Dagens overblik: Forhandlinger om genåbning er i gang, og partier vil åbne domstole, frisører og efterskoler

NYHEDSOVERBLIK: Folketingets partier har en lang liste over ønsker i forhandlingerne om en udvidet genåbning af samfundet. Europaudvalget kritiserer finansminister Nicolai Wammen for manglende viden om EU’s hjælpepakke. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til onsdagens politiske nyhedsoverblik.

Tirsdag aften startede regeringen forhandlinger med Folketingets partier om en yderligere genåbning af Danmark.

Det skete efter et pressemøde i Statsministeriet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at regeringen vil udvide første fase af genåbningen, der træder i kraft i dag, når dagtilbud og skoler åbner dørene for de yngste borgere.

Tallene for coronavirussen viser et endnu lavere smittetryk end forventet, og derfor vil regeringen nu begynde at åbne flere dele af Danmark. Men denne gang skal det være en aftale med resten af Folketingets partier, der afgør, hvad der skal åbne.

Og der er allerede flere forslag fra partierne, der ved et to timer langt forhandlingsmøde tirsdag aften fik mulighed for at fremlægge deres idéer.

Det skriver Politiken og DR Nyheder.

En del af partierne – oppositionspartierne og Radikale – vil gerne have, at det er de små erhvervsdrivende som for eksempel frisørerne, der får mulighed for at åbne igen hurtigst muligt.

SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ser desuden gerne, at domstole får mulighed for at genoptage arbejdet. SF og Radikale vil også se beregninger for, hvad det betyder for smittetrykket, hvis man genåbner efterskoler og højskoler.

Topøkonomer: Danmark bør følge norsk eksempel
En række topøkonomer opfordrer den danske regering til at følge et norsk eksempel og fremlægge beregninger for, hvordan forskellige udgaver af genåbningsplaner vil påvirke økonomien.

Det skriver Berlingske.

De to økonomiprofessorer og tidligere overvismænd Michael Svarer og Torben M. Andersen roser Norge sammen med lektor og forsker i makroøkonomi Søren Hove Ravn. Landet har nedsat en ekspertgruppe med økonomer, sundhedseksperter og embedsmænd, som har fremlagt en 90 siders rapport med beregninger af de forskellige scenarier for genåbningen af det norske samfund.

Det ville være klogt, hvis Danmark fulgte samme eksempel, mener økonomerne:

”Det er klart en styrke i den norske model, at man samler de forskellige videnskaber og åbent lægger frem, hvad de langsigtede konsekvenser af de enkelte tiltag er. Så kan regeringen tage stilling på dette informationsgrundlag,” siger Michael Svarer til Berlingske.

Eksperter undrer sig over anderledes retningslinjer for voksne
Hvorfor skal børn blive hjemme fra skole, hvis de bor sammen med en coronasmittet, mens det samme ikke er tilfældet for voksne, der arbejder som pædagog eller lærer? Det spørgsmål stiller eksperter og fagfolk, som undrer sig over, at der er forskellige retningslinjer for børn og voksne.

Det skriver Politiken.

Efter bekymrede opråb fra forældreorganisationer og partier på Christiansborg har regeringen ændret retningslinjerne for børnene. Men de tidligere retningslinjer gælder fortsat for voksne, selvom de ifølge erfaringen med coronavirus har større sandsynlighed for at blive smittet.

”Jeg forstår ikke logikken i, at børnene skal blive hjemme, men ikke de voksne. Det logiske er at sikre, at medarbejderne ikke har eller har haft kontakt med smittede,” siger epidemiologiprofessor Thorkild Sørensen fra Københavns Universitet til Politiken.

Wammen får kritik for manglende svar
Europaudvalgets medlemmer savner svar fra finansminister Nicolai Wammen, efter han på vegne af Danmark nikkede ja til EU’s redningspakke til de coronaramte økonomier i Europa.

Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Flere af medlemmerne har efterspurgt mere viden om, hvad aftalen konkret indeholder – og hvad den vil betyde for Danmark. Udvalgets formand Eva Kjer Hansen (V) har bedt om at få en udvalgssnak med finansministeren om det, men den forespørgsel har hun endnu ikke fået svar på.

”Jeg er meget forundret over, at finansministeren ikke har svaret på dette,” siger Eva Kjer Hansen ifølge Ritzau.

Dagens anbefaling
På falderebet får du lige en anbefaling med på vejen. Altingets podcast Ajour kigger i dag nærmere på, hvad der skete i påsken, hvor borgfreden på Christiansborg pludselig ophørte, og de blå partier igen påtog sig rollen som den kritiske opposition. 

Det medførte blandt andet, at forhandlingerne om genåbning af sundhedsvæsenet brød sammen. Men hvorfor kunne partiernes ikke enes – og hvordan kommer den delvise åbning af sundhedsvæsenet nu til at foregå? Det gør Altingets sundhedspolitiske analytiker, Ole Toft, dig klogere på i selskab med podcastvært Henrik Axel Buchter.

Lyt med her.

Det sker i dag

  • I dag indledes første del af genåbningen af Danmark, som statsminister Mette Frederiksen (S) varslede før påske. Det betyder, at fra i dag kan 0.-5.-klasser, fritidsinstitutioner, børnehaver og vuggestuer åbne igen. Få overblik over, hvornår skoler og dagtilbud åbner i din kommune, lige her.
  • Klokken 10.00: Beskæftigelsesministeriet offentliggør hver dag klokken 10.00, hvor mange danskere der har meldt sig ledige dagen forinden. 
  • Klokken 11.00: Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, vil på et pressemøde præsentere en række guidelines for en fælles EU genåbnings-strategi i forbindelse med coronakrisen.

Forrige artikel Kåre Mølbak: Den flade coronakurve kan – måske – spare liv samlet set Kåre Mølbak: Den flade coronakurve kan – måske – spare liv samlet set Næste artikel DR-journalist bliver pressechef i ministerium DR-journalist bliver pressechef i ministerium
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.