Christian Egander Skov: Minkskandalen er Mette Frederiksens syndefald

KOMMENTAR: Minkskandalen kan ændre den politiske dynamik, hvis den borgerlige opposition formår at forvalte sin kritik af regeringen rigtigt. Hvis Ellemann & co. spiller deres kort rigtigt, kan minkaffæren tære alvorligt på regeringens troværdighed.

Minkskandalen har potentiale til at ændre coronaæraens politiske dynamik. Men samtidig med at den udgør en tiltrængt mulighed for de borgerlige til at dreje den politiske debat, kan den også være en invitation til at fortsætte de mange borgerlige fejlgreb fra coronaens første bølge.

Minkskandalen er i sin substans alvorlig for regeringen. Professor Tim Knudsen har for nyligt kaldt den værre end Tamilsagen og Instrukssagen. Han burde vide det, for han er forfatter til et autoritativt fembindsværk om de danske statsministre.

Professor i jura Bent Ole Gram Mortensen beskrev i Altinget regeringens håndtering af minkforløbet som uværdigt for en retsstat. Han supplerede med vurderingen: "For en jurist forekommer Fødevarestyrelsens påbud af 6. november – uden hjemmel, uden begrundelse – at være grænsende til det surrealistiske". Dette behøver yderligere uddybning.

Også regeringens egen redegørelse har fremhævet de dybe principielle problemer i håndteringen. Og selvom forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S) af regeringens top er blevet båret op til zigguratens top og ofret på højalteret i forsøget på at tilfredsstille hævnens og retfærdighedens nidkære guddom, er der i skrivende stund intet, der tyder på, at sagen stopper her.

Det handler om statsminister Mette Frederiksen (S).

Hun er billedlig talt røget i den sorte gryde, og nu er det bare spørgsmålet, om det lykkes de borgerlige at holde gryden i kog længe nok til, at kødet begynder at løsne sig fra hendes knogler, eller om det lykkes regeringens støtter at dosere så tilpas meget koldt vand i suppedasen til, at Mette Frederiksen efter en stund kan kravle op og proklamere, at hun faktisk bare har været i bad og nu er både frisk, ren og velduftende.

I mere nøgterne termer handler det om, hvorvidt det lykkes oppositionen at fastholde billedet af en statsminister, der har sveget sin forpligtelse på grundloven, eller om det lykkes regeringen og dens støttepartier at klare sig igennem ved at ofre en løjtnant, nogle embedsmænd og måske en rigspolitichef.

Men næsten uanset hvad der sker, har Mette Frederiksen fået en ridse i lakken, der ikke bare kan poleres væk. For håndteringen af minkforløbet er symptomatisk for en regering og en statsminister, der har insisteret på en stram politisk styring af coronaindsatsen.

Hidtil har netop dette træk været en ubetinget styrke for regeringen. For det er gået godt. Danmark klarede sig flot igennem første bølge, de økonomiske konsekvenser var bedre end i en lang række lande, som vi sammenligner os med.

Regeringens trumf har hele tiden været, at de anlagde et forsigtighedsprincip, som blandt andet betød, at de tidligt i forløbet bankede Sundhedsstyrelsen på plads.

Coronakrisen var et eksempel på en politisk ansvarlighed, der trådte til, da eksperterne svigtede. Og i dette forløb har de borgerlige over en bred kam ikke vundet meget ære.

I bedste fald har de været vaklende, men ofte stod man tilbage med billedet af en opposition, som greb efter halmstrå, låste sig fast i kritikken og var villige til at anlægge en mere løs linje i forhold til coronahåndteringen – og så ellers fokuserede benhårdt på processuelle detailspørgsmål, der var uinteressante for alle andre end netop dem, der er interesserede i processuelle detailspørgsmål.

Den borgerlige linje har muligvis vakt stor begejstring for en lille minoritet af frihedsberusede individualister, hærdede nietzscheanere og gakkede systemkritikere. Men for den brede vælgerbefolkning, der søger sikkerhed, ledelse og tryghed har det været ren gift.

Dog, intet varer evigt. Minkskandalen fremstår som et syndefald for Mette Frederiksens måde at gå til politisk magtudøvelse. Det er præcis Mette Frederiksens vilje til at trumfe sin vilje igennem trods alle indsigelser, der her har givet bagslag.

Dette giver den borgerlige kritik af hendes magtfuldkommenhed troværdighed og slagkraft. Der er netop ikke tale om et hændeligt uheld fra en regering, som ellers har holdt sin sti ren, men næsten – som anklagen i hvert fald lyder – en overtrædelse, der ligger i forlængelse af en vilje til magt, der har præget regeringens coronahåndtering og Mette Frederiksens ledelsesstil i det hele taget.

Desuden er en vis coronatræthed sat ind. Bevares, folk synes stadig, at det er vigtigt, at noget gøres, men i realiteten er de mange tiltag blevet trættende indgreb i dagliglivet, som man forsøger at smyge sig omkring, så let man nu kan.

Hvis de borgerlige spiller deres kort rigtigt, kan minkaffæren blive en gnavende indvoldsorm, der tærer regeringens troværdighed. Her skal det erindres, at de borgerlige allerede inden minkaffæren havde indsnævret afstanden i meningsmålingerne til regeringen og deres støtter.

Minkskandalen er en mulighed. Men den er også en fristelse. For de borgerlige består fristelsen i, at man kommer til at knytte kritikken af processen for snævert til den kritik af selve beslutningen om at aflive minkene.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er uden tvivl opmærksom på dette problem. Men balancegangen er vanskelig, når landbruget rasler med sablen.

Fristelsen er, at de borgerlige gennem denne pludseligt opståede mulighed for hård opposition falder tilbage i rollen som golde kritikere af coronahåndteringen.

For de borgerlige, der hele tiden har ønsket den hårdest mulige opposition til regeringens krisehåndtering, er det oplagt at opfatte minkskandalen som en oprejsning af deres position, det endegyldige bevis for, at de hele tiden havde ret.

Det er under alle omstændigheder vanskeligt for den borgerlige opposition, der står meget hårdt på den pointe, at regeringen grundlæggende burde være gået af og derfor er illegitim til at indgå i en konstruktiv rolle.

Meddelagtighed i den praktiske politik vil undergrave kritikkens pointe. Regeringen kan ikke både være illegitim og legitim forhandlingspartner.

Faren for de borgerlige er, at vi igen ender i den tidlige sommers politiske fronttegning: Regeringen som garant for borgernes tryghed og sundhed; de borgerlige som garanten for processuel legitimitet.

Selv i en situation præget af coronatræthed er sidstnævnte en palisade bygget af flamingo og krydsfinér.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Danmark på vej til øget polarisering Lisbeth Knudsen: Danmark på vej til øget polarisering Næste artikel Adam Holm: Nej, danske børn i IS-lejre arver ikke deres forældres synder Adam Holm: Nej, danske børn i IS-lejre arver ikke deres forældres synder
Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

Regeringen lander bred aftale om milliarderstatning til minkavlere

ERSTATNING: Et bredt flertal i Folketinget er enige om en aftale, som sikrer knap 19 milliarder i erstatning til danske minkavlere og følgeerhverv. Over de næste ti år skal avlerne kompenseres for aflivningen af alle mink i kampen mod coronasmitte.