Kommentar af 
Christian Friis Bach

Christian Friis Bach: Coronakrisen tester det internationale samarbejde

KOMMENTAR: I store kriser rykker verden ofte sammen, men noget tyder på, at verdens lande under coronakrisen har meldt sig ud af det internationale samarbejde.

Coronakrisen har sat det internationale samarbejde under pres, og det kan blive endnu værre, skriver Christian Friis Bach.
Coronakrisen har sat det internationale samarbejde under pres, og det kan blive endnu værre, skriver Christian Friis Bach.Foto: Dinuka Liyanawatte/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi skal stå sammen. Men vi skal holde afstand.

Det er den sætning, der er gået igen i utallige taler af stats- og regeringschefer i Danmark og i verden. I store kriser rykker verden ofte sammen. Det skete efter Anden Verdenskrig med etableringen af de internationale konventioner og organisationer, herunder FN. Men der er tendenser til, at coronakrisen har fået verdens lande til at melde sig ud.

”International solidaritet eksisterer faktisk ikke. Europæisk solidaritet eksisterer ikke. Det var et eventyr på papiret,” lød det for nylig fra den ofte bramfrie serbiske præsident Aleksandar Vučić.

Det skete, efter at Europa-Kommissionen annoncerede et tiltag, der skal holde hospitalsudstyr inden for EU's grænser. Tilsvarende har Frankrig, Tyskland og en række andre lande indført restriktioner på eksport af medicinsk udstyr og beskyttelsesudstyr til brug i coronaindsatsen.

Fakta
Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Så langt er vi ikke gået i Danmark, men Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, opfordrer danske virksomheder, som producerer medicinsk udstyr, til at prioritere og tilgodese det danske sundhedsvæsen og tilføjer, at ”danske patienter har mest brug for det”. I det nordlige Italien eller i Iran er de nok ikke enige.

Det er blot eksempler på national enegang. Der er mange andre. Herunder at landene vælger forskellige strategier til bekæmpelsen af virus. Der er bestemt også mange ligheder, men der har været tydelige forskelle selv mellem så ens lande som Danmark, Sverige og Storbritannien. Endnu større forskelle har der været på indsatsen i lande som Hong Kong, Singapore og Sydkorea. Flere lande har sat den nationale indsats højere end den internationale koordinering og det internationale samarbejde.

En række lande, herunder Danmark, har allerede forsøgt at købe sig til hurtig adgang til vacciner, men det betyder, at andre, og særligt verdens fattigste lande, vil komme bagerst i køen.

Christian Friis Bach

Det var ellers ikke meningen. Det var meningen, at der skulle ske en samlet og global indsats under ledelse af verdenssundhedsorganisationen, WHO. For der var en plan. Den blev udviklet for 15 år siden, efter at sars-epidemien slog hundrede af mennesker ihjel og satte sundhedssystemer i særligt en række asiatiske lande under et stor pres.

I tiden bagefter blev de internationale sundhedsregler revideret. WHO skulle stå i spidsen, koordinere, udråbe epidemier og lave anbefalinger. Den lovgivning, man blev enige om, er endda bindende og er underskrevet af 196 lande, herunder af både Kina, Danmark og USA.

Men mange lande blæser på reglerne, som blandt andet The New York Times har rapporteret. Der er lande, der ikke rapporterer om coronatilfælde til WHO. Andre har blokeret for internationale rejser stik imod det, som WHO har anbefalet, og uden at give WHO besked.

Begrænsningerne i handel med medicinsk udstyr er også i strid med anbefalingerne, og kan gøre det svært at få udstyret frem til de lande og mennesker, der har størst behov. Det har fået WHO til at pointere, at livet for en sundhedsarbejder i et land er lige så værdifuldt som livet for en sundhedsmedarbejder i et andet land.

Landenes enegang kan delvis begrundes i manglende tillid til WHO, efter at organisationen fik stærk kritik for håndteringen af både sars og ebola, men denne gang er det gået bedre. WHO har reageret hurtigere, udråbt krisen til en pandemi, delt information og samlet mere end 300 videnskabelige eksperter og forskere for at hjælpe med at udvikle tests, vacciner og medicin. Men WHO har også været kritiseret for uklare signaler. Samtidig med at organisationen advarede mod rejserestriktioner kom der videnskabelige rapporter, som antydede, at rejserestriktionerne virkede.

De aftaler, der blev indgået efter sars-epidemien, er ganske vist bindende, men der er en kattelem for landene, som kan omgå reglerne, hvis de mener, det er videnskabeligt begrundet og vigtigt. Den kattelem har mange lande benyttet til at gøre, som de vil. WHO’s generalsekretær, Tedros Ghebreyesus, har – uden at ville nævne navne – anklaget en række lande for ikke at gøre, som det var aftalt, og for ikke at tage udbruddet seriøst.

Og der har været kritik af de forskellige strategier. WHO har for eksempel opfordret landene til at teste, teste og teste, men presset af manglende testkapacitet har flere lande ændret strategi fra en test- og inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi.

Der er også udfordringer omkring finansieringen. WHO bad tidligt i forløbet om 675 millioner dollar, især til at styrke beredskabet i verdens fattige lande. Det kneb gevaldigt med bidragene i starten, hvor de ellers var særlig vigtige, men siden ser det ud til at gå bedre med solide bidrag fra Tyskland, Kina og Bill and Melinda Gates Foundation og med finansielle initiativer til verdens fattige lande fra Verdensbanken, IMF og FN’s katastrofefond.

Læs også

Men i slutningen af marts vil der komme en ny, opdateret coronaplan, som vil anmode om langt større bidrag, og her kommer den internationale solidaritet for alvor på en prøve, i takt med at de nationale budgetter kommer under pres. Mange lande vil vælge at prioritere egne borgere og egne virksomheder, frem for internationale bidrag til verdens fattige lande, hvor omkostningerne – både menneskelige og økonomiske – kan blive endog meget store.

En anden og meget stor udfordring for den internationale solidaritet vil komme, når en vaccine kommer på markedet. For det vil tage tid at producere nok til alle. En række lande, herunder Danmark, har allerede forsøgt at købe sig til hurtig adgang til vacciner, men det betyder, at andre, og særligt verdens fattigste lande, vil komme bagerst i køen.

Det vil rejse alvorlige etiske udfordringer og sætte det internationale samarbejde under markant pres. Er det vigtigere med vacciner til unge mennesker i rige lande med solid behandlingskapacitet, end det er til ældre og svækkede mennesker i fattige lande eller i flygtningelejre, hvor der ikke er adgang til intensiv pleje og respiratorer? Den debat bliver ikke nem. I Tyskland har der allerede været en ophedet politisk debat efter påstande om et amerikansk forsøg på at overtage en virksomhed, der var langt fremme i udviklingen af en vaccine. Det kan blive alles kamp mod alle.

Det internationale samarbejde ser allerede noget skramlet ud. Der er lande, som forsøger. Kina, hvor epidemien først opstod og nu ser ud til at være under kontrol, forsøger at gå foran og hjælpe med både sundhedsudstyr, personale og penge til andre lande. Det er ikke gået ubemærket hen. Som Aleksandar Vučić sagde det: ”Det eneste land, der kan hjælpe os nu, er Kina. Hvad angår resten: Tak for ingenting.”

På en række områder er det gået bedre end tidligere. Men det er bestemt ikke gået som det skulle. Coronakrisen har sat det internationale samarbejde under markant pres, og det kan blive endnu værre.

Denne gang er det måske ikke det internationale samarbejde, man kan bebrejde, men landene selv.

-----

Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00