Christopher Arzrouni: Her vil regeringen hæve skatten

Den socialdemokratiske regering har lovet at skaffe penge til alt muligt godt: børn, ældre, klima og meget mere.

Regeringen og dens støttepartier har i udgangspunktet tænkt sig, at de offentlige udgifter skal stige i takt med det "demografiske træk" – altså omkostningerne ved, at vi får flere ældre og børn. Under valgkampen lovede Socialdemokratiet ligefrem en velfærdslov, som skulle sikre det. Hvorefter flere penge skulle hældes oveni.

Det kommer alt sammen til at koste penge, det ved enhver. "En ny regering vil derfor have som mål, at der tilvejebringes ny finansiering på op imod ti milliarder kroner i 2025," lyder det i den såkaldte regeringsforståelse. Ny finansiering betyder reelt nye skatter, afgifter og gebyrer.

I løbet af efteråret får vi bedre overblik over, hvor disse nye byrder vil ramme borgere og virksomheder. Men det står allerede klart, at højere skat på arv, på banker, på fri telefon og på cigaretter næppe kan dække de meget store ambitioner. Og skat på (amerikanske) tech-giganter er ikke en enkel sag. Hvor skal pengene så komme fra? Hvem skal betale mere?

Måske vil det komme som en overraskelse for enkelte læsere. Men partierne bag regeringsforståelsen udelukker ikke nødvendigvis offentlige besparelser. "En ny regering [vil] gennemføre omprioriteringer inden for det offentlige forbrug," lyder det i forståelsen. Den udmelding rummer imidlertid ikke megen realitet. Man vil naturligvis forsøge at klemme budgetterne hist og her. Problemet er bare, at besparelser kan bedst lade sig gøre, hvis alle bidrager lidt over en bred kam. Så bliver det hele lidt mere usynligt. Dette var rationalet bag det udskældte omprioriteringsbidrag.

Men netop omprioriteringsbidraget er dybt forhadt på venstrefløjen. Og samtidig er store politiske områder reelt fredet. Venstrefløjen har store forventninger til opprioritering af skattevæsenet, udenrigstjenesten og forskningen. Politiet er altid i stand til at mobilisere politiske pres for flere bevillinger. Forsvaret nyder godt af Trumps krav om en større dansk indsats. Og fagbevægelsen er per definition imod besparelser på beskæftigelsesområdet

Løsningen er naturligvis højere skatter og afgifter på brede områder: Højere indkomstbeskatning (bundskat) eller moms. Her kan selv små stigninger give store summer i kassen

Christopher Arzrouni

Når man freder store dele af statens opgaver, skal eventuelle besparelser hentes ind på meget smalle områder, hvor selv en mindste reduktion vil komme til at ligne et blodbad og vække massiv opsigt. Skal Erhvervsministeriets aktiviteter skæres ned til sokkeholderne? Skal Kirkeministeriet? Det kommer ikke til at batte meget.

Kunne regeringen ikke bare acceptere større underskud på de offentlige finanser? Det er lidt svært. Det fremgår af regeringsforståelsen, at der skal være "balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030".

Løsningen er naturligvis højere skatter og afgifter på brede områder: højere indkomstbeskatning (bundskat) eller moms. Her kan selv små stigninger give store summer i kassen.

Enkelte embedsmænd drømmer om højere moms, men under forudsætning af, at man samtidig sænker mange af de tossede småafgifter på kaffe, mousserende vin, chokolade med mere, som er dyre at administrere. Det ligger næppe i kortene. Og momsen er den mest upopulære måde at opkræve penge på.

Højere indkomstbeskatning? Hæve bundskatten på alle skatteydere? Virkelig? Jeg gætter på, at regeringen i praksis vil vælge den nemmeste vej, den vej, Socialdemokratiet anvendte i 1990'erne: Lad kommunerne gøre det beskidte arbejde med at hæve skatterne. Højere bundskat eller højere kommuneskat, det er lidt det samme. En socialdemokratisk regering kan sagtens sige til kommunerne: "Nu får I lov til at bruge flere penge til ældre og børn, samtidig med at I hæver skatterne, så det hele går lige op."

Regeringen kunne oven i købet iværksætte en kommunal udligningsreform og afbøde virkningerne for de enkelte kommuner ved at lade dem opkræve mere i skat. Måske vil regeringen ledsage alle disse tiltag med en lille løftet pegefinger om, at det vil være skadeligt for dansk økonomi at hæve kommuneskatterne for meget. En meget lille pegefinger.

Lige så lille som den "Thors Hammer" som tidligere finansminister Thor Pedersen truede kommunerne med i 00'erne. Det viste sig at være en gummihammer.

Hold øje med jeres kommunalbestyrelse i de kommende år. Den er vigtigere end Folketinget, når I kigger ned på bunden af jeres lønseddel.

-----

Christopher Arzrouni er forhenværende særlig rådgiver for finansminister Kristian Jensen og medstifter af Cepos. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.