Dagens overblik: Donald Trump sår alvorlig tvivl om sit besøg til Danmark

NYHEDSOVERBLIK: Donald Trump har sået tvivl om sit planlagte besøg til Danmark, men statsminister Mette Frederiksen regner stadig med et præsidentbesøg i begyndelsen af september. Få overblikket over dagens vigtigste nyheder. 

Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til ugens første gennemgang af dagens vigtigste politiske nyheder.

Dagens første historie stammer fra den anden side af Atlanten, hvor præsident Donald Trump sent søndag aften pludselig såede tvivl om sit forestående besøg til Danmark.

Besøget, der er kalendersat til 2. og 3. september, er ikke nogen afgørende prioritet for præsidenten, lød det fra ham på et pressemøde i New Jersey.

”Jeg tager ikke nødvendigvis helt sikkert dertil. Det gør jeg måske. Vi tager til Polen, og så tager vi måske til Danmark,” sagde han ifølge Politiken.

Hvis Donald Trump lander i Danmark, skal han mødes med statsminister Mette Frederiksen (S). Og hun har stadig et møde med præsidenten i kalenderen, sagde hun søndag aften til DR

”Vi er i fuld gang med forberedelserne. Jeg ser rigtig meget frem til besøget. USA er vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede,” sagde hun.

Mette Frederiksen befinder sig for øjeblikket på Grønland, som Donald Trump i sidste uge erklærede sig interesseret i at købe.

Herfra forsikrede hun i fællesskab med den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, at øen ikke er til salg.

”Det er en absurd diskussion, og Kim Kielsen har selvfølgelig gjort det klart, at Grønland ikke er til salg, og så stopper snakken med det. Til gengæld er der rigtig meget andet, vi gerne vil snakke med den amerikanske præsident om,” sagde hun.

Støttepartier nægter at opfylde Trumps ønsker  
Et af de emner, de to statsledere skal tale om, hvis de mødes, er forsvarspolitik. Og her kan Mette Frederiksen få problemer med sit parlamentariske bagland. 

Det skriver Politiken

USA har nemlig ønsket, at Danmark sender soldater til syrisk Kurdistan og et dansk krigsskib til Hormuz-strædet, hvor det skal sikre fri passage for handelsskibe. Men regeringens støttepartier er ikke klar til at indfri amerikanernes ønsker. 

Det er til gengæld både Venstre og Dansk Folkeparti. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil endnu ikke svare på, om regeringen vil nøjes med oppositionens opbakning i spørgsmålet. 

“Det, jeg sagde i sommer, står ved magt. Vi er optaget af at bidrage til at sikre civile skibes sikre sejlads på verdenshavene – også i Hormuz-strædet,” siger han til avisen.

Millioner til børn forsvinder i regnemodeller
Regeringen og støttepartierne blev i parternes forståelsespapir enige om at afsætte et årligt beløb på mellem 250 og 300 millioner kroner, der skal uddeles til børnefamilier, ”der er omfattet af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen”.

Men 65 millioner kroner fra puljen vil aldrig nå ud til fattige børn, skriver Jyllands-Posten.

Beløbet, der svarer til mellem 22 og 26 procent af den samlede pulje, skal nemlig dække det hul i statskassen, man forventer vil opstå, fordi børnepuljen vil svække forældrenes incitament til at arbejde. Det fremgår af et notat fra Beskæftigelsesministeriet, som Jyllands-Posten har set.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ærgrer sig over, at så stort et beløb tabes i en regnemodel, men han vil ikke lave akutte ændringer.

”Det er en væsentlig og spændende diskussion. Det kan bare ikke løses ved et forhandlingsbord, hvor det handler om, hvordan vi hurtigst muligt fordeler penge til nogle børn,” siger han til avisen.

Minister vil rense loven for diskrimination
Ligestillingsminister Mogens Jensen vil give hele lovgivningen i Danmark et kærligt eftersyn for at sikre, at den ikke diskriminerer nogen på grund af deres køn, seksualitet eller etnicitet.

Det skriver Altinget.

"Vi vil tage aktive lovinitiativer, der yderligere vil gøre det muligt at leve sit liv, som den man er, i Danmark uanset sin seksualitet, etnicitet, kønsidentitet eller anden form for baggrund," siger Mogens Jensen.

Læs også

DF: Gør den kollektive trafik gratis
Det skal være gratis at hoppe på toget eller bussen i Danmarks fire største byer.

Det mener Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, skriver Jyllands-Posten.

”Regeringen har sagt, at den vil lægge rigtig meget fokus på at reducere CO2-udledningen fra transporten og fra varmesektoren. Jeg tror, at det vil være en bedre idé at satse på gratis kollektiv trafik end at satse ensidigt på el- og brintbiler,” siger Morten Messerschmidt til avisen.

Forslaget bakkes op af SF, der kalder idéen ”rigtig interessant at gøre som forsøg”, men her ser man hellere, at de lange strækninger mellem de store byer bliver gratis for togtrafikkanterne.
 
Det sker i dag

  • Statsminister Mette Frederiksen fortsætter sit besøg i Grønland. Hun holder et fælles pressemøde med landsstyreformand Kim Kielsen klokken 16.45. 
  • Herefter flyver Frederiksen til Island for at deltage i et nordisk statsministermøde.
  • Klokken 14.00: Slots- og Kulturstyrelsen holder informationsmøde om den nye DAB-kanal.
  • Klokken 14.00: Fødevareminister Mogens Jensen (S) tager på fødevarekontrol med Fødevarestyrelsen ved Center Kebab i Hvidovre. 
     
     
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00