Christian Kock: Regeringens talfusk minder om Donald Trump

KOMMENTAR: Vi har en regering, der med hensyn til tal og fakta gør mange af de samme ting som Trump – Løkke & co. lyver ikke, men bruger tal på en måde, der får befolkningen til at tro på usandheder, skriver retorikprofessor Christian Kock.

Løkkes måde at tale om vækst og beskæftigelse minder om trumpske metoder, skriver retorikprofessor Christian Kock.
Løkkes måde at tale om vækst og beskæftigelse minder om trumpske metoder, skriver retorikprofessor Christian Kock.Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Løkkes "velfærdsløfte" om 69 milliarder til velfærd blev straks grebet og hængt ud af årvågne medier og kritikere: Han får os let til at tro, at der er tale om en årlig forøgelse, for sådan plejer man at tale om den slags ting. Men der er tale om en flerårig periode. Det sagde Løkke faktisk også, men mange har sikkert troet noget andet.

Og det er rigtigt, at vi gang på gang præsenteres for tal og andre faktuelle udsagn, som leder én til at tro noget forkert.

Et andet eksempel af mere grel karakter er de tal, der for gennem luften i partilederdebatten på DR:

Løkke sagde, at 17.000 kom til at nyde godt af hans foreslåede "seniorpension", men Wammen og socialdemokraterne snakkede om 130!

Fakta
Christian Kock (f. 1946) er professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk argumentation, debat og troværdighed. Frem til valget 5. juni skriver han ugentlige kommentarer om sproget i dansk politik.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er den slags, jeg har kaldt talfnidder: tal brugt af politikere på en måde, så vi borgere kun kan blive forvirrede og får lyst til at lukke ørerne for tal.

Borgerlige medier er blevet rigtig gode til at slå ned på den slags, også fra den borgerlige regering, og Jyllands-Posten gjorde et godt job ved at vise, at det helt store flertal af de 17.000 var folk, som i forvejen er på en eller anden overførselsindkomst – altså ikke folk, som ville gå direkte fra nedslidende jobs til seniorpension. Det havde Løkke og co. jo heller ikke direkte påstået, men alligevel – det indtryk ville de fleste, som hørte om seniorpension til de 17.000, sikkert komme til at få.

Man siger noget, som nok ikke er direkte usandt, men som utvivlsomt får mange folk til at tro noget usandt.

Christian Kock
Professor emeritus

Den slags er talfusk. Vi kommer til at tro noget forkert – som ikke er sagt direkte. Men ordene er belagt på en måde, så de fleste af os vil gå i fælden.

Lad os tage et eller to eksempler til af denne kategori – så er vi advaret mod lignende fiduser her i valgkampen, og vi har en fornemmelse af, hvordan de laves:

I oktober fik vi at vide, at der var skabt 152.500 flere private job, og at der er kommet så mange flere "lønmodtagere" – hvilket er nogle af de formuleringer, Løkke og andre Venstrekilder brugte.

Materiale fra Finansministeriet viste ganske vist, at der faktisk var sket en sådan stigning af "personer med lønmodtagerjob" siden sidst i 2015 (det var dog ikke lige til at se, hvor det præcise tal 152.500 kom fra.) Men det siges også i et svar fra ministeriet, at der var sket en vækst i "den strukturelle beskæftigelse" med 3.400 personer – fuldtidsbeskæftigede.

Som sædvanlig er de tal, der slynges ud, til at blive snotforvirret af. Der er ingen forklaring på den enorme forskel mellem tallene 152.500 og 3.400. Men måske kan man finde (en del af) forklaringen i Danmarks Statistiks definitioner af, hvad man mener med begreberne. Her er et citat fra dem:

"Person med lønmodtagerjob: Person, der er beskæftiget i et lønmodtagerjob uden omregning til fuldtidsbeskæftiget. Alle lønmodtagere medregnes, uanset om de arbejder på hel- eller deltid. Også lønmodtagere, der har lønmodtagerjob som bijob til et hovedjob som selvstændig, er medregnet. Endelig er lønmodtagere med bopæl uden for landet indbefattet i opgørelsen. En person, der kun har lønmodtagerjob en del af måneden, er kun medregnet i den pågældende del af måneden. Lønmodtagere, der i op til 45 dage ikke har modtaget løn, men efterfølgende er vendt tilbage til samme arbejdsgiver, er medregnet i perioden uden lønudbetaling."

Altså er der en del deltidsjob, der er medregnet som "person med lønmodtagerjob" – også bijob til et hovedjob som selvstændig. Det vil sige, at mange af disse lønmodtagerjobs kan være ganske små – få timer om ugen måske. Og den samme person godt kan være regnet med to eller måske flere gange. Dertil folk, der kun har haft arbejde en del af den undersøgte periode. Samt en del folk med bopæl i udlandet (udlændinge?).

Om disse ting forklarer hele den store forskel mellem tallene, ved jeg ikke. Tæller en person, der har flere deltidsjobs som lønmodtager, for flere?

Læs også

Løkke udsendte i oktober et glad tweet om sagen. Men man skal lægge nøje mærke til Løkkes sprogbrug i det tweet. Der bruges ordene lønmodtagere, beskæftigede og private job, og man kan ikke lade være med at tro, at de dækker det samme – altså at der er kommet 152.500 nye personer i job, som ikke var det før. Men det er altså slet ikke tilfældet. Og det siger Løkke strengt taget heller ikke – han siger bare, at der er kommet "152.500 flere private job".

Kort sagt: Man kommer næsten uvægerligt til at tro, at der er kommet 152.500 flere personer i private job. Denne falske påstand har Løkke ikke sagt direkte, men hans tweet vil utvivlsomt få mange til at tro det.

Der kom også et tweet fra Venstre om de gode nyheder. Deri stod der noget om "siden 2015" eller "siden valget i 2015".

Igen ser vi, at man siger noget, som nok ikke er direkte usandt, men som utvivlsomt får mange folk til at tro noget usandt – nemlig at det opsving, der er tale om, begyndte i 2015, og at det så skyldes den nye regering, der kom til i 2015. Men man kan se på kurver fra Finansministeriet, at det ikke er tilfældet. Væksten begyndte lige så stille i 2011 og tog fart i 2013 – altså under Thorning-regeringen.

Denne måde at få det til at lyde, som om man selv har skabt og igangsat en vækst, minder fuldstændig om, hvad man gang på gang har set og hørt fra blandt andet Donald Trump – også han taler om udviklinger siden valget i 2016, men uden at nævne, at disse udviklinger startede tidligere, nemlig i årene under Obama eller endnu tidligere.

Vi har en regering, der med hensyn til tal og fakta gør mange af de samme ting som Trump og hans folk. De lyver ganske vist ikke så stærkt, som han gør, men de bruger tal med videre på en måde, der i den grad kan få os til at tro på usandheder.

------

Christian Kock (f. 1946) er professor emeritus i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk argumentation, debat og troværdighed. Frem til valget 5. juni skriver han ugentlige kommentarer om sproget i dansk politik. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Kock

Professor emeritus, Insitut for Kommunikation, Københavns Uni.
mag.art. (Københavns Uni. 1973)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00