Christian Egander Skov: Omskærings­modstand har rødder i antisemitismen

Dette er en udskridning fra fokus på det specifikke og begrænsede indgreb til en mængde kropslige overgreb.

Denne udskridning i retorikken, som Intact Denmark lægger op til, og som blandt andet Lægeforeningen beklageligvis leverer autoritet til, er karakteristisk for den bredere debat på de sociale medier om religiøs omskæring. Den er, hvad man på engelsk ville kalde et dog whistle.

Udskridningen er ikke et tilfælde. Den er kernen i den retorik, som undergraver den religiøse omskærings etiske legitimitet. For nu er det ikke længere blot omskæring, som vi må tage stilling til, men om man så må skære næse, ben, arme og af børn

Om vi må skode vores smøger på deres tunge og tæve dem hver aften med en våd Tora-rulle. Man skal kort sagt ikke opholde sig længe i en debat om religiøs omskæring, før det begynder at flyve en om ørene med skamferede børn samt alskens afskårne dillere og skamlæber.

For det er jo alt sammen ét fedt. Det kan godt være, at jødiske og muslimske forældre ikke vil deres børn noget ondt. Men – det må vi i hvert fald forstå – jøder og muslimer laver systematiske overgreb på deres børn, skamferer dem, lemlæster dem og mærker dem for livet.

Jeg tror ikke, at de folk, som skriver sådanne ting, opfatter sig selv som antisemitter.

Og for de fleste vedkommende gælder det også, at de ikke har en antisemitisk intention. Men de er bagom ryggen på deres egen selvopfattelse blevet bærere af argumenter, antagelser og forestillinger, hvis rødder strækker sig langt tilbage i historien.

Historisk er det netop de antisemitiske forestillingers dæmoniske styrke, at de har skiftet form alt efter sammenhængen. De har sneget sig ind i argumentationskæder og tilværelsessyn – uset og uopdaget som en sygdom med lang inkubationstid.

Engang var det kristendommen, der bar antisemitismen. Siden blev det racevidenskaben, nationalismen, antimarxismen, marxismen og antizionismen. Også i dæmoniseringen af islamiske ritualer viser den i dag sit ansigt. Helt løsrevet fra sit oprindelige objekt. Det er den samme gamle, skidne suppe hældt i en ny skål.

Det nye i den aktuelle argumentation er blot, at det antisemitiske argument har koblet sig på en liberal, individorienteret oplysningsposition, hvor udgangspunktet er den enkeltes autonomi.

Hermed bliver omskæring et overgreb i dobbelt forstand. Ikke alene fordi det sker uden samtykke, men også fordi selve den indpodning på en religiøs traditions og levet kulturelt fællesskabs stamme er en forargelse for den, der kun har én moralsk målestok: At kun det, som vi selv vælger, er legitimt.

Her bliver den religiøse omskæring et overgreb mod selve menneskets menneskelighed. Det er værd at stoppe og huske på, at antisemitisme er antisemitisme, uanset hvordan og hvor pænt den er pakket ind.

Trods enhver snak om moderne værdier, selvbestemmelse og autonomi ville vi ved et forbud mod religiøs omskæring være tættere på middelalderen end moderniteten.

Det var trods alt i den notorisk antisemitiske Lex Visigothorum fra 500-tallet, at det hed, at "jøderne må ikke foretage rituel omskæring".

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.