Dagens overblik: Haarder er klar til at trække sig som formand for Folketingets kulturudvalg

NYHEDSOVERBLIK: Bertel Haarder er parat til at trække sig som formand for Folketingets Kulturudvalg. Et flertal på Christiansborg vil trimme Rigspolitiet. Og statsministeren varsler stop for lempelser i udlændingepolitikken. Få overblikket her.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Godformiddag og velkommen til det sidste politiske nyhedsoverblik i dette årti her på Altinget.

Dagen før nytårsaften er umiddelbart en stille nyhedsdag, men vi har samlet de vigtigste historier til dig her.

Kritikken af Bertel Haarders dobbeltrolle som nyudnævnt formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse og formand for Folketingets Kulturudvalg ser ud til at forstumme. Haarder selv har nemlig nu tilbudt at trække sig fra posten som formand for Folketingets Kulturudvalg. Det meddeler hovedpersonen selv i et debatindlæg i Politiken.

”Jeg er helt åben over for at ’bytte gårde’ med en partifælle eller én fra et andet parti. Det har jeg meddelt Venstres gruppeledelse, som vil vende tilbage til sagen,” lyder det fra Haarder i debatindlægget.

Det længst siddende folketingsmedlem til dato angiver som årsag, at han ikke mener, at han kan sidde som formand for kulturudvalget, når den kommende fireårsaftale for teatret skal forhandles på plads næste år.

Hvem der skal overtage for Haarder, vil Venstres gruppeledelse drøfte efter nytår.

Flertal vil sende Rigspolitiet på slankekur
Den stille nyhedsmandag er en oplagt mulighed til at samle op på de vigtigste historier fra weekenden. Her kom det frem, at et flertal bestående af Radikale, SF, Venstre og Dansk Folkeparti er klar til at slanke Rigspolitiet, når det næste politiforlig skal forhandles på plads i 2020.

I stedet skal der flere medarbejdere ud i landets politikredse, lyder det fra partierne.

”Vi er meget åbne over for at slanke Rigspolitiet og styrke politikredsene, hvor borgerne befinder sig, og hvor kriminaliteten sker,” siger Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, til Berlingske.

Også tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), mener, at der skal skæres i antallet af medarbejdere hos Rigspolitiet.

”Når vi har en organisation, der er vokset så meget som Rigspolitiet er, så synes jeg, det er vigtigt at se på, om vi skal have så mange funktioner og stabe i en situation, hvor borgerne måske mere end før har behov for at se deres politi tæt på,” siger han til Ritzau ifølge DR.

Nuværende justitsminister, Nick Hækkerup (S), har afvist at kommentere på Berlingskes historie. Tidligere har statsminister Mette Frederiksen dog gjort det klart i sin tale ved Folketingets åbning, at hun mener, at de 1.900 ansatte i Rigspolitiet er for mange.

Læs også

Mette F varsler nye stramninger for fremmedkrigere
Onsdag 1. januar efter det traditionsrige nytårsskihop fra Garmisch-Partenkirchen vil Mette Frederiksen fremføre sin første nytårstale som statsminister. Og noget kunne tyde på, at nytårstalen kommer til at berøre, hvad der skal ske med udlændingepolitikken i de kommende år. I hvert fald gør statsministeren det forud for nytårstalen klart, at hun ikke ser et behov for flere lempelser i udlændingepolitikken i de kommende år. Det fortæller hun i et større interview med Ritzau.

I stedet åbner statsministeren for, at der kan være nye stramninger på vej.

”Hvis du spørger mig, om jeg kan afvise yderligere stramninger, så er svaret, at det kan jeg overhovedet ikke. Det gælder eksempelvis i forhold til fremmedkrigere. Det kan også gælde på andre områder,” siger Mette Frederiksen til Ritzau ifølge Politiken.

Hos Radikale vækker det bekymring, at statsministeren i interviewet fortsat skelner mellem stramninger og lempelser i udlændingepolitikken. Den skelnen hører til i 2010’erne, og der bør den blive, lyder kritikken fra regeringens støtteparti.

”Det med strammer- og slapperbegreberne hører symbolpolitikkens æra til, og den forlader vi nu,” siger Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, til Ritzau ifølge Politiken.

Heller ikke hos DF vækker interviewet med statsministeren begejstring. Med børnefamilierne på vej ud af Sjælsmark og den lovændring, der betyder, at thailandske Mint kan blive i Danmark, tyder alt på et nyt år med lempelser i udlændingepolitikken, forklarer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Berlingske.

”Jeg angriber Mette Frederiksen for, at hun forsøger at give danskerne et fejlagtigt indtryk af, at det er slut med lempelser, og hvis der kommer til at ske noget, er det stramninger. Sådan er det ikke i den virkelige verden,” siger han til avisen.

Det sker i dag
Feriestemningen hviler fortsat over det politiske Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00