Dagens overblik: Justitsministeriet holdt viden om teledata-fejl hemmelig

NYHEDSOVERBLIK: Justitsministeriet har kendt til fejl med teledata længe før, offentligheden blev orienteret. Og så er kulturministerens barselsvikarer fundet. Få overblikket over dagens vigtigste nyheder.

Justitsminister Nick Hækkerup holder pressemøde kl. 9:30 i dag.
Justitsminister Nick Hækkerup holder pressemøde kl. 9:30 i dag.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til fredagens politiske overblik.

Klokken skulle runde en time over midnat, før Folketingets nye 179 medlemmer kunne takke af oven på en 15 timer lang åbningsdebat, hvor politiske drillerier om alt fra klimamål, arveafgift til navngivne cirkuselefanter fløj gennem salen.

Altinget live-dækkede debatten hele dagen, og du kan læse alle højdepunkterne i denne opsamlende artikel.

Ministerie kendte til teledata-fejl siden marts
Men først begynder vi i Justitsministeriet, hvor der er kastet nyt lys over sagen om problemerne med fejlbehæftede teledata.

Det viser sig, at ansatte i Justitsministeriet har været bekendt med problemerne allerede fra 13. marts, selvom offentligheden først blev orienteret i juni.

Det skriver både Berlingske og Politiken.

I august besluttede rigsadvokat Jan Reckendorff, at teledata ikke må bruges som bevis i straffesager eller være grundlag for varetægtsfængslinger.

Flere end 10.000 straffesager fra perioden 2012 til 2019 risikerer at skulle gå om som konsekvens af sagen. Der kan derfor meget vel være afgjort sager på baggrund af forkerte teledata i perioden, fra Justitsministeriet blev bekendt med fejlene, og til dommere, forsvarsadvokater og politikere blev orienteret tre måneder senere.

Justitsministeriet holder pressemøde om sagen senere i dag.

Skattevæsenet har aldrig fået flere penge end nu
Regeringens finanslovsudspil foreslår at tilføre 1 milliard kroner mere til skattevæsenet – blandt andet for at rydde op efter et årti med store nedskæringer.

Men der er faktisk aldrig før blevet brugt så mange penge på at drive skattevæsen, som der bliver lige nu. Det skriver Politiken.

Ifølge en opgørelse over de årlige bevillinger til Skatteministeriet, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Finansudvalget og Skatteudvalget er den samlede bevilling 22 procent større, end før nedskæringerne i Skat begyndte i 2006.

Jørn Rise, der er formand for Dansk Told & Skatteforbund, medgiver, at man dermed ikke kan tale om, at skattevæsenet i dag er udsultet, men siger til Politiken, at man stadig kan tale om et skattevæsen, som ikke er i gear.

Forklaringen er ifølge Jørn Rise, at "man bruger ufattelig mange penge på at etablere nye it-systemer".

"Tallene viser, at vi bruger rigtig mange penge og årsværk på opbygning. Til gengæld bruger vi alt for få penge på kontrolopgaven, som vi mener er kerneopgaven," siger han til Politiken.

Venstre med på 70 procent CO2-reduktion
Som lovet vender vi nu tilbage til gårsdagens åbningsdebat, som traditionen tro kom rundt om mange politiske temaer. En genganger var målsætningen om 70 procents CO2-reduktion, som nu også Venstre tilslutter sig.

Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen klart fra talerstolen, efter flere politiske kollegaer samt grønne organisationer har presset på de seneste uger.

”Vi skal blive ved med at være ambitiøse. Og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030,” sagde Jakob Ellemann-Jensen, hvilket fik både klimaminister Dan Jørgensen og statsminister Mette Frederiksen til at hæve øjenbrynene.

Dermed er Nye Borgerlige det eneste parti i Folketinget, der ikke bakker op om målsætningen, hvilket udløste roser fra politiske modstandere på Twitter:

Læs mere om Venstres klimaudmelding her.

Rasmus Prehn bliver barselsvikar
I dag er også dagen, hvor regeringens kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S) går på barsel. Statsministeriet oplyste så sent som i går, at Rasmus Prehn (S) varetager posten som kulturminister, mens hun er væk. Benny Engelbrecht fungerer samtidig som landets kirkeminister.

Det vides endnu ikke, hvor længe Joy Mogensen er på barsel, men hun har tidligere sagt, at der bliver tale om en kort barsel.

Fungerende kulturminister Rasmus Prehn, der desuden er minister for udviklingsarbejde, postede følgende opslag på Twitter i går aftes.

 

Det sker i dag

  • 9:30: Justitsministeriet holder pressemøde om nye oplysninger i teledatasag
  • 12:00 Mette Frederiksen mødes med Irlands premierminister
    Statsminister Mette Frederiksen tager i dag imod Irlands premierminister, Leo Varadkar, når de mødes til en arbejdsfrokost i Statsministeriet. Der holdes et kort pressemøde klokken 14.10. 
  • 13:00 Tænketanke holder konference om tiden efter Brexit
    Tænketankene Europa og Landbrug & Fødevarer holder konference om vejen frem efter Brexit. Det sker godt to uger inden det helt afgørende EU-topmøde 17.-18. oktober.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00