Dagens overblik: Partier er enige om ny milliardhjælp, og fagboss er klar til at sætte EU-medlemskab på spil

NYHEDSOVERBLIK: Et flertal af Folketingets partier er blevet enige om en ny coronahjælpepakke. Frygten for en europæisk mindsteløn får dansk fagboss til at slå alarm. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til Altingets gennemgang af onsdagens politiske nyheder.

Vi starter i dag med den nye hjælpepakke, som et flertal af Folketingets partier blev enige om sent tirsdag aften. Pakken består af hjælp for i alt otte milliarder kroner, og den udvider den eksisterende coronahjælp.

Det betyder, at de nuværende kompensationsordninger forlænges til 31. januar, mens der også åbnes for at underleverandører som for eksempel taxaselskaber, biografer og messecentre også kan få adgang til hjælpen. Læs mere her

Aftalen indebærer ikke en udbetaling af danskernes resterende to ugers indfrosne feriepenge, som var et af Venstres store krav i forhandlingerne. Partiet vil nu i stedet fremsætte forslaget i Folketinget for at mønstre et flertal udenom regeringen. Det skriver Ekstra Bladet

Frygt for EU-mindsteløn: Fagboss lufter mulighed for folkeafstemning
EU-Kommissionen præsenterer i dag et udspil om europæisk mindsteløn, som på forhånd har vakt stor uro blandt fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere i Danmark. De frygter, at det vil medføre, at Danmark bliver tvunget til at indføre en lovbestemt mindsteløn, hvilket vil være et brud med den danske arbejdsmodel, hvor det aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

I Bruxelles har EU-Kommissionen gentagende gange forsøgt at mane bekymringerne i jorden med en forsikring om, at forslaget ikke vil skade den danske model. Ifølge Altingets EU-redaktør vil det udspil der kommer i dag også bære præg af Kommissionens ihærdige forsøg på at undtage Danmark fra forslaget om mindsteløn.

Men spørgsmålet er, om det er nok. To eksperter fortæller i dagens udgave af Jyllands-Posten, at der stadig er stor risiko for, at forslaget vil skade den danske model. Det får formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, til at kræve, at regeringen nedlægger veto til forslaget.

Det er dog ikke nok. Regeringen bør også føre en sag mod forslaget ved EU-domstolen. Og hvis det heller ikke går, bør der i den yderste konsekvens udskrives en folkeafstemning om det danske EU-medlemskab, siger Claus Jensen til Jyllands-Posten.

Læs også

Dokumenter viser nyt om Frederiksens viden om spionsag
Allerede 6. december sidste år blev statsminister Mette Frederiksen (S) orienteret om, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne var i færd med at undersøge Forsvarets Efterretningstjeneste. Hun fik ligeledes at vide, at der var en mistanke om, at efterretningstjenesten har tilbageholdt oplysninger for tilsynet.

Det skriver Jyllands-Posten, der har fået aktindsigt i et brev fra tilsynets formand, landsdommer Michael Kistrup. 

Brevet er stilet til forsvarsminister Trine Bramsen (S), men statsministeren er samtidig blevet orienteret om det. Ifølge aktindsigten blev Mette Frederiksen igen orienteret om sagen 20. december, og derefter fik hun først ny viden i august kort tid før tilsynets pressemeddelelse om undersøgelsen.

VKR-krav om grønne biler til regeringen
Venstre og Radikale mødes igen med et klimakrav til regeringen. Denne gang har partierne taget Konservative med, og kravet lyder på, at der skal være en million grønne biler på de danske veje i 2030.

Det skriver Berlingske.

Torsdag indledes forhandlingerne om fremtidens bilpark i Skatteministeriet, og her vil de tre partier kræve, at regeringen hæver sin eget forslag om 600.000 grønne biler. Det skal blandt andet ske ved at annullere planlagte afgiftsstigninger på elbiler. Finansieringen skal findes i råderummet og gennem reformer, hvor man effektiviserer jobcentrene og sænker beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Tidligere S-folketingsmedlem vil være overborgmester
Den første har nu meldt sig på banen i kampen om at blive Socialdemokratiets spidskandidat i København ved næste kommunalvalg.

Folketingskandidat og tidligere folketingsmedlem Mette Reissmann (S) vil gerne være sit partis kandidat til overborgmesterposten i København, efter Frank Jensen (S) har trukket sig.

Det skriver Jyllands-Posten.

Lars Weiss (S) er lige nu fungerende overborgmester, og han er indstillet til at varetage posten frem til valget. Han har dog endnu ikke afgjort, om han også vil stille op til at blive spidskandidat.

Det sker i dag

  • EU-Kommissionen fremlægger sit udspil til mindsteløn på arbejdsmarkedet i EU.
  • Klokken 13.00: Miljø- og Fødevareudvalget har kaldt minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) i samråd om coronasmitte blandt mink.
  • Klokken 14.05: Miljø- og Fødevareudvalget har kaldt minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) i samråd om aflivning af mink og rammevilkår i fremtiden.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00