Dagens overblik: Eksminister mener, at Danmark har en form for teknokrati

NYHEDSOVERBLIK: Radikales leder vil stoppe pensionsalderen ved 70 år, udlændinge- og integrationsministeren kritiserer DF'er for at hænge embedsmand ud, og tidligere minister mener, at Danmark ligner et teknokrati. Få overblik over dagens politiske nyheder.

"Jeg oplevede at komme ind i et system, der var vant til at styre," siger tidligere undervisningsminister Merete Riisager.
"Jeg oplevede at komme ind i et system, der var vant til at styre," siger tidligere undervisningsminister Merete Riisager.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Rasmus Straka Skjødt

Velkommen til fredagens politiske overblik.

Danmark er blevet en form for teknokrati, hvor embedsværket i høj grad udarbejder politikken, som uerfarne ministre formidler. Det siger tidligere undervisningsminister for Liberal Alliance Merete Riisager til Information.

"Jeg oplevede at komme ind i et system, der var vant til at styre," siger hun til avisen.

Hun oplevede som minister, at systemet ofte fastlægger reformer og tiltag, som skal sættes i værk, mens ministrene bliver talsmænd for embedsværkets initiativer. Når magten er gledet fra politikerne, skyldes det primært, at politikerne har for lidt erfaring og pondus, mener den tidligere minister.

Merete Riisager valgte ikke at genopstille ved sidste folketingsvalg og er i dag selvstændig.

Radikale vil have pensionsalder ved 70 år
Politisk leder Morten Østergaard (R) mener, at den stigende pensionsalder skal stoppe ved 70 år. Politikerne skal derfor sætte en grænse for mekanismen, som gør, at pensionsalderen stiger, i takt med at danskerne lever længere. Det skriver Jyllands-Posten.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er enig i, at "på et eller andet tidspunkt bliver der nødt til at være et punktum" for den stigende pensionsalder. Han vil ikke sige, hvor han vil sætte punktummet. Det skal en kommission, som VLAK-regeringen indgik aftale om, i stedet undersøge. Kommissionen vil efter planen blive nedsat efter sommer.

"For første gang hører jeg De Radikale anerkende, at der er grænser for, hvor meget saft man kan presse ud af folk," siger Peter Hummelgaard.

Et bredt, politisk flertal besluttede i 2006 at lade pensionsalderen stige for at fremtidssikre dansk økonomi og velfærd ved at få danskerne til at arbejde længere. Forventningen er, at pensionsalderen vil lande på 70 år i 2040, mens den i 2050 vil stige til 72 år.

Minister revser DF'er for at hænge embedsmand ud
Afghanske statsborgere bør ikke være ansat i Udlændingestyrelsen.

Det mener tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Martin Henriksen, som i dag er ansat i partiet. Han har delt et opslag med et billede på Facebook, hvor han langer ud efter en af styrelsens jurister, som ifølge opslaget dansk-afghaner.

"Det her er komplet vanvittigt. Dygtige fuldmægtige fra Udlændingestyrelsen skal igen opleve at blive hængt ud. Jeg har netop talt med kvinden på billedet. Alle har det godt. Men Dansk Folkeparti burde grundigt overveje deres metoder. Jeg har 100% tillid til alle ansattes loyalitet," skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på Twitter.

Uddannet plejepersonale kan blive en mangelvare
Antallet af voksne, som starter på sosu-uddannelserne, er faldet med 40 procent efter erhvervsskolereformen. Det viser nye tal fra Danmarks Evalueringsinstitut.

"Det her er virkelig alarmerende. Vi står i forvejen med en akut mangel på uddannet arbejdskraft i ældreplejen. Vi står til at mangle 40.000 medarbejdere i 2028 – men hvis der ikke rettes op på den faldende tilgang på uddannelserne, kan vi se frem til en endnu større mangel," siger sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann i en pressemeddelelse.

Manglen på plejepersonale er igen kommet på den politiske dagsorden. Ekstra Bladet har for nylig bragt skjulte TV 2-optagelser, som viser, at en 90-årig kvinden på et plejehjem i Aarhus ikke har modtaget nødvendig plejehjælp.

Sagen har ført til, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samarbejde med Danske Regioner, FOA og KL har indkaldt til et "topmøde" om fremtidens ældrepleje.

Politikere kritiserer unge for at feste i Bulgarien
Christiansborgpolitikere revser unge for at have taget til festdestinationen Sunny Beach i Bulgarien trods coronavirus. De kalder det for tåbeligt, dybt bekymrende og egoistisk, skriver TV 2.

"Det giver anledning til dybe panderynker. Det er tudetosset, at rejseselskaberme overhovedet arrangerer den type rejser for unge," siger Jane Heitmann (V), der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg.

Omkring 150 danskere tog onsdag med rejseselskabet DUF-rejser til Bulgarien, hvor de unge har danset med armene om hinanden og delt kram samt drinks. Det er "klart opskriften" på, hvordan coronavirus kan sprede sig hurtigt, vurderer virologer. DUF-rejser forklarer, at de kan stå fuldstændig inde for rejserne, og at selskabet som følge af coronakrisen ikke "har råd til at lade være".

Sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) vil over for TV 2 ikke forholde sig til, hvorvidt der skal være krav om test og isolation ved hjemkomst fra en destination som Sunny Beach.

Ministerium opdaterer rejsevejledninger
Udenrigsministeriet fraråder ikke længere "ikke-nødvendige rejser" til Storbritannien. Rejsende skal i stedet være ekstra forsigtige.

"Rejsevejledningen for Storbritannien er opdateret: Hvis du rejser til Storbritannien, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus," skriver ministeriet rejsevejledningen for Storbritannien.

Torsdag opdaterede ministeriet rejsevejledningen for Sverige. Danskere kan nu besøge Skåne, mens skåningerne kan komme på indkøb og til frokost i København fra lørdag af.

"Vi fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Sverige, fordi Sverige ikke opfylder kriterierne for lave smittetal i modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande. Regionerne Blekinge, Kronoberg, Skåne og Västerbotten er undtaget, fordi regionerne opfylder kriterierne," skrev ministeriet i rejsevejledningen for Sverige.

Det sker i dag:

  • Det er 100 år siden, at Christian 10. markerede Sønderjyllands genforening med Danmark ved at ride over den gamle dansk-tyske grænse nord for Christiansfeld på en hvid hest.
  • EU's økonomi- og finansministrene skal på en videokonference diskutere coronavirus og EU's genopretningstiltag til EU-landenes økonomi. Finansministeriet forventer, at finansminister Nicolai Wammen (S) deltager.
  • Flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet har lagt billet ind på poster til flere særudvalg i parlamentet, som bliver uddelt i dag. Kira Marie Peter-Hansen (SF) skal, som Altinget har berettet, være medlem af parlamentets nye skattesnydsudvalg.
  • EU-præsident Charles Michel ventes at fremlægge sit forslag til et kompromis før EU-topmødet i næste uge, hvor EU's stats- og regeringsledere skal forhandle om budgettet for 2021 til 2027 og den store genopretningsfond.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00