Christian Friis Bach: EU-asylpagt giver plads til både usolidariske nationalister og solidariske samarbejdslande

For den hurtige screening har vist sig at være meget vanskelig, især hvis man stadig skal gøre det, som EU-Kommissionen lover, nemlig at gennemføre en asylprocedure, der lever op til internationale standarder. Det kræver en individuel behandling, mulighed for retshjælp og en klageinstans. Der skal være fokus på sårbare migranter, mindreårige og deres familier. Den slags tager tid, det ved de alt om på Lesbos. Og imens kan man frygte, at migranter og flygtninge strander i Moria-lignende lejre overalt langs EU’s ydre grænser. Så når Ylva Johansson, EU-kommissær for Indre Anliggender, lover ”no more Morias”, så kan man godt frygte, at der bliver "many more Morias".

Dublin-forordningen skal skrottes, lyder et andet forslag. Den skal erstattes af en ny procedure som svarer til – her kommer overraskelsen – Dublin. Det skal fortsat være første ankomstland, der afgør, hvem der skal stå for asylbehandlingen.

Så når Margarítis Schinás, EU-kommissær for fremme af vores europæiske levevis (!), ved fremlæggelsen sagde, at forslaget skulle putte ”Dublin-forordningen i seng” (put Dublin to bed), så var det meget præcist udtryk. For Dublin-forordningen genopstår næste morgen, dog med den mindre ændring, at hensyn til børn og til familiesammenføring måske skal spille en lidt større rolle, når det afgøres, hvor asylansøgningerne skal behandles. Flygtninge- og migranter vil forsat i alt overvejende grad få asylansøgningerne behandlet i lande som Grækenland, Italien, Malta og Spanien, hvor de ankommer – og hvor presset er størst.

Forslaget om øget støtte til at beskytte de ydre grænser for EU er heller ikke nyt. Det får måske et ekstra nøk, men er ellers et af de forslag, som langt de fleste EU-lande allerede har bakket op om – og gerne bakker op om igen. Positivt er det, at EU-Kommissionen samtidig støtter de redningsaktioner, der siden 2015 har reddet 600.000 mennesker på Middelhavet.

Der er forslag om flere legale veje til Europa. EU-Landene opfordres både til at tage flere kvoteflygtninge (som de ofte kaldes), til at modtage flere studerende og arbejdsmigranter og til at udvikle private sponsorprogrammer for flygtninge (lidt i stil med det succesfulde program i Canada). Det har stadigt flere europæiske lande gjort, også med god succes, men modellen har (desværre) endnu ikke fundet politisk opbakning i Danmark.

Endelig er der forslaget om partnerskaber med ikke-EU lande – især EU's nabolande. Der skal laves flere aftaler, som den EU har indgået med Tyrkiet. Men de skal være mere omfattende, balancerede og målrettede.

Her kan det undre – og bekymre - at den nye globale flygtningeaftale (Global Compact on Refugees) slet ikke nævnes. Men det forslag er måske i virkeligheden dét, der kan have den største effekt på tilstrømningen. Tyrkiet-aftalen har ikke været perfekt, men den har på mange måder virket. Kan vi skabe sikre, trygge og varige løsninger for flygtninge i stadig flere lande, så vil det mindske presset på Europas grænser. Det forslag bør alle EU-lande bakke op om med stor styrke.

Så kan vi undgå flere Moria’er.

Tak til Nikolas Feith Tan fra Institut for Menneskerettigheder for gode diskussioner og inspiration til artiklen.

-----

Christian Friis Bach er stifter af warfair.org, ekstern lektor på Københavns Universitet, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.