Dagens overblik: Dansk import af biomasse ødelægger skove i Estland

NYHEDSOVERBLIK: Flertal vil ændre lov om sexovergreb, pædagog- og læreruddannelserne mangler ansøgere trods rekordoptag, og import af biomasse ødelægger skove i Estland. Få overblik over dagens politiske nyheder.

"Vi opfordrer jer derfor til at genoverveje enhver støtte til træbaseret biomasse," skriver estiske fagfolk i et åbent brev til regeringen og Folketinget.
"Vi opfordrer jer derfor til at genoverveje enhver støtte til træbaseret biomasse," skriver estiske fagfolk i et åbent brev til regeringen og Folketinget.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Karl Emil FrostRasmus Straka Skjødt

Velkommen til tirsdagens politiske overblik.

Vi lægger ud med historien om, at store dele af biomassen, der betegnes som Danmarks største grønne energikilde, kommer fra fældet skov i Estland. Det skriver estiske fagfolk i et åbent brev til regeringen, som Information bringer.

Grønne organisationer, universitetseksperter og biologer samt mere udenforstående folk som klimaaktivister, forfattere og journalister har underskrevet brevet, som kritiserer Danmark for at ødelægge skovene i Estland med mængden af træpiller, som importeres og brændes af for at skabe energi til husstande i Danmark.

Brevet kritiserer den estiske træpilleproducent Graanul Invest for ikke kun at bruge resttræ, men derimod hele træstammer. Graanul Invests direktør, Raul Kirjanen, afviser kritikken og er uenig i alle brevets pointer. Han mener, at produktionen foregår under bæredygtige vilkår, hvor træerne senest fem år efter fældning får lov til at vokse op igen.

Hverken klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) eller Ørsted, som har fået kritik for at købe træbiomasse af Graanul Invest, har ønsket at kommentere

Få vil være lærere og pædagoger trods rekordoptag
Få unge vil trods rekordoptag på landets videregående uddannelser ikke uddanne sig til lærer eller pædagog. Det vurderer professionshøjskoler i Jyllands-Posten.

Selvom antallet af ansøgere på lærer- og pædagoguddannelserne er steget med seks og to procent, er det langtfra nok, mener formanden for rektorkollegiet på de danske professionsskoler, Stefan Hermann.

"Det tyder på flere kvalificerede ansøgere. Dog rykker det ikke ved, at der skal langt flere kvalificerede ansøgere til navnlig lærer- og pædagoguddannelsen, hvis vi skal møde behovene. Det er ekstremt lidt i forhold til behovet," siger han til Jyllands-Posten.

69.526 ansøgere får i år tilbudt en plads på en videregående uddannelse og slår dermed rekorden på 66.439 ansøgere i 2016.

Regeringen forudser, at ny midtjysk motorvej må vente
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger forud for efterårets politiske planer om en ny tiårig plan for infrastrukturen, at en ny midtjysk motorvej må vente. Det skriver Børsen.

Den midtjyske motorvej – som også kaldes hærvejsmotorvejen – er et af de større projekter i tiårsplanen og vil løbe op i 16 til 17 milliarder kroner.

"Ikke fordi jeg skal skyde en midtjysk motorvej ned, men bare konstatere, at det måske er et af de projekter, der ligger længere ude i fremtiden, end det tidligere har gjort. Simpelthen på grund af rå økonomi, fordi den samfundsmæssige forretning er så dårlig, som den er," siger Benny Engelbrecht til Børsen.

Flertal vil granske lovgivning om sexovergreb
Et bredt politisk flertal over midten vil kigge lovgivningen om sexovergreb efter i sømmene og undesøge muligheden for at ændre lovgivningen. Der skal som udgangspunkt altid være tale om voldtægt, når en voksen har sex med en mindreårig. Det skriver Berlingske.

Diskussionen er blusset op, efter at Østre Landsret i juli ikke dømte en idrætslærer for at have begået voldtægt i 2018, hvor idrætslæreren som 30-årig havde samleje med en 13-årig elev i over fem måneder. Idrætslæreren er blevet dømt for at have haft samleje og andet seksuelt forhold med en mindreårig samt en række andre forhold, heriblandt blufærdighedskrænkelse. Men retten fandt ikke tilstrækkeligt bevis for, at der var tale om voldtægt.

Sagen gør, at Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Enhedslisten vil undersøge, hvorvidt børnene beskyttes tilstrækkeligt.

"Man kan ikke give et barn på 13 ansvaret for at skulle sige fra over for en voksen, og jeg mener ikke, at en 13-årig kan give et lovligt samtykke til en voksen. I sådanne tilfælde skal der altid være tale om voldtægt. Jeg ser ingen anden udvej, end at loven skal kigges efter i sømmene, så der kan dømmes anderledes fremadrettet," siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) til Berlingske.

Politikere kræver øget uvildig kontrol med den kommunale ældrepleje
Flere partier kritiserer, at kommunerne i vid udstrækning undersøger sig selv, når der skal findes fejl og mangler i ældreplejen. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF vil have mere uvildig kontrol med ældreplejen i kommunerne. Det skriver Jyllands-Posten.

"Stod det til mig, kunne man sagtens droppe det kommunal tilsyn, hvor kommuner undersøger sig selv, og i stedet bruge pengene på at skaffe personale nok," siger ældreordfører Kirsten Normann Andersen (SF) til avisen.

Jyllands-Posten berettede i går, at kommunernes tilsyn i seks ud af ni aktuelle sager havde blåstemplet forholdene i kommunale plejeenheder, mens den uvildige og uafhængige statslige tilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed havde opretholdt påbud.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har kaldt sagen "foruroligende" og overvejer, hvorvidt tilsynet skal styrkes.

Regeringen åbner for at investere mere i rumfart
Aktører i rumfartsindustrien kræver, at Danmark øget det økonomiske bidrag til Den Europæiske Rumorganisation (ESA). Det skriver Børsen.

"Jeg vil ikke afvise, at vi kan øge bevillingen, men det er selvfølgelig en afvejning af, hvad vi i øvrigt prioriterer forskningsmæssigt," siger forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Børsen.

Danmark bidrager i år med 250 millioner kroner til rumorganisationen, men aktører mener, at landet med det lave beløb risikerer at gå glip af teknologisk udvikling og arbejdspladser. Danmarks bidrag ligger under Sveriges på 620 millioner kroner og Norges på 645 millioner kroner.

Det sker i dag:

  • Tidligere minister, medlem af Folketinget og medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre Lone Dybkjær bisættes fra Holmens Kirke. En mindehøjtidelighed vil efterfølgende finde sted i Snapstinget på Christiansborg Slot med taler af partileder Morten Østergaard (R), statsminister Mette Frederiksen (S) og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der var gift med Lone Dybkjær.
  • Ólavsøka – på dansk Olaifesten, Olai eller Olaj – er Færøernes nationaldag, som falder 28. og 29. juli. I Danmark er den officielle flagdag 29. juli.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00