Dagens overblik: Ansatte tør ikke melde arbejdsgiveres fusk med hjælpepakkerne

NYHEDSOVERBLIK: Medarbejdere er bange for at fortælle om snyd med lønkompensation. Derfor vil Folketinget nu hastebehandle forslag om en whistleblowerordning. Og så får dansk togdrift dårligere karakter af Transportministeriet i nyt serviceeftersyn. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har stillet et ændringsforslag til hasteloven om en whistleblowerordning, der skal give godtgørelse til de ansatte, der oplever arbejdsmæssige konsekvenser efter en anmeldelse af deres arbejdsgiver.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har stillet et ændringsforslag til hasteloven om en whistleblowerordning, der skal give godtgørelse til de ansatte, der oplever arbejdsmæssige konsekvenser efter en anmeldelse af deres arbejdsgiver.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til Altingets gennemgang af onsdagens politiske nyheder.

Flere ansatte har opdaget, at deres arbejdsgiver har givet forkerte oplysninger i ansøgninger om lønkompensation.

Men frygten for at miste deres arbejde gør, at de ikke tør melde fuskeriet med hjælpepakkerne til myndighederne.

Det skriver Politiken.

Dagbladet har talt med flere fagforbund, som har fået ”adskillige henvendelser” fra medlemmer, der mistænker deres arbejdsgiver for at snyde med lønkompensationsordningen, men som er i tvivl om, hvad de skal gøre, da de er bange for at miste deres job.

Det formodede fusk består i, at lønkompensationsordningen forudsætter, at de hjemsendte medarbejdere ikke arbejder. Men flere af medlemmerne, som kontakter fagforbundene, har stadig reelt arbejdet hjemme, selvom arbejdsgivere har søgt om kompensation.

Folketinget skal torsdag hastebehandle et lovforslag om en whistleblowerordning, hvilket skal give de ansatte mulighed for at anmelde snyd med hjælpepakkerne anonymt. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har derudover lavet et ændringsforslag, der betyder, at en medarbejder har ret til godtgørelse, hvis anmeldelsen ender med at få konsekvenser for deres job.

Læs også

Serviceeftersyn: Dansk togdrift kan ikke konkurrere med bilen
Den danske jernbane er nedslidt og umoderne, og den kan ikke konkurrere med alternativet: bilen. Sådan lyder den hårde dom over dansk togdrift i et nyt serviceeftersyn, som Transportministeriet har foretaget.

Det skriver Jyllands-Posten.

”Der er derfor ikke i dag et attraktivt, moderne togtilbud, som kan konkurrere med bilen, der i de senere år er blevet et stadig billigere og – i kraft af udbygningen med motorveje – også hurtigere alternativ,” lyder det fra Transportministeriet i serviceeftersynet.

Rapporten fra ministeriet viser endvidere, at danskernes brug af den danske togdrift i 2017 var faldet med 6,7 procent siden 1996. Og det tal er dalet yderligere siden 2017, som er de seneste tal i rapporten.

Tallene bekymrer støttepartiet SF, som siger, at jernbanens tilstand er så kritisk, at ”den skal i respirator”. Venstre er også rystet og kræver, at transportminister Benny Engelbrecht (S) redegør for, hvordan de penge, som er afsat til togdriften og jernbanen siden 2009, er blevet brugt.

Benny Engelbrecht hæfter sig ved, at rapporten registrerer en fremgang i forhold til det problemramte signalprogram samt elektrificeringen af jernbanen. Han tror derfor på, at det nu vil gå fremad for togdriften, og den danske jernbane vil være ”i en helt anden liga” inden for de næste ti år. Han vil dog ikke garantere det.

Flere partier vil hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer
I snart tre måneder har danskerne ikke måttet samles mere end ti personer på grund af forsamlingsforbuddet. Men i forbindelse med tredje fase af genåbningen mandag 8. juni vil det tal blive hævet til mellem 30 og 50 personer.

Statsminister Mette Frederiksen skal melde det endelige tal ud inden mandag, og står det til en række af partierne på Christiansborg, skal statsministeren helst vælge det højeste tal.

Det skriver DR Nyheder.

Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance ser gerne, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer.

SF og Enhedslisten er ikke afklaret endnu, mens Venstre peger på, at tallet skal hæves så meget, som det er sundhedsfagligt forsvarligt. Det store oppositionsparti vil ikke give sit bud på, hvilket tal det kan ende med.

Overborgmester aflyser plan om spildevand i Øresund
Den omstridte plan om at udlede 290.000 kubikmeter spildevand ud i Øresund kasseres nu af overborgmester Frank Jensen (S).

Det skriver Altinget Forsyning.

Overborgmester skrev tirsdag aften på Facebook, at Københavns Kommune nu har aftalt med forsyningsselskabet Hofor, at den planlagte udledning skal aflyses.

”Det er fuldt forståeligt, at der har været voldsom modstand mod den planlagte udledning af spildevand i Øresund. Vi er kendt over hele verden for vores rene badevand i København, som vi elsker og er så stolte af. Det skal vi kæmpe videre for,” skriver Frank Jensen på Facebook.

Frank Jensen oplyser, at Hofor nu ”arbejder på højtryk” for at finde andre løsninger.

Oprindeligt skulle udledningen af spildevand havde fundet sted fem dage i maj, men det blev efter kritik udskudt til oktober, før det blev helt aflyst.

Ny aftale fordeler millioner til flere lærere i folkeskolerne
S-regeringen har sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet onsdag morgen præsenteret en ny aftale, der skal sikre ansættelsen af flere lærere i landets folkeskoler.

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Partierne er blevet enige om at fordele 275 millioner kroner ekstra i år til folkeskolerne med det formål, at tilskuddet skal bruges til at ansætte flere lærere. Pengene fordeles ud fra elevtal i skolerne og lægges oven i kommunernes allerede vedtagne budget for folkeskoleområdet.

”Med den her aftale tager vi de første vigtige skridt til at sikre flere lærere i folkeskolen, og at folkeskolen får de nødvendige rammer og ressourcer,” udtaler børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i pressemeddelelsen.

Om tre år – i 2023 – vil beløbet til ansættelser stige til 807 millioner kroner. De 275 millioner kroner, som fordeles nu, er blevet afsat i forbindelse med finansloven for 2020. 

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: Møde i salen med ministrenes spørgetid og forespørgsel til miljøminister Lea Wermelin (S) om håndtering af generationsforureninger og øvrige jordforureninger.
  • Klokken 14.30: Der er lukket samråd med finansminister Nicolai Wammen (S) i finansudvalget om baggrunden for forløbet for fratrædelsen af Finansministeriets kommunikationschef.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00