Dagens overblik: Den nye ombudsmand er fundet, og Alternativet skal til finanslovsforhandlinger

NYHEDSOVERBLIK: Retsudvalget er endelig blevet enige om at indstille en ny ombudsmand. Udbuddet om dab-kanalen skal ikke gå om, melder minister. Nye tal får ekspert til at kalde håndværkerfradraget "ulighedsskabende". Og ældre kan miste retten til at dø i fred. Få morgenoverblikket.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til dagens korte nyhedsoverblik denne onsdag.

Der er stadig masser af liv i debatten om Radio24syv. Men nu melder fungerende kulturminister Rasmus Prehn, at det omstridte udbud ikke kommer til at gå om.

”Det er der ikke noget juridisk grundlag for,” sagde ministeren efter at have hørt Radio- og Tv-nævnets redegørelse ved et møde tirsdag aften. Det skriver blandt andre Altinget.

En bunke demonstranter var samlet foran Kulturministeriet, hvor nævnet var til spørgetime med Folketingets medieordførere. Det må nu være op til Ombudsmanden eller Rigsrevisionen at undersøge eventuelt urent trav, siger flere andre partier.

Når det gælder fremtidige udbud er regeringen dog klar til at gøre noget.

"Der er nogle ting, som både medieordførerne og jeg synes kan og skal gøres bedre, og som kan indgå i de kommende medieforhandlinger,” siger Rasmus Prehn.

Blandt andet ønsker han, at man fremover skal kunne klage over udbud, og at der fremover skal sidde medlemmer i Radio- og tv-nævnet, som har praktisk erfaring med medieproduktion.

Ny ombudsmand
Det tog længere tid end planlagt, men nu er politikerne blevet enige om en kandidat til posten som Folketingets ombudsmand.

Det bliver den 51-årige landsdommer og juraprofessor Niels Fenger, der skal overtage efter Jørgen Steen Jørgensen, der stoppede per 1. november. Det er Folketingets Retsudvalg blevet enige om efter flere måneders uenighed.

Det skriver blandt andre Altinget.

Niels Fenger skal overtage posten fra Henrik Bloch Andersen, der 24. oktober i år blev valgt som midlertidig ombudsmand.

Ældre kan miste retten til at dø i fred
Svækkede ældre kan miste retten til at sige nej til at blive genoplivet, hvis de eksempelvis falder om med hjertestop på et plejehjem. 

Det er konsekvensen af en ny vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vurderer en række organisationer. Kun hvis ældre har en sygdom som for eksempel en fremadskridende kræftform, kan de få lov at frabede sig genoplivning. 

Anna Wilroth er seniorkonsulent i Ældre Sagen og kalder den nye vejledning "dybt bekymrende":

"Det er urimeligt, at man ikke kan få lov til at sove stille ind i stedet for at skulle igennem en voldsom genoplivning og måske et uværdigt forløb," siger hun til Altinget.

De rigeste får mest ud af håndværkerfradraget
Finanslovsforhandlingerne kører på fuldt blus, og ét af ønskerne fra regeringens støttepartier er at afskaffe det såkaldte håndværkerfradrag.

Og nu kommer nye tal måske partierne til hjælp. For en opgørelse fra Skatteministeriet viser, at Danmarks rigeste får markant mest i skatterabat fra håndværkerfradraget, skriver Altinget.

De 10 procent rigeste – dem med over en halv million kroner i årsindkomst – fik udbetalt 25 procent af de 785 millioner kroner, der sidste år blev udbetalt via fradraget til renoveringer og hushjælp. Og de ti rigeste kommuner, hvoraf syv ligger i Nordsjælland, ligger alle i top i forhold til andelen af folk, der sidste år benyttede boligjobordningen, som håndværkerfradraget officielt hedder.

"Tallene viser, at vi har lavet en ordning, der er fordelingsmæssig skæv og ulighedsskabende," siger Bent Greve, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Læs også

EU-finansieret rapport stempler Danmark som islamofobisk
Med tiltag som håndtryksloven og ghettopakken har Danmark flyttet sig fra at være et demokrati til et etnokrati, hvor en bestemt etnisk gruppe bruger undertrykkelse af andre til at beholde magten. Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra en tyrkisk tænketank om islamofobi i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Det er EU, der har betalt for rapporten, og det er danske politikere – herunder udenrigsminister Jeppe Kofoed og tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) - mildt sagt vrede over.

De kalder det vanvittigt, tåbeligt og en skandale, skriver JP.

Alternativet til forhandlinger om finanslov
Finansminister Nicolai Wammen (S) er nået så langt i forhandlingerne om finansloven for næste år, at han nu sidder sammen med alle tre støttepartier på samme tid, når der bliver forhandlet.

Men i dag tager han et møde med Alternativet alene. Partiet har ellers ikke været med i forhandlingerne indtil nu.

Uffe Elbæk & co. er indkaldt til møde i ministeriet klokken 9.

Det sker i dag

  • Klokken 9: Finanslovsforhandlinger fortsætter. Finansminister Nicolai Wammen (S) holder onsdag forhandlingsmøde om finansloven for 2020 sammen med Alternativet.
  • Klokken 10: Justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om Facebook. Ministeren skal blandt andet svare på spørgsmål vedrørende Facebooks begrænsninger af ytringsfriheden for borgere og den fri presse.  
  • Klokken 10.45: Erhvervsminister Simon Kollerup (S) mødes med ordførere om at dæmme op for kviklån. 
  • Klokken 19: Lars Løkke Rasmussen holder sit første foredrag i Aarhus med udgangspunkt i sin bog 'Befrielsens øjeblik'. 
    Statsminister Mette Frederiksen (S) besøger 6.-8. november Færøerne. Hun rejser mod Færøerne onsdag aften.
     
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00