Dagens overblik: Et hårdt Brexit koster danske job på den korte bane

NYHEDSOVERBLIK: Hvis Storbritannien ender med at forlade EU uden en aftale, vil det påvirke den danske beskæftigelse på kort sigt. Og så spænder Inger Støjbergs iPad-baggrund ben for en aftale med Iran. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Tim Ireland/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til en gennemgang af tirsdagens politiske nyheder.

Dagens nyhedsflade er især præget af det nært forstående Brexit, efter Storbritanniens premierminister Theresa May mandag aflyste det britiske underhus' Brexit-afstemning. Hvad det betyder for briternes udtrædelse af EU, kan du læse meget mere om i Altingets analyse af den nuværende politiske situation i Storbritannien.

Men vi haster videre, for det er ikke dagens eneste Brexit-nyhed. Økonomi- og Indenrigsministeriet har i dag offentliggjort en analyse, der blandt andet ser på, hvordan dansk økonomi vil blive påvirket, hvis briterne forlader EU 29. marts 2019 uden en aftale.

Et såkaldt hårdt Brexit vil nemlig påvirke den danske beskæftigelse på kort sigt. Det skyldes, at Danmark har en stor eksport til Storbritannien, der vil blive påvirket af nye handelsbarrierer.

”Brexit eller andre handelsbarrierer vil i et eller andet omfang ramme væksten i Danmark. For højere toldsatser, øget toldbehandling og andre barrierer gør det sværere at skabe værdi. Jo mindre disse barrierer bliver, desto bedre for dansk økonomi," siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at Danmark dog har et fleksibelt arbejdsmarked, der hurtigt vil tilpasse sig den nye handelssituation. Analysen viser også, at beskæftigelsen ikke vil blive påvirket, når man ser på den lange bane.

Storbritannien er Danmarks fjerdestørste eksportmarked, og den samlede eksport til landet udgør fire procent af BNP. Lige nu er 60.000 danskere enten direkte eller indirekte beskæftiget som følge af den eksport. Læs hele analysen her.

Læs også

S vil have højere arveafgift
Den nuværende arveafgift skal omlægges. Sådan lyder forslaget fra Socialdemokratiet i et nyt udspil.

Det skriver Avisen Danmark.

Partiet lægger op til at fordoble afgiften for arv på over tre millioner kroner. Det vil betyde, at man i stedet skal betale 30 procent frem for 15 procent i afgift.

"Hvis vi ser på, hvordan arven fordeler sig i Danmark, var det cirka syv procent af dem, der gik bort i 2017, der efterlod lige så meget formue som alle andre tilsammen. Det fortæller os, at formue virkelig er noget af det, der genererer ulighed," siger S-formand Mette Frederiksen til Avisen Danmark om partiets nye udspil.

Forslaget skal indbringe 100 millioner kroner ekstra til statskassen.

Politikernes reaktioner på falske facebookkrigere
Altinget kunne mandag berette, at Udenrigsministeriet har mistænkt såkaldte facebook-robotter for at sprede misinformation om den FN-migrationspagt, som Danmark tilsluttede sig samme dag.

Den oplysning har vakt bekymring blandt flere af de danske politikere. Det er dog ikke alle, der deler bekymringen.

Det skriver Altinget.

LA's Henrik Dahl ser ikke noget mærkeligt i de falske facebookkrigere.

"Hvis du kunne vise mig et bevis for, at tingene gik skævt her i verden på grund af bots, så ville jeg sige, at vi blev nødt til at kigge på det. Så længe det ikke er sagen, må man sige, at det er noget, der eksisterer. Ligesom så meget andet," siger han til Altinget.

Læs mere her.

Iran utilfreds med Støjberg
En iPad-baggrund spænder ben for en aftale med Iran om hjemsendelse af afviste iranske asylsøgere.

Det skriver DR Nyheder på baggrund af en aktindsigt.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) delte for et år siden et billede, der viste, at hun har tegneren Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen som baggrund på sin iPad.

Det billede nåede til Iran, og det førte til, at ministerens besøg i landet og møde om hjemsendelse blev aflyst af det iranske styre. Det bekræfter hun over for DR Nyheder. Bekræftelsen bliver også gentaget i et svar til Folketingets Udenrigsudvalg:

"Som led i udsendelsesdialogen med Iran var der planlagt et besøg af udlændinge- og integrationsministeren i Teheran ultimo november 2017. Besøget blev imidlertid udskudt, idet man fra iransk side udtrykte utilfredshed med udlændinge- og integrationsministerens valg af iPad-baggrund," skriver Inger Støjberg i sit svar ifølge DR Nyheder.

Det sker i dag

  • Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) deltager i FN's SDG5-konference i Marrakesh. Konferencen har fokus på ligestilling og kvinders rettigheder.
  • Klokken 13.00: Møde i folketingssalen, hvor der er udvidet spørgetime med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
  • Klokken 15.45: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal i samråd om eksportgodtgørelsen.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00