Dagens overblik: Drama om EU-topposter, ny formand for Folketinget og forbrødring i forhandlinger

NYHEDSOVERBLIK: Der bliver lagt de helt store kabaler i disse dage, hvor både EU’s absolutte topposter og et dansk regeringsgrundlag forhandles. Og senere i dag bliver formanden for Folketinget valgt. Få dit overblik her.

I dag vælges Henrik Dam Kristensen som formand for Folketinget.
I dag vælges Henrik Dam Kristensen som formand for Folketinget.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kasper Frandsen

Godmorgen og velkommen til dagens overblik.

Kabalen gik ikke op. Der blev ikke sat ét eneste ansigt på fire af de absolutte EU-topposter, som der blev forhandlet om i går i Bruxelles.

I stedet mødes EU’s regeringschefer igen 30. juni for at få den endelige kabale til at gå op.

Men det ser sort ud for Margrethe Vestagers ambitioner om at sætte sig i EU-Kommissionens formandsstol.

Det konstaterede Danmarks fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), torsdag efter et EU-topmøde i Bruxelles, hvor flere EU-kilder beskriver hendes chancer som “minimale”.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen kommer der "nok" nye navne i spil til posten som EU-kommissionsformand.

“Det står bare klart, at der er ingen af de tre kandidater, der er på bordet, som der er en majoritet bag, og derfor er der ingen af dem, der kan peges på,” sagde han til Altinget

Den danske EU-konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er en af de tre kandidater. Hun stiller op til posten for EU-Parlamentets tredjestørste gruppe, liberale Forny Europa.

Læs også

Ingen ny EU-klimaaftale
Heller ikke i denne omgang lykkedes det for EU’s 28 stats- og regeringschefer at blive enige om en fælles ambition om at gøre Unionen klimaneutral i 2050, skriver Altinget.

På et EU-topmøde i Bruxelles torsdag aften var det Polen, Ungarn, og Tjekkiet, delvist støttet af Estland, der blokerede for en aftale, selvom et meget stort flertal af lande er enige om, at 2050-ambitionen er den helt rigtige vej at gå.

Den polske premierminister Mateusz Morawiecki siger selv, at han blokerede en aftale for at "beskytte interesserne for polske virksomheder og polske borgere".

Forskere bag central klimamodel står til fyring
Forskerholdet bag model, der kan regne på klimaeffekten af konkrete politiske initiativer, står til halvering på grund af fyringer på DTU. Det skriver Altinget.

Dermed risikerer politikerne dårligere rådgivning, mener gruppens leder: “Hvis vores modeller skal bruges til at rådgive politikere og beslutningstagere, skal de være helt opdaterede, og hver eneste gang vi opdager en fejl, skal den rettes. Det kan ikke lade sig gøre, hvis halvdelen af gruppen skæres væk. Man kan stadig forske i modeller, men den anvendte del forsvinder,” siger Kenneth Karlsson. 

Rasmus Nordqvist, der er Alternativets politiske ordfører, vil ikke kommentere på den konkrete sag. Men han kalder det "vanvittigt", at der bliver skåret i forskningen.

“Det vigtige er, at vi bliver klogere og ved, hvor vi skal rykke hen. I sig selv er det ikke interessant, om nogen er bedre end andre. Det interessante er, om vi når en politik, som gør, at vi kommer i mål i forhold til klimakrisen.”

Kapløbet i Storbritannien tilspidses
Efter flere afstemningsrunder er der kun Boris Johnson eller Jeremy Hunt tilbage i kampen om at afløse Theresa May.

De to mænd er nemlig de eneste tilbageværende kandidater i kapløbet om at overtage de britiske konservatives formandspost efter Theresa May, hvilket samtidig udløser embedet som premierminister.

Hvem der ender med at få posten, skal nu afgøres af partiets medlemmer ved en urafstemning.

Læs mere her.

R: Piben har fået en anden lyd.
Morten Østergaard (R) var ikke tilfreds onsdag aften, hvor han valgte at blive væk fra regeringsforhandlinger med de andre partier i rød blok.

"Man løber ikke om hjørner med os. Når vi har sagt, at vi ikke offentliggør delaftaler, så gør vi det ikke," sagde Morten Østergaard, efter at de tre andre forhandlingspartnere havde givet håndslag på en række ting på klimaområdet.

I går var partiet igen til stede ved Landstingssalen for at forhandle med Mette Frederiksen (S), og efter halvanden times forhandlinger var det en anderledes positiv politisk leder, der udtalte sig til pressen.

"Det var en noget anderledes og konstruktiv drøftelse, vi havde i dag. Jeg synes, piben havde fået en anden lyd," sagde Morten Østergaard til DR.

Folketinget får ny formand
I dag mødes det nye Folketing for anden gang. Og her afgør et flertal, hvem der bliver ny formand for Folketinget, efter at Pia Kjærsgaard stopper, fordi der efter valget ikke længere er opbakning til hendes formandskab.

Spændingen er dog til at overse, for i går kom det frem, at S-formand og kongelig undersøger Mette Frederiksen har fundet flertal fra Folketingets partier til, at Henrik Dam Kristensen bliver Folketingets formand.

Dermed ser ud til at blive en formalitet, at postbuddet fra Vorbasse bliver valgt til den meget prestigesfyldte post, som du kan læse mere om her.

Det sker i dag:

  • Klokken 9:30: EU’s stats- og regeringschefer fortsætter i dag deres topmøde i Bruxelles. Mødet begyndte i går. I dag mødes EU27, som er alle EU-landene uden Storbritannien, også til diskussion af banksamarbejde og euroen.
  • Klokken 13:00: Fredag ventes det nyvalgte Folketing at udpege en ny formand i stedet for Pia Kjærsgaard (DF). Samtidig udpeges Folketingets fire næstformænd, der sammen med formanden udgør Folketingets Præsidium.
  • Klokken 16:00: Fredag afgør Flygtningenævnet de første to prøvesager om, hvorvidt syriske flygtninge skal sendes hjem. I alt er seks sager indtil videre berammet. Resten afgøres i næste uge.
  • Grønland fejrer nationaldag. Dagen blev indført af det tidligere hjemmestyre i 1983, og det var på denne dato, at Grønland i 2009 fik selvstyre. Fra 2016 er Grønlands nationaldag også flagdag i Danmark.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00