Christian Egander Skov: Sønderjylland stopper ikke ved grænsen til Tyskland

KOMMENTAR: Vi skal genforene os med opfattelsen af Sønderjylland som en grænseoverskridende geografisk enhed, skriver Christian Egander Skov i anledning af 100-året for Danmarks genforening med Sønderjylland.

For ikke så længe siden havde jeg mine børn med på Dybbøl banke.

Vi bor i nærheden, så det lå ligefor at vise dem de gamle skanser. Netop nu.

Det var jo dér, det skete. Dengang tilbage i 1864. Danmark havde gerådet sig ud i en håbløs krig med et ekspanderende Preussen, der var godt på vej til at blive Tyskland.

Vi mistede en tredjedel af rigets territorium. Vi mistede Sønderjylland – eller Slesvig som det dengang blev kaldt – Holsten og Lauenborg.

De to sidste græd man ikke mange tårer over. Dem havde man faktisk afskrevet. For folkene her var tyskere af i sprog og ånd.

Sønderjylland derimod blev i Danmark opfattet som dansk land. Og vigtigere endnu. Det var en holdning, de dansksindede sønderjyder delte. Og dem var der mange af. Omkring 1860 gik grænsen mellem dansk og tysk sprog langt syd for Flensborg.

Nu blev sønderjyderne tvunget til at tale tysk. Og de forsøgte at stå imod.

De dannede foreninger, forsamlede sig, men nettet strammedes om dem. Hvor det i begyndelsen af fremmedherredømmet – som tiden under tysk styre kaldes – var nok, at sønderjyderne var loyale over for det nye regimer, blev det et eksplicit mål for det preussiske regime, at danskheden i Sønderjylland ad åre skulle udryddes gennem en målrettet assimilationsproces.

Mange faldt fra. Ikke mindst i de områder syd for Flensborg, hvor man nok talte dansk, men altid havde været vant til en tysktalende øvrighed. Her lagde man det danske af sig, som en dårlig vane. Tvættede det bort som et socialt Kainsmærke. Blev tyske.

Frafald, undertrykkelse, tvang og til sidst 6000 unge sønderjyders død i Verdenskrigen. Det var prisen for et nederlag.

Nu er det 100 år siden, det stoppede. Og havde det ikke været for coronasmitten, ville markeringerne have kulmineret lige omtrent nu. Nu må vi nøjes med at sidde hjemme og spørge, hvad det er, vi fejrer?

Det er blevet moderne blandt nogle historikere at tale om ”Slesvigs deling”, eller udtrykket ”Nordslesvigs indlemmelse i kongeriget”.

Hvor det sidste udtryk udtrykker distanceret ligegyldighed, peger ”Slesvigs deling” mere på Genforeningen som en slags tragedie.

Når vi siger Genforeningen derimod, holder vi fast ved den glæde, som de dansksindede sønderjyder følte ved at komme hjem.

Ja, ganske vist kom de ikke hjem i juridisk forstand. Sønderjylland havde netop ikke været en del af kongeriget Danmark, men et hertugdømme under kronen, men verden er andet end jura – i hvert fald hvis man ikke er jurist.

De dansksindede i Sønderjylland erkendte sig selv som en del af et dansk folk, hvis legeme var blevet skåret over af en voldsgrænse. Deres identitet og deres længsler og håb pegede mod Danmark.

Det var som en del af Danmark, at de kunne få lov at leve, som det de var, danske sønderjyder. Derfor var Genforeningen en genforening i folkelig forstand.

Derfor er Genforeningen også en påmindelse om betydningen af kulturel identitet for os mennesker, kort sagt at blive anerkendt for det, man er: rundet af en tid og et sted.

Dette er ikke nationalromantik, men snarere nationalrealisme, for Sønderjylland minder os om, hvad der sker, hvis dette anerkendelseskrav undertrykkes.

Men dette er alligevel kun halvdelen af historien.

Dagen efter vores besøg på Dybbøl, tog jeg mine børn med til Knivsbjerg. Knivsbjerg er det tyske mindretals samlingspunkt. Her stod indtil 1945 et voluminøst monument til tyskheden.

Efter 1945 blev det sprængt væk af ukendte gerningsmænd i et anfald af den samme symbolske ikonoklasme, vi aktuelt ser udvirket mod ”problematiske” statuer i Amerika, Storbritannien og Belgien. Det var en ulykke.

Historien er ikke et tog på en ensporet jernbanestrækning.

Ligesom det er sandt, at det tyske fremmedherredømme var en ulykke, og at kampen for at markere det danske var nødvendig, er det sandt, at Sønderjyllands særlige karakter hænger på dets sammensathed, dets forvirrede historie, dets karakter af kulturelt kludetæppe, gennemfartsvej – ja også på mødet mellem dansk og tysk.

Når man i dag går rundt i Sønderjylland på den danske side af grænsen, kan man støde på huse, der har bevaret de distinkte træk, som de blev opført med i tysk tid. Det kan være træudskæringer, spir, historicistiske detaljer, imiteret bindingsværk i mursten.

Det er, når man ser et sådant hus, at man ved, at man netop er i Sønderjylland og ikke bare på en tilfældig plet nord for Kongeåen.

Desværre har tiden ikke været venlig ved disse detaljer. Alting bliver mere ens. Sønderjylland mindre sønderjysk.

Det egentlige Sønderjylland stopper ikke ved grænsen. Sønderjylland er grænseoverskridende. Det går fra Kongeåen i nord – og ja Ribe er også med – til Ejderen i Syd. Sønderjylland er Nord- og Sydslesvig. Sønderjylland er en historisk enhed. Det kan hverken deles af farver eller pæle.

I stedet er landet et skæringspunkt mellem grænser. Sønderjylland rummer ikke blot statsgrænser om også flere sproglige og kulturelle grænser.

Historisk var området helt ned til Slien og Dannevirke kulturelt og sprogligt dansk. Området mellem Slien og Ejderen blev koloniseret sydfra af mennesker, der talte plattysk. Det er der mange, der gør endnu. Ude vestpå i det, der blev kaldt Uthland, boede friserne. Ja, de bor der faktisk endnu, og en del taler endnu frisisk.

Og når jeg siger, at området ned til Slien sprogligt set var dansk, mener jeg egentlig sønderjysk. For dette var sproget. Og det er det i øvrigt endnu, selvom dødsklokkerne kan høres ringe et sted ude i horisonten.

Sandheden er også, at mange var flersprogede. Man skiftede sprog efter, hvad man beskæftigede sig med, og hvem man talte til. Det gør sønderjysk- og plattysktalenede i øvrigt stadig.

Det hele filtrer sig sammen. Og det er netop den andel del af det, der gør området til noget særligt.

Sønderjylland føjer noget til vores danskhed: en rigdom og rodfæstet pluralitet, som den nationalstatslige homogenisering ellers dygtigt har oprodet og kastet bort andre steder.

Vi skal ikke ensrette historien, og vi skal ikke ensrette vores identitet. Heller ikke vores nationale identitet. Historien giver os hudafskrabninger og åbne sår. De vokser sammen og bliver til ar, og de ar definerer også, hvem vi er.

Også dette minder Sønderjylland om. Og Genforeningen har i dag netop den funktion, at den minder os om dette Sønderjylland.

Genforeningen peger tilbage på en historisk begivenhed, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Såre godt.

Men den peger også frem mod en Genforening i dybere forstand, Danmarks Genforening med Sønderjylland: At vi som danskere åndeligt genforener os med Sønderjylland som grænseoverskridende geografisk enhed; genforener os med et konkret landskab, en pluralistisk opfattelse af det nationale og med en erkendelse af historisk og national identitet, som noget vi skal gå på opdagelse i, øse af, tage op og brydes med.

Ja, hvorfor ikke benytte dette års særlige ferievanskeligheder til at foretage denne opdagelsesrejse?

Vejen ligger åben og fra i dag også grænsen.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Identitetspolitikken ligner en kulturel apartheid Jens Chr. Grøndahl: Identitetspolitikken ligner en kulturel apartheid Næste artikel Biskop  om Genforeningen: Grænsen deler stadig mange mennesker i dag Biskop om Genforeningen: Grænsen deler stadig mange mennesker i dag
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.