Dagens overblik: K vil spænde ben for finansiering af Arne-aftale

NYHEDSOVERBLIK: Overborgmesteren i København overlever foreløbig sexismesager, men kan langt fra føle sig sikker endnu. K kan blokere for en del af finansieringen af tidlig pension, og i R ser Martin Lidegaard tiden an. Få morgenoverblikket.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

God morgen og velkommen til overblikket over de vigtigste politiske nyheder denne mandag morgen efter den hæsblæsende uge, der skulle have været efterårsferien.

Frank Jensen fylder fladen efter det krisemøde, han holdt søndag med sit københavnske bagland. Efter en række sager, hvor overborgmesteren i København skulle have opført sig grænseoverskridende over for kvinder, måtte han forklare sig for sine partifæller, som på forhånd var stærkt kritiske over for Frank Jensens opførsel.

Sent søndag aften kom overborgmesteren ud og holdt et pressemøde, som TV 2's politiske redaktør Troels Mylenberg kalder "det mest absurde", han har oplevet. Frank Jensen oplyste, at han bliver som overborgmester, og han undskyldte, at han "har været en krænker".

Se pressemødet her:

Læs også

Stemte om afstemningsmetode
Der måtte hele to afstemninger til, før Frank Jensen søndag aften kunne konstatere, at der fortsat er tillid til ham som spidskandidat for S i København, fortæller Altinget Hovedstaden.

En del af deltagerne ved mødet ønskede hemmelig afstemning om, hvorvidt de havde tillid til overborgmesteren, men mødelederen ville gennemføre afstemningen ved håndsoprækning, og derfor måtte der først stemmes om, hvorvidt selve tillidsafstemningen skulle være hemmelig.

Ved den efterfølgende håndsoprækning gav et klart flertal opbakning til Frank Jensen.

Jensen sidder fortsat usikkert
Frank Jensen har foreløbig opbakning fra sine partifæller, men han kan langt fra føle sig sikker på at være Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget næste år. Det vurderer blandt andre Altingets chefredaktør Jakob Nielsen i denne analyse på Altinget Hovedstaden.

Flere partier i København, inklusive kredsformanden for S i indre by, opfordrer overborgmesteren til at gå på orlov, fortæller Tv 2.

Formanden for socialdemokraterne i Vesterbro-kredsen i København, René Rud Mikkelsen, siger, at Frank Jensen bør gå af som næstformand i partiet, men kan blive som overborgmester, skriver JP.

Og Enhedslisten mener, at Mette Frederiksen nu bør overveje sin næstformands fremtid. Læs mere i Jyllands-Posten her.

K vil ikke finansiere Arne-aftale
Der er også andet end sexismesager i dansk politik. Umiddelbart før efterårsferien landede regeringen den afgørende aftale om tidligere pension for visse grupper. Men aftaleparterne kan få problemer med at gennemføre den aftalte finansiering, skriver Berlingske.

De 3,5 milliarder kroner, som forliget om Arne-pensionen ventes årligt at koste, skal ifølge aftalen finansieres af højere skat fra den finansielle sektor og af besparelser på landets jobcentre. Det sidste skal indbringe i alt 1,1 milliarder kroner, men det kræver, at man får Konservative med, for de er en del af det oprindelige forlig om jobcentrene.

Og det vil K ikke.

"Hvis vi skal være med til at finansiere noget, så vil vi også være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. Og vi har andre ønsker til, hvad den besparelse, man kan lave på jobcentrene, skal anvendes til, end at bruge dem på Arne-pension. Så det er ikke noget, vi siger ja til," siger Rasmus Jarlov (K).

Radikale skal diskutere politisk linje
Også Radikale var i fokus søndag, da partiet holdt krisemøde efter den åbne krig, der har udspillet sig mellem den nye leder Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken, Jens Rohde og Martin Lidegaard. 

I en pause i mødet gik Sofie Carsten Nielsen med hele folketingsgruppen som bagtæppe ud til pressen på gaden for at fortælle, at hun nu har opbakning fra hele gruppen. Men at de nu skal i gang med at genopbygge tilliden til hinanden. 

Det ser ud til, at partiet også kommer til at diskutere selve den politiske linje for fremtiden. Især Martin Lidegaard har talt for en mere kompromissøgende linje over for regeringen. Og da han tog ordet søndag gav han klart udtryk for, at den nye ledelse skal lytte til det ønske, hvis han fortsat skal kunne se sig selv i partiet. 

"Jeg har selvfølgelig gjort mig grundige overvejelser, men jeg er også kommet frem til den konklusion, at jeg har kæmpet for radikal politik i to årtier, og jeg skylder mig selv og baglandet at blive ved med det. Jeg kaster mig helhjertet ind i kampen for at se, om ikke vi kan få formuleret en politik, som jeg kan se mig selv i," sagde han ifølge blandt andre Berlingske.

Du kan også læse en mere reportagepræget fortælling om, hvordan det uformelle pressemøde udspillede sig hos Avisen Danmark.

Artiklen er rettet: Vi bragte ved en fejl de politiske begivenheder for tirsdag 20.10.20. De er nu fjernet. Altinget beklager.

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00