Dagens overblik: Hovedstaden har sprængt beredskabsplanen for coronaindlæggelser

NYHEDSOVERBLIK: Region Hovedstaden er hårdt ramt af covid-19-smitten og indlæggelser, og regionen indkalder nu til pressemøde om situationen. På Bornholm er mange danskere fanget, efter Sverige lukkede grænsen mandag aften, og så er der kommet nye retningslinjer for julegudstjenesterne. Få dagens overblik her. 

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Cecilie Gormsen

Det har skabt kaos, at Sverige mandag lukkede den svenske grænse for danskere, med mindre de kan bevise, at de bor eller arbejder i Sverige. For grænselukningen har i den grad besværliggjort juletrafikken mellem Bornholm og resten af Danmark, hvor ruten over Ystad er en af de foretrukne. Dermed sidder mange danskere lige nu og er usikre på, om de enten kan komme til eller fra Bornholm og fejre jul.

Det har fået transportminister Benny Engelbrecht (S) til at skrive til sin svenske kollega.

”Vi er nødt til at gøre den svenske regering opmærksom på, at det er en særlig situation det her. Jeg har her til morgen skrevet til min svenske ministerkollega med en opfordring om, at man genovervejer,” siger Benny Engelbrecht til TV 2.

Danskere, der skal til eller fra Bornholm, kan fortsat flyve eller tage færgen mellem Køge og Rønne, men afgangene er siden mandag aften blevet revet væk.

Dan Jørgensens klimaeksamen: Drømmer om ros fra Greenpeace i 2030
Mandag var klima- og energiminister Dan Jørgensen for første gang til klimaeksamen i Folketingssalen. Den nye klimalov betyder nemlig, at Folketinget hvert år fremover skal grille den siddende klimaminister og vurdere, om regeringen er på rette vej mod klimamålet.

Og spørger man Dan Jørgensen selv, så er regeringen naturligvis på rette vej, lød det under mandagens klimaeksamen.

Men både blå og røde partier kritiserede S-regeringen for at udskyde klimahandling. Læs historien her.

Indkalder til pressemøde: Hovedstaden har sprængt beredskabsplanen for indlæggelser
Sygehusene i Region Hovedstaden er nu så pressede af indlagte coronapatienter, at der arbejdes på at udvide kapaciteten. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at antallet af coronapatienter har sprængt beredskabsplanen for indlæggelser.

Mandag aften fortalte Line Ervolder (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, til TV 2, at man overvejer, om man kan flytte patienter til en anden region under spidsbelastninger som denne.

Der er pressemøde om sagen tirsdag klokken 14.

Lars Trier Mogensen: Arne besejrer blå Bjarne på knockout
Lovmøllen kører for fulde omdrejninger i Folketingssalen i disse dage, og mandag blev Arne-aftalen vedtaget. Og det er ifølge kommentator Lars Trier Mogensen et historisk gennembrud for centrum-venstre, som efter at have været trængt dybt i defensiven i årtier nu endelig har slået tilbage med en reel udvidelse af danskernes sociale rettigheder, mener han.

”Statsminister Mette Frederiksens mest afgørende og ikoniske valgløfte er nu indfriet, langt om længe, og dermed har Socialdemokratiet også skiftet spor,” skriver Trier Mogensen i sin kommentar på Altinget. Læs den her

Nye restriktioner for julegudstjenesterne
Efter flere dages diskussion om, hvorvidt det er forsvarligt at holde kirkerne åbne for julegudstjenesterne, kom der mandag nye retningslinjer. Det oplyser Kirkeministeriet i en pressemeddelelse. De nye retningslinjer betyder blandt andet følgende:

  • Gudstjenesterne kan blive afholdt udendørs eller som drive-in-gudstjenester.
  • Kirkerne opfordres til at finde alternativer til fællessang ved gudstjenester indendørs. For eksempel ved at vælge færre salmer eller vers end normalt, eller ved at kirkegængerne kun lytter eller eventuelt nynner med lukket mund til salmerne.
  • Gudstjenesterne skal vare maksimum 45-50 minutter.

EU-Kommissionen godkender vaccine
Mandag aften godkendte EU-Kommissionen Pfizer/BioNTechs coronavaccine, efter EU’s lægemiddelagentur tidligere på dagen havde fremlagt sin evaluering af vaccinen. På Twitter skriver formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at vaccinen vil blive tilgængelig i alle 27 EU-medlemslande på samme tid.

Den nu godkendte vaccine skal gives i to omgange med tre ugers mellemrum, og i EU vil den blive anbefalet til alle borgere fra 16 år og opefter. Storbritannien og USA har allerede taget vaccinen i brug, mens EU ventes at tage den i brug 27. december.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00