Dagens overblik: 40 borgmestre sender brev til regeringen, og Pape angriber Ellemann

NYHEDSOVERBLIK: Nu protesterer 40 borgmestre fra både S og V mod regeringens udspil til ny udligning mellem kommunerne. Og Konservative mener, at Venstre er slået ind på en mere liberal kurs i udlændingepolitikken, lyder kritik fra Søren Pape. Få morgenoverblikket.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til onsdag morgens overblik over de vigtigste nyheder.

Vi begynder med et brev, men runder også en ministerbeslutning om corona, en uønsket ekspert på besøg i Danmark og slutter med et kig til USA, hvor en demokratisk kandidat har gjort comeback på supertirsdag.

Borgmestre protesterer
Regeringens forslag til en ny fordeling af penge mellem landets 98 kommuner vil give alt for stor forskel på velfærden fra kommune til kommune, mener 40 borgmestre fra hele landet. De har nu sendt et fælles brev med otte anbefalinger til regeringen og de partier, der lige nu forhandler om et nyt udligningssystem.

Det skriver DR.

Borgmestrene kommer fra både S og V samt DF, Alternativet og en lokalliste.

Reformen må "ikke må tage udgangspunkt i ideologiske/politiske hensyn eller ønsker om at ’beskytte’ eller ’straffe’ konkrete kommuner eller kommunetyper", skriver borgmestrene. Reformen skal i stedet udelukkende tage afsæt i kommunernes økonomi, lyder hovedbudskabet.

Find de otte anbefalinger her.

Pape angriber Ellemann
Venstres formand, Jakob Ellemann Jensen, møder nu kritik fra det parti, det ellers har dannet tæt parløb med i de senere år: Konservative. Partiet mener, at Venstre slækker på sin udlændingepolitik.

"Det giver selvfølgelig en stor bekymring for, at nu, hvor vi ikke er i regeringen længere, så slår Venstre ind på en mere liberal kurs i udlændingepolitikken," siger K-formand Søren Pape Poulsen til Jyllands-Posten.

Kritikken kommer, efter at Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, har sagt klart nej til et forslag om at udelukke personer, der har fået en fængselsstraf fra at kunne få dansk statsborgerskab. Men nu bløder Ellemann op og siger til JP, at ordføreren var for kategorisk, og at Venstre altid gerne diskuterer stramninger.

Minister: Tvangsmetoder kan bruges mod corona
Og så en opdatering på udviklingen af den coronavirus, som nu også har smittet ti mennesker i Danmark. Det oplyste Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tirsdag aften. Sundhedsstyrelsen forventer flere smittede, og sundhedspersonale, der er kommet hjem fra rejse i en af risikozonerne, får nu påbud om at blive hjemme i 14 dage efter rejsen. 

I det hele taget åbner regeringen nu også juridisk for, at der kan tages mere drastiske metoder i brug for at undgå udbredelse af virussen. Ministeren har besluttet, at man regionalt skal kunne vælge at isolere smittede borgere ved tvang, hvis det bliver nødvendigt i konkrete tilfælde.

Der bliver nu gjort en undtagelse i loven, så en række tvangsmetoder, som normalt kun kan bruges ved såkaldte liste A-sygdomme med høj dødelighed, nu også kan tages i brug i forhold til coronavirus, som ellers er en liste B-sygdom med relativt lav dødelighed.

Læs mere her på Altinget.

Uønsket ekspert i København
Sidste år fik den amerikanske ambassadør Carla Sands nedlagt veto imod, at en bestemt Trump-kritisk amerikansk ekspert måtte deltage i en konference i København. Men i går tirsdag kom Stanley R. Sloan alligevel til Danmark, og Altinget tog ud for at lave et interview med manden, som mener, at Trump har været med til at bringe Nato i sin værste krise nogensinde.

Alligevel forudser han fortsatte problemer i forholdet mellem USA og resten af Nato, selv om amerikanerne skulle vælge en demokratisk præsident næste gang.

"Der vil stadig være problemer for Nato, og der vil stadig være en diskussion om byrdedeling," siger han i interviewet, hvor han også giver Danmark nogle gode råd.

Læs interviewet her:

Læs også

Biden ligner den store vinder på supertirsdag
Og nu vi er ved USA, så fylder de foreløbige resultater af den såkaldte Super Tuesday medierne denne morgen.

Dagen er en af de afgørende i valget af Demokraternes kommende kandidat til præsidentvalget i november, fordi der er valg i så mange og store stater på en gang. Og med de foreløbige resultater taler mange nu om Joe Biden som "the comeback kid", for han står ifølge TV 2 til at vinde 8 ud af 14 delstater.

"Det er en god aften, og den ser ud til at blive endnu bedre," siger Joe Biden i en tale fra Californien ifølge TV 2.

Elisabeth Warren og Michael Bloomberg er aftenens store tabere, og konkurrencen om at blive kandidat ser nu ud til reelt at være reduceret til en konkurrence mellem Joe Biden og Bernie Sanders.

Det sker i dag*

  • Klokken 14: Høring om hjemtagelse af danske børn fra al-Hol-lejren i Syrien

 

*Artiklen er rettet 4.3.20 klokken 8.45: Ved en fejl bragte vi listen over politiske begivenheder for 11. marts i stedet for dags dato. Det er nu ændret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00