Christian Friis Bach: Jeg er racist, hvis man skal tro den her bog

Af Christian Friis Bach
Stifter af warfair.org, tidl. udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Det her er en anmeldelse af en 2 år gammel bog om racisme, skrevet af en midaldrende hvid mand. Det vil nok, forståeligt, få de fleste til at stoppe med at læse. Men måske har du lyst til at læse med, hvis jeg fortæller, at bogen nåede til tops på de amerikanske bestseller-lister her i foråret. Og fortæller at jeg til sidst i denne anmeldelse vil erkende, at jeg, ifølge bogens definition, er racist.

Bogen hedder ”Hvid skrøbelighed” (White Fragility) og er skrevet af en hvid kvinde, Robin Diangelo. Undertitlen er (oversat): ”Hvorfor det er så svært for hvide mennesker at tale om racisme.” Den er fra 2018 men blev for alvor kendt efter at amerikaneren George Floyd døde og protesterne mod racisme i USA tog til.

DiAngelo skelner i bogen mellem fordomme, som vi alle bærer rundt på; diskrimination, som er den forskelsbehandling vi dermed, bevidst eller ubevidst, udsætter andre mennesker for; og så racisme, der er fordomme, der bakkes op med autoritet og kontrol gennem love og institutioner.

Racismen er et system, som kan være svært at se. Det er som et fuglebur. Står man helt tæt på og ser ind i buret kan man se fuglen, men slet ikke se og forstå tremmerne. Vi ser ikke racismen. Buret.

Fordommene, diskriminationen og den deraf følgende racisme er dybt forankret i os hvide, skriver DiAngelo. Den bygger på en dybtliggende indre forståelse af, at den hvide race er andre racer overlegne. Den er umulig at komme af med, og kan måles allerede hos børn i skolealderen. Den fører til, at vi hvide isolerer os, søger hvide skoler, hvide naboer, hvide områder.

Det konstrueres i vores sprog – som når selv vores statsminister siger, at det er indvandrerdrenge, der skaber utryghed på S-togsstationerne.

Christian Friis Bach
Stifter af warfair.org, tidl. udenrigsminister

Vi er som hvide i hundredvis af år blevet indoktrineret med en forfejlet tro på, at der findes biologiske menneskeracer, skriver DiAngelo. Det gør der ikke. Racer er opstået som følge af racisme, ikke omvendt. Racismen opstod for at gøre det muligt, både at kunne holde slaver og udrydde oprindelige folk og samtidig, som det skete i det 18. århundrede, skrive politiske erklæringer, om at alle mænd var lige og frie. Her blev racismen en bekvem udvej på et ellers uløseligt etisk dilemma.

Det ligger dybt i os og i vores sprogbrug også i Danmark. Når vi taler om ghettoer, tænker alle på sorte eller farvede mennesker. Og det konstrueres i vores sprog – som når selv vores statsminister siger, at det er indvandrerdrenge, der skaber utryghed på S-togsstationerne. Næste gang vi hører om kriminalitet på en S-togsstation, vil mange med det samme tænke på sorte eller farvede.

Mette Frederiksen bidrager til det, som DiAngelo kalder ”den afslappede racesnak”, og dermed til racismen. Hvis unge hvide er kriminelle, skyldes det deres baggrund. Hvis unge sorte er kriminelle, skyldes det deres race. Det kalder DiAngelo i bogen, der flyder over med racismebegreber, for ”den hvide uskyldighed”.

Men vores fordomme og racisme er overalt, i alle os hvide, mener DiAngelo. Da sorte og farvede for nylig gik forrest i en demonstration i København, mærkede jeg selv en lille flig af forundring. Kan vi ikke blot gå sammen? Den følelse er jeg stensikker på, at mange hvide danskere havde. Vi overser, at hvide har gået forrest siden slavetiden og den slags aktioner bør føre til refleksion hos os hvide, frem for forundring eller forargelse. Og det sigende er jo, at vi ikke (længere) rammes af de samme følelser, hvis det er kvinder. Kvinder kan uproblematisk udfordre diskrimination på grund af køn. Sorte slipper sjældent godt fra at udfordre racisme, påpeger DiAngelo.

Konfronteres vi med, at vi udtaler os racistisk, reagerer vi med vrede og benægtelse. Det er her ”den hvide sårbarhed” kommer frem. Det bliver særligt udtalt, fordi vi har defineret racisme som noget dårligt (og ulovligt) og racister som dårlige mennesker (og kriminelle). Det gør det nemt og bekvemt for de fleste hvide mennesker hårdnakket at benægte, at de er racistiske. Og så stopper diskussionen der.

Vi forsvarer os ofte med udsagn, som ”jeg er ikke racist, fordi jeg har sorte og farvede venner”. Det kan jeg høre mig selv sige. Vi ser os selv som objektive og neutrale. Men vi, os hvide, forstår det ikke, og vi forsøger heller ikke at sætte os ind i det. Vi kan bevæge os gennem livet uden at lære om racisme, diskutere racisme, eller forholde os til racisme.

Det vigtigste angrebspunkt i bogen er derfor ikke tilhængere af det hvide overherredømme, Præsident Trump, nynazister eller den yderste højrefløj. Jo, de får bestemt også en opsang. Men det vigtigste angrebspunkt i bogen er mennesker som mig: Selvdefinerede progressive mennesker, der bevæger sig rundt i en boble af selvforstået renhed og racismefordømmelse.

DiAngelo mener ligefrem ”at hvide progressive mennesker skaber de fleste daglige problemer for mennesker med en anden farve”. Det skyldes, at det især er os, der reagerer med vrede og fornægtelse, når vi bliver beskyldt for at handle eller tale racistisk. Dermed mister vi muligheden for at lave om på os selv og på det samfund, vi er en del af. Vi reagerer endda ofte så massivt på racistiske beskyldninger, at vi suger hele opmærksomheden til os, og lader de grupper eller mennesker som blev ramte af vores ytringer i stikken. Det forstærker det hvide overherredømme.

Når man har læst bogen, ser man eksemplerne overalt. Som da en fortørnet dansk hvid kvinde forleden skrev på twitter ”må man nu heller ikke siger indianer mere eller hva?” Dermed flyttede hun fokus over på sig selv, som krænket hvid. Og blev straks mødt med banal hvid solidaritet fra Søren Espersen fra Danske Folkeparti, der retweetede. Væk var al fokus på de indfødte amerikanere, der har oplevet hundredevis af år med massiv undertrykkelse og nedgørelse. Den krænkede part blev nu i stedet en hvid kvinde. De tweets er udtryk for primitiv hvid dominans.

Det helt grundlæggende problem, som DiAngelo kortlægger med klinisk præcision er, at vi nægter at forstå os selv og forholde os til os selv med udgangspunkt i vores egne race. Vi taler om sorte og farvede men aldrig om hvide. Vi ser os selv som individer og ikke som del af en race, fordi vores selvforståelse er, at vi er hævet over en race. Dermed fornægter og forpasser vi muligheden for et opgør med racismen.

Det er en bog, man bliver meget klogere af. Jeg synes Robin Diangelo går over stregen i dogmatisk antiracisme, når hun hævder, at ingen hvide nogensinde kan komme af med racismen. Eller når hun skriver, at hvide kvinder ikke må græde over sortes lidelser, fordi de blot flytter fokus over på sig selv. Eller når hun skriver, at det ikke hjælper at insistere på gensidig respekt, fordi det netop blot vil beskytte de hvide. Eller når hun opregner lange lister, af ting man ikke må sige. Jeg bliver klogere, men ikke top-motiveret.

Jeg bliver heller ikke overbevist om, at hendes konfrontatoriske stil er den bedste til at skabe positive forandringer. Og jeg synes hun ind imellem ender med at tale ned til sorte og farvede, fremfor at tale dem op som stærke og selvstændige medborgere. Men det er en vigtig bog. Og man er efter læsningen overbevist om, at vi skal gå langt mere markant til værks i kampen mod racismen.

Når det gælder mig selv, er jeg ikke længere i tvivl om, at jeg svigter. Jeg diskuterer ofte mine holdninger som mand til ligestilling, jeg øver mig i at lytte som heteroseksuel, når det gælder LGBTI-personer, men jeg diskuterer aldrig mine holdninger til race med udgangspunkt i, at jeg selv tilhører én: Den hvide.

Derfor svigter jeg. Og derfor er jeg, ifølge bogen, racist.

Robin Diangelo (2018): ‘White Fragility – why it´s so hard for white people to talk about racism’, Beacon Press: Boston.

-----

Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, stifter af warfair.org, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.