Dagens overblik: Statens Serum Institut har fået slettet sendte mails

NYHEDSOVERBLIK: Slettede mails i Statens Serum Institut vækker kritik fra Venstre, som kalder fejlen for ”belejlig”. Ekspertgruppe har fremlagt fire bud på ny karakterskala. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til Altingets gennemgang af torsdagens politiske nyheder.

En række fejl har medført, at ansatte i Statens Serum Institut, Sundhedsdatastyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriets HR-funktion har fået slettet alle deres sendte mails fra før 22. juli i år. Det oplyser Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen forventer, at de fleste mails vil kunne genskabes, hvis de har haft en intern modtager på modtagerlisten. Men på trods af genskabningen vil sagen formentlig påvirke Staten Serum Instituts besvarelser af aktindsigter, fortæller vicedirektør i Statens Serum Institut Ole Jensen.

De slettede mails vil dog ikke få betydning for Instituttets levering af oplysninger til den ekspertgruppe, som i øjeblikket gransker håndteringen af coronavirussen, da de dokumenter kan findes hos modtagere.

Venstre: ”Meget belejligt for regeringen”
Forsikringen om, at ekspertgruppens arbejde ikke bliver berørt, preller af på Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, som sammen med Konservative sår tvivl om, hvad der er årsagen til sletningen af de ansattes mails.

Det skriver Jyllands-Posten.

”Altså jeg kan bare sige, at i de fire år, jeg har været minister og haft ansvaret for tusinder af ansatte, der har jeg aldrig hørt om nogen, der sletter alle mails ved et uheld. Det her er meget, meget uheldigt - og meget, meget belejligt for regeringen, som skal til at undersøges for, hvad der er af begrundelser for håndteringen af coronakrisen og nedlukningen af Danmark. Tilfældigheder sker, men jeg tror ikke, at det her er et hændeligt uheld,” siger Karsten Lauritzen til Jyllands-Posten.

Ministerier får lov til at erstatte konsulenter med nye medarbejdere
Efter sparekravet på konsulenter får ministerier nu i stedet lov til at ansætte nye medarbejdere for i alt 366 millioner kroner.

Det skriver Altinget Embedsværk.

Regeringen hæver lønsumsloftet, som sætter et loft for, hvor stor en andel af ministeriernes driftsbevilling, der må anvendes til løn til medarbejderne. Det giver rum til, at de færre konsulenter i staten kan erstattes til en vis grad af flere interne medarbejdere.
Beslutningen får kritik fra Venstre, som mener, at der dermed ikke er lagt op til en reel besparelse på konsulentforbruget.

Læs også

Ekspertgruppe giver fire bud på ny karakterskala
En ændring af karakterskalaen er rykket et skridt nærmere. En ekspertgruppe har i dag fremlagt sine fire bud på, hvordan en ny skala kan skrues sammen.

Det skriver DR Nyheder.

Ifølge eksperterne selv er det bedste bud at reparere den nuværende syvtrinsskala. Det skal ske ved fjerne karakteren -3 og erstatte 7-tallet med karakterne 6 og 8.

”Den model har klare fordele. Den løser de her problemer, og så er den meget nem og billig at indføre,” siger Søren Hindsholm, som er medlem af ekspertgruppen og næstformand i Danske Gymnasier, til DR Nyheder.

Gruppens tre øvrige bud er en helt ny karakterskala, som går fra 0 til 6, en genindførelse af 13-skalaen eller indførelse af en karakterskala, som er baseret på pointsystem, hvor man kan få mellem 0 og 100 point. Det tager udgangspunkt i det engelske karaktersystem.

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), boligminister, Kaare Dybvad (S) og justitsminister, Nick Hækkerup (S) i åbent samråd om, hvad regeringen konkret tænker at gøre, for at løse situationen på Motalavej i Korsør. 
  • Klokken 12.00: Transportminister Benny Engelbrecht (S) inviterer til en åben eksperthøring om lavere lokale hastighedsgrænser i byerne.
  • Klokken 13.05: Doorstep efter Ældretopmøde med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg Jette Skive, direktør i Ældresagen Bjarne Hastrup og formand for social- og sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann.
  • Klokken 13.30: Folketingets Erhvervsudvalg har indkaldt erhvervsminister Simon Kollerup (S) i åbent samråd om Danske Banks gældsinddrivelsessag. 
  • Klokken 14.00: Folketingets Retsudvalg har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i åbent samråd om terrortruslen mod Danmark.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00