egander Skov

At de nye sundhedsfællesskabers geografiske udstrækning ganske fornøjeligt svarer til de gamle amters, kan man som skadefro decentralist glæde sig over, men det rejser også spørgsmålet, hvorfor disse reformer har så kort levetid?

Det er muligt, at Lars Løkke Rasmussens hird opfatter ham som politisk håndværker, innovativ systembygger og reformator, men man må tilgive dem, der tvivler på, om det nu har sin rigtighed.

Nu har vælgerne ganske vist ikke stærke sympatier for regionerne. Og tilhængere af en reform kan pege på, at folk nok er mest interesseret i, at sundhedssystemet bare fungerer, så man ikke bliver indlagt med et mavetilfælde, men udskrevet med to amputerede ben. På den anden side er den generelle tilfredshed med sundhedsvæsenet under regionerne ganske stor. Man kan altså heller ikke ride på et folkeligt krav om, at nu må der altså ske noget.

Til gengæld er det med reformtilbøjeligheden lykkedes at skabe massiv intern splittelse i Venstre. Partiet er, når alt kommer til alt, stærkt bundet til det lokale Danmark, hvor man frygter, at den nye reform på trods af løfter om det modsatte vil føre til centralisering.

Internt er Venstres topledelse i København altså blevet konfronteret af en koldfront af politikere fra Provins-Venstre, herunder sværvægtere som Danske Regioners formand, Stephanie Lose. Dertil kommer en Maverick-skikkelse som Søren Gade, der nok er marginaliseret af den nuværende ledelse, men populær blandt vælgerne og meget bevidst om sine muligheder som talsmand for den folkelige tradition, som Venstres teknokrater har glemt.

Mest alvorligt er det, at den interne utilfredshed afspejler en skepsis hos mange af de vælgere, der ønsker mere decentralisering og derfor opfatter afskaffelsen af regionerne som et skridt i den helt forkerte retning. I erkendelse af nødvendigheden af at dække den flanke af har Venstres velsmurte spinmaskine forsøgt at sælge reformen som en øvelse i decentralisering, og man har koblet afskaffelsen af regionerne sammen med indførelsen af lokale sundhedshuse, der skal tage sig af de mest rutineprægede borgernære opgaver.

Det er imidlertid en ringe trøst for dem, der frygter, at det bliver endnu nemmere at lukke deres lokale sygehus, når beslutningskompetencen i sundhedssektoren centraliseres. Fra Skat og fra uddannelsesektoren ved vi, at dette meget vel kan blive konsekvensen: Når der skal skæres eller omprioriteres, og når denne prioritering foretages centralt af folk, der ikke står til ansvar over for andet end et excelark, så er det nemmest at skære ned derude, hvor der alligevel ikke bor nogen – ja, ikke nogen af betydning i hvert fald.

Uanset om det rent faktisk lykkes at skabe øget effektivitet, synergieffekter og stordriftsfordele, har det en pris, når man bevæger sig fra demokrati til teknokrati.

Og ikke kun for de folk, hvis adgang til velfærdsgoder sættes i fare, men vigtigere for systemet som helhed. Den demokratiske repræsentation kanaliserer befolkningens utilfredshed og giver den en politisk ansvarlig form. Det er en måde for folk at blive hørt på eller i hvert fald føle, at de bliver det.

At afskaffe det politiske led er en opskrift på at skabe en dybt forankret følelse af afmagt, som ikke mindst i Udkantsdanmark henter yderligere næring fra den generelle strukturudvikling i Danmark og den konkrete oplevelse af den erhvervsmæssige og offentlige centralisering over de sidste mange år.

Med sine tidligere planer for udflytning af statslige arbejdspladser var det lykkedes Venstre at skabe lokal goodwill, selvom der var tale om stærkt begrænsede tiltag. Det er den goodwill, man med sundhedsreform og abnorme planer om investeringer i infrastruktur og kunstige øer i hovedstaden er ved at spille sig af hænde. Ja, nu virker det vel mest af alt, som om man kaster tre kroner i kirkebøssen for at dække over, at man har årskort til swingerklubben.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har i samme periode positioneret sig som fortalere for en mere decentral struktur. Populisme vil nogen vel kalde det. Men sagen er, at hvis de formår at holde fast i det budskab og ikke lader sig lokke af løftet om indflydelse, står de godt til at snuppe vælgere fra såvel Venstre som fra Dansk Folkeparti, hvis sidstnævnte svigter sit folkelige mandat og går med i en reform.

Det kan godt være, at vi ikke får et nyt sundhedsvæsen, men vi får meget tænkeligt en ny regering.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00