Christian Egander Skov: Trump efterlader det konservative USA i et uoverskueligt sammenbrud

Det amerikanske præsidentvalg nærmer sig. Alt tyder på, at Donald Trump taber. Set herfra er det ikke en dårlig nyhed. Det er vanskeligt at undgå det indtryk, at de seneste fire år har bidraget skæbnesvangert til en forfaldsproces, som allerede før da syntes godt i vej.

En interessant og ikke uvæsentlig detalje ved Trumps greb om Det Republikanske Parti har været en vild og næsten uoverskuelig ideologisk disruption ikke bare af partiet, men også af den intellektuelle konservative bevægelse i landet.

Det er – på godt og ondt – ikke den samme konservatisme i dag som for fire år siden. Og selvom personen Donald Trump driver over på samme måde som et voldsomt skybrud, så efterlades der i begge tilfælde et pløre, der på en gang kan være grøde for noget nyt og så – ja altså – bare almindeligt pløre i den allermest plørede forstand.

I januar 2016 udkom det konservative tidsskrift National Review med et særnummer, Against Trump, hvor redaktionen havde samlet en række toneangivende kræfter inden for den bevægelse og ideologiske retning, som siden en spag begyndelse i 1950’erne havde trumfet sine visioner igennem på den amerikanske højrefløj – ofte gennem voldsomme opgør med såvel den facile midte som det gamle, ubøjelige højre.

Men hvordan er det så gået med denne protest. Ja, det er naturligvis ikke gået. For Trump blev jo Republikanernes præsidentkandidat. Det er ikke i sig selv interessant. Men et blik ned over navnene på dem, der underskrev protesten mod Trump understreger, hvor skidt det er gået og hvor splittet amerikansk konservatisme er blevet.

En af de prominente underskrivere var redaktør Bill Kristol fra magasinet The Weekly Standard (TWS). Kristol havde været central i det miljø, der engang betegnedes som neokonservatismen, og hans tidsskrift havde været tænkt som en fanebærer for en konservatisme, der på en gang var interventionistisk, stærkt national, værdiorienteret og skarpt ideologisk. I 2016 var det næst efter National Review det største konservative magasin i landet.

Selvom personen Donald Trump driver over på samme måde som et voldsomt skybrud, så efterlades der i begge tilfælde et pløre, der på én gang kan være grøde for noget nyt og så – ja altså – bare almindeligt pløre i den allermest plørede forstand.

Christian Egander Skov

I dag er tidsskriftet fortid. Væk. Pengemændene lukkede for finansieringen og kvalte det og lavede et nyt og mere Trumpvenligt tidsskrift i dets sted. Kristol selv var da allerede blevet lempet ud som redaktør og havde hengivet sig en stadig mere indædt kamp mod Donald Trump. Siden har Kristol sammen med flere medarbejdere fra TWS lanceret net-mediet med den sigende titel The Bulwark, som er kendetegnet ved en næsten monoman anti-Trump-tendens.

En følge af den ideologiske disruption er, at nogle af de mest Trump-kritiske skribenter forlod National Review. Det drejer sig ikke mindst om den relativt prominente konservative skribent Jonah Goldberg og David French (som Kristol i sin tid – noget desperat – forsøgte at lancere som konservativ modkandidat til Donald Trump). De er i dag tilknyttet det Trump-kritiske onlinetidsskrift The Dispatch, som Goldberg lancerede sammen med den konservative journalist Stephen Hayes – Kristols efterfølger som redaktør af TWS – i 2019.

Selvom konservatismens moderskib, National Review ligesom et andet gammelt, toneangivende konservativt magasin, Commentary, har fastholdt en linje, hvor der er plads til kritik af Donald Trump, må man alligevel sige, at den overordnede tendens er gået i retning af en udsondring af de mest Trump-kritiske stemmer. De sidste tenderer i øvrig imod bevidst at lægge afstand til selve begrebet konservatisme til fordel for begrebet ”klassisk liberal”.

På listen over Trump-kritikere fra 2016 finder man også redaktøren af det kristeligt-konservative tidsskrift First Things, R.R. Reno. Dette tidsskrift har imidlertid bevæget sig i en markant anden retning. First Things har bevæget sig i retning af en antiliberal ideologi med rødder i politisk katolicisme.

Den betegnes integralisme og rummer ud over en meget skarp antimodernistisk kulturkritik også en bloc afstandtagen af den fusion mellem liberalt og konservativt, som har været grundstammen i moderne amerikansk konservatisme.

Postliberal kalder disse konservative sig ofte. Positionen finder sine mest radikale fortalere i Harvard-professoren Adrian Vermeule og intellektuelle som Patrick Deneen, der for et par år siden udgav en meget omtalt bog med den selvforklarende titel Why liberalism failed?, samt den israelske intellektuelle Yoram Hazoni, hvis bog The virtue of Nationalism er et centralt værk i denne nye position.

Der er intet nyt i, at amerikansk konservatisme rummer en aktiv og synlig pointering af det nationale og det religiøse. Selv den neokonservatisme, der af mange opfattes som internationalisme, var snarest et udtryk for en særlig amerikansk nationalisme med universalistiske prætentioner. Og det er faktisk heller ikke nyt, at amerikansk konservatisme rummede en kritik af sin egen iboende liberalisme (eller omvendt).

Det nye er snarest, at det nationale og kristendommen nu bruges i en argumentation, der forsøger at etablere en postliberal position, hvis substans måske er uklar, men konkret rummer en skarp mistro til liberalisme som såvel økonomisk, som kulturelt og langt hen ad vejen også som politisk fænomen.

Hvordan disse ideologiske centrifugalkræfter kan håndteres efter Trumps nederlag, bliver et helt afgørende spørgsmål for den intellektuelle konservatisme i USA. Det er slet ikke givet, at det kan lykkes. Men kan det ikke lykkes, er det til gengæld givet, at den politiske debat i USA vil være fundamentalt forandret.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.