Dagens overblik: Frederiksen vil have erhvervslivets hjælp til at vaccinere danskerne

NYHEDSOVERBLIK: Statsministeren beder om hjælp til vaccineindsatsen, og S-ordfører kritiserer arbejdsvilkårene for statens egne coronavikarer. Få det politiske overblik tirsdag.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Velkommen til det hurtige overblik over de vigtigste politiske nyheder tirsdag morgen.

Statsministeren beder nu erhvervslivet om hjælp til at sætte fut i vaccinationerne, når Danmark begynder at få større sendinger i det afgørende middel mod coronapandemien.

Det skriver hun på Facebook:

 

Tak til dansk erhvervsliv. Vi har nu igennem snart et år kæmpet med og mod Corona’en. Meget er lykkedes. Ikke mindst på...

Slået op af Mette FrederiksenMandag den 11. januar 2021

Og virksomhederne er klar til at hjælpe.

Det melder Dansk Industri til Finans.

"Det er ikke okay"
Statens cirka 250 vikarer, der er ansat til at hjælpe med at udbetale coronahjælpepakker til virksomheder, har siden april har arbejdet uden ret til løn under sygdom. Og de har været forpligtet til at møde fysisk på arbejde, hvilket resulterede i et coronaudbrud med 30 smittede på arbejdspladsen, som Altinget beskrev forleden.

Det hele undrer regeringspartiets egen beskæftigelsesordfører.

"Det virker besynderligt, at vi ikke kan gardere os bedre mod, at man i hvert fald ikke bliver syg af de vilkår, man arbejder under. Det kommer bag på mig, at en virksomhed kan kræve det her, når det oven i købet er mennesker, som arbejder som en del af coronaberedskabet. Det er ikke okay," siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Henrik Møller i et interview her hos Altinget.

Ny vaccine giver immunitet i et år
I dag kommer den første sending af en ny, godkendt coronavaccine til Danmark. Den er fra medicinalfirmaet Moderna, som nu på en sundhedskonference oplyser, at vaccinen forventes at give immunitet mod virusset i mindst et år. 

Det skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

Danmark forventes at få 5000 doser af vaccinen i dag og en stor sending på 48.000 doser i uge 7.

Skoleelevers niveau falder under corona
Og mere corona. For nedlukninger og fjernundervisning for gymnasieelever og de ældste folkeskoleelever betyder, at de lige nu er fagligt svagere end tidligere elevårgange.

Sådan lyder advarslen fra flere forskere og fagfolk. De er bekymrede for, at eleverne kan hive det faglige efterslæb med sig i deres videre skolegang, siger de til Berlingske.

Vaccinepas i kulturlivet
Skal man kunne komme til festival til sommer, hvis man kan bevise, at man er vaccineret mod corona? Nu presser både erhvervsorganisationer og underholdningsindustrien på for, at politikerne bruger et covid-19-vaccinepas til at åbne hurtigere op for restauranter, konferencer, musikfestivaler og sportsbegivenheder.

Det skriver Jyllands-Posten, som blandt andet har talt med Dansk Industri.

Læs historien her.

Det sker i dag

  • Klokken 8.45: Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) skal i samråd om coronahjælpepakkerne til erhvervslivet. Ministeren skal blandt andet redegøre for, om der er behov for yderligere coronahjælpepakker for at sikre de danske virksomheder.

  • Klokken 11: Venstre holder gruppemøde. Det sker to dage før et forventet møde mellem Folketingets partier, hvor det ventes at blive afgjort, om Inger Støjberg (V) skal stilles for en rigsret.

  • Klokken 13: Møde i Folketingssalen, hvor forslag om gennemførelse af dele af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi i de kommende tre år skal behandles.

  • Klokken 13: Danske Regioner, Danske Patienter, Lægeforeningen og KL holder digital konference om sundhedsvæsenets rolle i brugen af borgerskabte data.

  • Klokken 13.15: Kulturminister Joy Mogensen (S) i samråd om brud på menneskerettigheder i Qatar i forbindelse med forberedelserne til VM-slutrunden i herrefodbold i 2022.

  • Klokken 14: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samråd om børnekræftbehandlingen i Danmark. 

  • Klokken 15: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om vanskeligheder med at blive skilt, hvis man er muslimsk kvinde i Danmark.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00