Dagens overblik: Ingen fremskridt på udlændinge – nu forhandler Mette F videre om økonomien

NYHEDSOVERBLIK: Bertel Haarder og andre vil gøre det sværere for nye partier at kunne stille op til Folketinget. Mette Frederiksen forhandler i dag med partierne om, hvor pengene skal komme fra. Og R får kritik for at være for røde på den økonomiske politik. Få morgenoverblikket.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Kristine Korsgaard

Godmorgen og velkommen til dit daglige overblik over de vigtigste nyheder i dansk politik.

Først en status på forhandlingerne om en ny regering. Tirsdag havde Mette Frederiksen møder med SF, Radikale og Enhedslisten om et af de sværeste emner for partierne at blive enige om: udlændinge.

Mens der var nogenlunde positive toner fra både Radikale og SF efter møderne – som stadig er blandt de indledende – var Enhedslistens Pernille Skipper mere mismodig.

”Der er stadig uforløste ting, når det gælder børnene på Sjælsmark, at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge, og vi fik heller ikke noget løfte om, at integrationsydelsen bliver fjernet,” sagde hun og konstaterede: ”Vi kunne være mere glade, men vi er bestemt ikke færdige med at diskutere det. Der er lang vej igen.”

Mette Frederiksen sluttede dagen med en kort opsamling for pressen. Parterne har endnu ikke rokket sig på udlændingeområdet, var meldingen.

”Jeg synes, forhandlingerne foregår i en god tone. Men indholdsmæssigt står vi det samme sted, som vi hele tiden har gjort.”

Onsdag forhandler de om pengene
I dag kommer et om muligt endnu sværere emne på bordet: økonomien.

Her står Enhedslisten og SF på den ene side stejlt over for Radikale på den anden side. EL og SF vil have flere penge til velfærd ved blandt andet at hæve skatter for de rigeste og erhvervslivet, mens Radikale vil finde penge ved blandt andet at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft.

Kritik: Har Radikale droppet reformerne?
I den forbindelse får Radikale lidt overraskende i dag kritik for at føre en for rød økonomisk politik. Dagens leder i Børsen bemærker, at partiets økonomiske plan finder størstedelen af pengene ved stigninger i skatter og afgifter i stedet for reformer, som Radikale traditionelt har været kendt for.

”Når man kigger på R's egen økonomiske plan, så byder R heller ikke ind med mange reformforslag, og det er også så som så med ansvarligheden,” skriver Børsen.

”Er R blot blevet en variant af rød bloks velfærdspolitik, hvor øget skat finansierer en stadig større offentlig sektor?” spørger lederskribenten.

Børsen mener, at ”det vil være helt nyt, hvis S med støtte fra R kan danne en regering uden job- og vækstmål”, og avisen opfordrer R til at skærpe kravene i forhandlingerne.

Læs også

Politikerveteraner: Stram reglerne for nye partier
Det er blevet for nemt at blive opstillet til Folketinget, mener en række af landets politiske veteraner efter valgkampen, hvor der var hele 13 partier på stemmesedlen. Derfor bør kravet til antallet af underskrifter for nye partier strammes, siger de til Berlingske.

”Tidligere skulle man have skriftlige blanketter. Det gjorde, at nye partier var mere seriøse. Nu er det blevet meget lettere, og det kan føre til, at der bliver drevet gæk med folkestyret, og at man ødelægger den politiske debat,” siger Venstres Bertel Haarder til avisen.

Konkret foreslår han, at kravet til antallet af vælgererklæringer for at blive opstillet hæves til det dobbelte af i dag.

Tidligere partiledere som Uffe Ellemann-Jensen (V), Mogens Lykketoft (S), Holger K. Nielsen (SF) og Marianne Jelved fra De Radikale er enige i, at de nuværende regler bør ses efter.

Forsker: Valget blev et klimavalg
Flere har udnævnt det netop overståede folketingsvalg til at blive historiens første klimavalg. Nu har forskere undersøgt, om det kan passe, og konklusionen er: Ja – i hvert fald målt på presseomtale.

Klima og miljø blev de emner, der blev omtalt mest i medierne, siger journalistisk forsker ved RUC Mads Eberholst til DR.

RUC har overvåget næsten hundrede medier gennem hele valgkampen, og forskningen viser, at 23 procent af al omtalen af politiske emner i valgkampen har handlet om klima.

”Jo tættere vi kom på europaparlamentsvalget, desto mere blev det en klimavalgkamp, og til sidst havde klimaet helt overtaget,” siger Mads Eberholst.

Kristian Jensen tager over for Løkke på Folkemødet
Efter en lang valgkamp skal en del af politikerne nu til at finde nye kræfter frem. Torsdag åbner nemlig Folkemødet på Bornholm, hvor mange arrangører formentlig har måttet ændre i programmerne og debatpanelerne efter valget.

Der sker også en ændring i Venstres program, for Lars Løkke Rasmussen kommer ikke og holder den traditionelle partiledertale på hovedscenen i Allinge.

I stedet sender Venstre næstformand Kristian Jensen til at holde talen, skriver Altinget.

Lars Løkke Rasmussen kommer dog til Folkemødet og deltager i andre arrangementer.

Det sker i dag

Regeringsforhandlingerne fortsætter i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Socialdemokraterne forhandler med mulige støttepartier.

Onsdagens program ser sådan ud:

  • Klokken 10.00 Enhedslisten
  • Klokken 12.00 SF
  • Klokken 15.00 Radikale Venstre. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00