Christian Egander Skov: Sådan taber vi den grønne dagsorden

KOMMENTAR: Miljøpolitikken skal fastholde borgernes ansvarsfølelse overfor deres nærmiljø for at redde den grønne dagsorden og undgå frustrerede modreaktioner på de politiske indgreb, skriver Christian Egander Skov.

Det er med den grønne dagsorden, som det er med indvandringsdebatten: Nogle gange blusser den op, andre gange brænder den ud. Næsten. Den ligger altid og ulmer.

Begge dagsordener adresserer nemlig strukturelle forhold, der ikke ændrer sig trods krusninger på den politiske overflade – eller i hvert fald kun ændrer sig meget langsomt. Tilsyneladende er dagsordenerne bundet til heftige passioner og stemninger, der kommer og går.

Problemet er, at det sagligt kun er muligt at løse disse problemer, hvis man er indstillet på det lange, seje træk. Det er politik på lang sigt. Begge spørgsmål afføder en fanatisme, der kan virke stimulerende i øjeblikket. Og øjeblikket er jo afgørende i politik.

Men den kan også spænde ben for det langsigtede behov for gennem en afbalanceret politik at skabe en stabil opinion bag sagen. Det er i høj grad det, der er sket med indvandringspolitikken, der som resultat er gledet de eksplicit indvandringskritiske partier af hænde.

Nok varetages dagsordenen nu af det politiske centrum, men vi taler også – med rette om – at spørgsmålet er blevet neutraliseret. Kan det samme ske med miljøpolitikken?

Lige nu er der en meget bred politisk konsensus. Det er kun Nye Borgerlige, der for alvor har sat sig udenfor. Men en politisk konsensus kan hurtigt vakle, hvis den støder på folkelig modstand. Og den modstand er vi ved at lægge i ovnen til.

Miljøpolitikken har den vanskelighed, at dens resultater er usynlige, mens konsekvenserne af de tiltag, der understøtter den, er meget mærkbare for almindelige mennesker, herunder vælgere. Derfor forlader den sig hyppigt på apokalyptisk angst, der motiverer folk til at sætte sig ud over de daglige gener.

Men frygten for de sidste tider er politisk raketbrændstof. Bluser op. Brænder ud. Det nye affaldssorteringsregime, som regeringen præsenterede i ly af coronanedlukningen, er et meget klart eksempel.

Her pålægges borgerne personligt at finsortere deres affald og fylde deres køkken op med poser i forskellige farver og former til dette formål. Også indkørslerne skal behørigt befolkes med affaldsbeholdere. Måske er affaldssortering en god ide?

Men pointen er, at hele byrden lægges hos slutbrugeren. De positive resultater skal man kigge i vejviseren (eller i de relevante myndigheders excelark) efter.

Man kunne også nævne den voldsomme stigning i plastafgiften, der betyder, at indkøbsposer nu er noget for dollarprinser, og at universitetsstuderende dårligt kan få et glas vand, når de skal til eksamen.

Plastkrusene er blevet for dyre. Effekten er begrænset. Eller tænk på de tåbelige sparrepærer, som vi for år tilbage blev tvunget til at bruge, og siden har kastet mørke over vores dagligdag.

Men måske pointen er, at forbrugeren netop skal kunne mærke det. Afsavnet eller den ekstra indsats i det daglige skulle virke mobiliserende. Okay. Men hvis man nu ikke bliver mobiliseret, men derimod frustreret over indgrebene, afføder indgrebene ikke medejerskab, men derimod en følelse af afmagt, der hurtigt kan slå over i vrede mod politikkernes detailregulering.

Sagen er, at det nære koloniseres af andre menneskers gode hensigter; mennesker, vi ikke kender, og som ikke kender os; mennesker, som byder os frugter vi ikke kan se.

Et beslægtet problem oplever vi i forhold til vedvarende energi. Vindmøller har længe været et problem i det lokale Danmark. Meget få mennesker vil bo tæt på dem. Dertil kommer, at de ødelægger den natur, de placeres i. Nu står vi så over for næste fase: Etableringen af større solcelleanlæg.

I min hjemkommune bliver en hel landsby omringet af anlæggene. Bønderne jubler, for det er deres jord. Borgerne græder, for det er deres by. Vi andre slår syv kors for os og glæder os over ikke at være fanget dér i et usælgeligt hus. Og så er problemerne med løbske vindmølleparker og solcelleanlæg endda ret begrænsede i Danmark.

Kører man til Tyskland, ser man hvor galt det kan gå. Kæmpemæssige solcelleparker skamferer landskabet. Hvor der før græssede kvæg, troner solcellerne nu i deres futuristiske ørkenlandskaber. Endnu værre forholder det sig ved vestkysten, hvor hele det smukke marsklandskab er blevet plastret til med vindmøller.

Det er en ødelæggelse af et omfang, man kun kan forestille sig i Danmark. Heldigvis står møllerne på behørig afstand af beslutningstagerne i Kiel og Berlin.

Det er heller ikke herude, at de fanatikere bor, som drejede armen rundt på Angela Merkel og fik hende til at love nedlukning af Tysklands effektive akraft efter Fukushima.

Abstrakte, og i det her tilfælde noget hysteriske miljøhensyn, går ud over naturen og det lokale miljø. Vores geografiske periferi bliver reduceret til et rum, hvis væsentligste kvalitet er en tomhed og fjernhed, der gør det attraktivt at placere u-attraktive genstande her.

Beslutningstagerne i de større byer ryster på hovedet og trækker på skuldrene af den slags betænkeligheder. Menneskers forsvar for deres lokalmiljø bliver affejet som en slags egoisme. Nimby kalder de det. "Not in my back yard". En trussel mod den grønne omstilling.

Det er jo nemt at mene, hvis man bor et sted, hvor grundværdien er så høj, at man under alle omstændigheder er sikker på grund.

Men lokalt afføder holdningen vrede. Det var den vrede, der i Frankrig antændte de gule vestes opstand. Hvad kan vi lære? Hvis ikke miljøpolitikken forstår at fastholde "den menneskelige skala," får den et problem.

Hvis ikke den grønne dagsorden forstår at lægge sig i forlængelse af folks ansvarsfølelse og tilhørsforhold til deres lokale nærmiljø, skaber den forudsætningerne for en modreaktion, hvis potentiale blot vil vokse i takt med omfanget af de indgreb, som miljøpolitikken fremkalder.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt Lisbeth Knudsen: Vi kan ikke være vores ældrepolitik bekendt Næste artikel David Trads: Alt tyder på enormt valgnederlag til Trump David Trads: Alt tyder på enormt valgnederlag til Trump
Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

ÉTÅRSDAG: Flere vælgere har vendt Venstre ryggen, og vælgerne foretrækker andre statsministerkandidater. Det viser friske målinger på dagen, hvor Jakob Ellemann-Jensen kan fejre etårsjubilæum som Venstres formand. Vi har samlet fire figurer, der illustrerer udfordringerne.