Dagens overblik: Danmark og Sverige skyder 9 milliarder i SAS

NYHEDSOVERBLIK: SAS får milliarder i ny redningsplan fra den danske og svenske stat. Og så åbnes der for flere besøg på plejehjem og tilskuere til fodboldkampe. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Coronakrisen har ramt luftfarten hårdt. SAS meddelte i går, at knap 1600 danske medarbejdere skal afskediges. Nu får SAS hjælp i form af ni milliarder kroner.
Coronakrisen har ramt luftfarten hårdt. SAS meddelte i går, at knap 1600 danske medarbejdere skal afskediges. Nu får SAS hjælp i form af ni milliarder kroner.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simon Engell Kjøller

Godmorgen og velkommen til tirsdagens politiske overblik.

Den danske og svenske stat kommer flyselskabet SAS til undsætning med ni milliarder kroner, skriver DR.

Redningsplanen, der skal sørge for, at SAS undgår konkurs, betyder, at flyselskabet vil blive polstret med ekstra ni milliarder kroner, ved at den danske og svenske stat har valgt at øge deres ejerandel i SAS.

Redningsplanen er støttet af de tre største aktionærer i selskabet, som består af henholdsvis den danske stat, som ejer 14 procent, den svenske stat, som ejer 14 procent og Knut og Alice Wallenbergs stiftelse, som ejer 6,5 procent.

Luftfarten er hårdt ramt af coronakrisen og mandag meddelte SAS, at 1.593 danske medarbejdere blev fyret.

Regeringen åbner yderligere for besøg på plejehjem
Sundheds- og ældreministeriet meldte mandag, at der fra torsdag den 2. juli som udgangspunkt frit kan aflægges besøg på både ude- og indendørs arealer på plejehjem, i plejeboliger og på aflastningspladser samt sygehuse og klinikker.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skal ellers tirsdag i samråd for at redegøre for besøgsrestriktioner på plejehjem med fokus på de ældres trivsel under coronakrisen.

Men mandag eftermiddag kom ministeren samrådet i forkøbet.

”Med vores offensive teststrategi, intensive smitteopsporing og mulighed for midlertidigt at gribe ind, hvis der blusser smitte op, har vi de nødvendige værktøjer til at sikre, at beboere og patienter i Danmark nu kan modtage besøg i endnu større omfang,” siger Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Flertal for flere tilskuere på stadion
Et flertal uden om regeringen vil tillade flere tilskuere på de danske Superliga-stadions. Det skriver Ekstra Bladet.

Mandag eftermiddag forhandlede Folketingets idrætsordførerne, og der tegner sig et flertal uden om regeringen, som vil acceptere flere tilskuere på de danske stadions.

Radikale, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er parate til at acceptere flere tilskuere til kampene i de bedste danske fodboldrækker allerede fra den kommende weekend.

Radikales idrætsordfører, Jens Rohde, forventer, at Joy Mogensen vender tilbage for at finde en løsning.

”Situationen er den lige nu, at hun har et flertal imod sig. Og det er normalt aldrig det bedste udgangspunkt,” siger han til Ekstra Bladet.

Kasper Sand Kjær, kultur- og medieordfører for Socialdemokratiet, mener, at det er ”ærgerligt med alt det fnidder”, men glæder sig over, at partierne kan indgå en aftale.

”Glædeligt at de Radikale og de borgerlige partier nu er klar til at indgå den aftale vi foreslog dem i dag, så mange flere fodboldfans kan komme på stadion på søndag og resten af sæsonen. Ærgerligt med alt det fnidder - men godt med en god aftale for fans og klubber,” skriver han på Twitter.

Blå blok har ikke stået svagere i 20 år
På intet tidspunkt siden 2001 har det borgerlige Danmark stået svagere end nu. Det skriver Berlingske.

Avisen har gennemgået samtlige 210 meningsmålinger, som Gallup har gennemført siden valget i 2001. De to dårligste meningsmålinger for blå blok i hele den periode er under coronakrisen i april og juni i år.

I begge målinger fik Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige en samlet opbakning på 42,4 procent.

Venstre fylder 150 år
Med en anelse nedslående nyhed om blå blok kan det største borgerlige parti, Venstre, dog glæde sig over i dag at fejre sit 150-års jubilæum.

Historien starter med partiet Det Forenede Venstre, som blev stiftet i 1870, og Bondevennernes Selskab. Venstre opstod i sin nuværende form i 1910.

”Selv meldte jeg mig ind for snart 40 år siden, og har været stolt over at være folkevalgt for partiet siden 1986 i kommune, amt og folketing. Jeg håber, at de næste 150 år bliver lige så indflydelsesrige som de forudgående,” skriver tidligere formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Venstre har i alt haft statsministerposten 11 gange.

Det sker i dag

  • Klokken 13: Åbent samråd med udlændinge- og integrationsministeren om sagsbehandlingen af indfødsretssager. Ministeren er blevet spurgt om, hvad regeringen agter at gøre for at sagsbehandlingen af indfødsretssager bliver hurtigere og mere effektiv.
  • Klokken 14: Åbent samråd med sundheds- og ældreministeren om besøgsrestriktioner på plejehjem. Ministeren er blevet bedt om, at redegøre for besøg og besøgsrestriktioner på plejehjem som følge af covid-19 med særligt fokus på de ældres trivsel.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00