Dagens overblik: Finansministeriet opretter nyt center for grøn økonomi og klima

NYHEDSOVERBLIK: Finansminister Nicolai Wammen (S) vil sikre grønne regnemodeller i sit ministerie. Få dit politiske overblik på en fredag, hvor SF præsenterer finanslovsudspil, og udenlandske politikere marcherer for klimaet i København.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens politiske nyhedsoverblik.

I denne uge har København været vært for C40 – en sammenslutning af 94 byer verden over – hvor fremtidens grønne omstilling har været til forhandling.

Ugen rundes af i eftermiddag med en klimamarch på Rådhuspladsen, hvor overborgmester Frank Jensen får fint besøg af det amerikanske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez.

Men det er ikke kun i gaderne og i Københavns borgerrepræsentation, at klima i dag er på dagsordenen.

Grønne regnemodeller i Finansministeriet
I hjertet af Finansministeriet vil regeringen oprette et nyt center for grøn økonomi, klima og EU, der dermed skal sikre grønne regnemodeller i Finansministeriet. Det skriver Berlingske.

”Den klimaambition, regeringen har sat, betyder, at vi står foran en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960'erne. Derfor er vi nødt til at tænke den grønne omstilling ind som en integreret del af den økonomiske politik,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) til Berlingske.

Samtidig sætter regeringen gang i et arbejde, der skal udvikle en helt ny grøn model til brug for styringen af dansk økonomi.

Modellen skal udvikles af den såkaldte Dream-gruppe i samarbejde med en række forskere på Københavns Universitet og forventes at være klar til brug inden for to år.

EL-borgmester kritiseres af partifælle
Tilbage på Københavns Rådhus er der rigeligt andet at se til for den tilbagevendte teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Ifølge B.T. har et advokatfirma modtaget omfattende bestillinger fra Teknik- og Miljøforvaltningen til knap 15 millioner kroner uden om lovpligtige udbud og uden indgåelse af skriftlige kontrakter.

Kommunen har i over et år nægtet at give B.T. aktindsigt i dokumenter om sagen, hvilket nu fører til kritik fra en højtstående partifælle.

”Det er fuldstændig afgørende for vores demokrati, at der er åbenhed i forvaltningen. Det er stærkt problematisk, at B.T. ikke kan få adgang til de her dokumenter,” siger folketingsmedlem og demokratiordfører Rosa Lund (EL) til B.T.

Skilsmissesystem skyder skævt
Her på Altinget har vi taget fat på den omfattende reform af det familieretlige system, som et bredt flertal i Folketinget aftalte sidste år.

Den nye ordning viser sig nemlig at være kommet skævt fra start.

Aftalen, der blandt andet betød, at ægtepar med børn fremover skal separeres i tre måneder, før de kan blive skilt, havde til formål at skabe et mere smidigt og enkelt system med fokus på barnets tarv.

Men sagsbehandlingen under det nye system halter så langt bagefter, at det ifølge eksperter og børnefaglige organisationer virker direkte konfliktoptrappende – og kan være ødelæggende for de børn, der er fanget i langtrukne forældreopgør.

"Man har undervurderet og underfinansieret det her fra starten," siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl, der kalder det en ”skandale”.

Læs også

Stop for våbeneksport til Tyrkiet
Mens de tyrkiske tropper fortsat bevæger sig rundt syd for den syriske grænse, appellerer både Enhedslisten og SF til, at Danmark stopper sin våbeneksport til Tyrkiet. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Tidligere på ugen meldte vores skandinaviske naboer ud, at de ville stoppe eksporten af militært udstyr til det Nato-allierede Tyrkiet.

De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er dog mere forbeholden og foretrækker en fælles EU-strategi.

”Sanktioner er ikke bare noget, man skal ryste ud af ærmet. Det er noget, man skal forberede grundigt, så man ved præcis, hvad man selv har på spil, og hvad modparten har på spil,” siger han til Ritzau.

Enhedslisten har bedt Udenrigsministeriet om et overblik over den danske eksport af våben til Tyrkiet.

SF præsenterer finanslovsudspil
Og så har SF her til morgen præsenteret sit udspil til de allerede igangværende finanslovsforhandlinger.

Som ventet fylder minimumsnormeringer i landets daginstitutioner en del. Derudover vil partiet oprette en ny socialpulje og afsætte en milliard på klimaområdet. Du kan læse hele deres udspil her.

----------

Det sker i dag

  • Klokken 10:00 Statsrevisorerne mødes på Christiansborg
    Statsrevisorerne mødes i dag. Det sker på Christiansborg fra klokken 10.00. Dagsordenen er endnu ikke offentliggjort. 
  • Klokken 10:40 Dronningen modtager FN's generalsekretær
    Dronningen modtager FN's generalsekretær, António Guterres, i Christian IX's Palæ på Amalienborg.
  • Klokken 11:00 Årets modtager af Nobels fredspris offentliggøres
    I dag offentliggøres det, hvem der i år modtager Nobels fredspris. Det sker klokken 11.00 i Oslo. Prisen er siden 1901 blevet uddelt til blandt andre Nelson Mandela og Martin Luther King Jr. 
  • Klokken 11:30 Natos generalsekretær er i Tyrkiet
    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skal besøge Tyrkiet som sidste stop på en rundrejse. Besøget var planlagt, før Tyrkiet indledte sin militæroperation i Syrien. Det er endnu uvist, om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, stiller op. 
  • Klokken 16:00 Folket marcherer ved C40-topmøde
    I forbindelse med C40-topmødet holdes der igen Folkets Klimamarch på Rådhuspladsen. Blandt talerne er politiker og medlem af Kongressen i USA amerikanske Alexandria Ocasio-Cortez.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00