Dagens overblik: Kaos i London, og S-kandidat siger ”føj” til ny historie om børn på Sjælsmark

NYHEDSOVERBLIK: Theresa May har lovet sin afgang, men parlamentet kan fortsat ikke blive enige om vejen frem. Børn af syrienskrigere vil ikke længere få statsborgerskab. Og et problem for børn på udrejsecenter Sjælsmark vækker fornyet debat. Få morgenoverblikket.

Foto: Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Det er en forholdsvis stille nyhedsmorgen i dansk politik, men det kan man ikke sige om britisk politik. Så vi begynder der.

Onsdag smed premierminister Theresa May sit måske sidste trumfkort, da hun lovede sin afgang, hvis hendes aftale med EU bliver stemt igennem parlamentet.

Hendes politiske offer så først ud til virke. Men det fik Mays støtteparti, det nordirske Democratic Unionist Party, ødelagt, da de annoncerede, at de stadig ikke vil stemme ja, hvis hun lægger aftalen på bordet igen.

Dermed kan Mays træk ende med at være forgæves, skriver Altingets Rikke Albrechtsen i denne friske analyse af situationen.

Læs også

Situationen er nu ”så låst, at det bliver stadig mere sandsynligt, at der slet ikke kommer nogen aftale, inden briterne må forlade etablissementet 12. april,” skriver hun.

Det britiske underhus stemte onsdag om otte forskellige løsninger, og samtlige af dem blev nedstemt. Der er altså stadig ikke flertal for en vej frem, og Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, kalder det torsdag morgen ”kaotiske tilstande i Storbritannien” – det gør han til TV 2 News.

Brexit-minister Stephen Barclay prøvede onsdag at overbevise parlamentet om, at det nu må stemme Mays aftale med EU igennem.

”Der er ingen simple løsninger. Det er en svær situation. Det beviser, at premierministerens skilsmisseaftale er det bedste bud på en løsning,” sagde han efter afstemningen ifølge TV 2.

Det er stadig uvist, om May får lov at fremsætte sin aftale til afstemning igen. Underhusets speaker gentog onsdag, at aftalen skal ændres, før den må fremsættes for tredje gang.

Børn af syrienskrigere får ikke statsborgerskab
Regeringen fortsætter rækken af aftaler, der bliver indgået lige op til valget, og nu er den blevet enig med Dansk Folkeparti om en ny – denne gang om statsborgerskab for syrienskrigere og deres børn.

Aftalen indebærer ifølge DR, at hvis en dansk statsborger, der er draget i krig for eksempelvis Islamisk Stat, får et barn i eksempelvis Syrien, får barnet ikke længere dansk statsborgerskab.

Samtidig bliver det muligt at fratage syrienskrigere det danske statsborgerskab administrativt, altså uden at en domstol skal involveres i det. Det gælder dog kun for syrienskrigere, der har dobbelt statsborgerskab.

Som reglerne er nu, har børn af en syrienskriger med dansk statsborgerskab automatisk kunnet få statsborgerskab. Men det skal være slut, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V): ”De er født af forældre, der har vendt Danmark ryggen, og derfor skal de ikke tilhøre Danmark,” siger hun til DR. 

Troels Lund forventer pensionsaftale i april
Og nu vi er ved aftalerne, så forventer regeringen såmænd at lande endnu én, før Lars Løkke Rasmussen udskriver folketingsvalget.

Det bekræfter beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), som kører forhandlingerne om tidlig tilbagetrækning for nedslidte, over for Altinget.

Efter en stribe afklarende møder er forhandlingerne nu på vej ind i slutfasen, lyder meldingen. Og ministeren forventer en aftale i begyndelsen af april.

"Jeg tror stadigvæk, at det er muligt at lave en aftale, der sikrer nogle bedre vilkår i forhold til hele spørgsmålet omkring nedslidning," siger han.

Dansk Folkeparti deler ambitionen. Troels Lund vil ikke sige, om han regner med at have S med i aftalen.

Forhandlingerne blev sat i gang efter udspillet fra S om en lavere pensionsalder for visse grupper, hvilket har sat dagsordenen frem mod valget.

"Føj"
Og så til debatten om udrejsecenter Sjælsmark, som bliver ved med at blusse op. Denne gang er det sat i gang af en historie fra Radio24syv, som forleden kunne fortælle, at centeret, som huser afviste asylansøgere med børn, ligger lige op ad et militært anlæg, hvor der blandt andet bliver gennemført skydeøvelser med maskingevær.

Det gør børn og voksne på centeret urolige. Og flere politikere har reageret på historien på sociale medier.

Det gælder blandt andre den socialdemokratiske folketingskandidat og viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Simon Pihl, som udtrykker sig således.

Socialdemokraterne er et af de partier, som ikke vil lade de afviste børnefamilier flytte ud af centeret og i almindelig bolig. Men det er et krav, partiet vil blive mødt med fra flere røde partier, hvis de skal danne regering efter valget.

Inger Støjbergs særlige rådgiver, Mark Thorsen, minder om, at centeret blev etableret under S-R-SF-regeringen.

Det sker i dag

  • Klokken 9.40: Altinget og Mandag Morgen holder konference med Løkke og Frederiksen. Arena Summit 2019 har temaet næste generation - med fokus på ledelse, bæredygtighed, innovation og fremtidens sundhedsvæsen og arbejdsmarked. Konferencen åbner med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V). Blandt dagens andre talere er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.
  • Klokken 10: Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet forslag om skærpede miljøzonekrav til tunge køretøjer og varebiler, dyrevelfærdslov og lovpligtig kaloriemærkning i fastfoodrestauranter og cafeer.
  • Klokken 10.30: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd om miljøskibe. Ministeren skal redegøre for indkøbet af de to nye fartøjer, Sif og Frigg, til Miljøstyrelsen, som er endt med, at fartøjerne nu ligger ubrugelige i Svendborg havn på fjerde år i træk. 
  • Klokken 13: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager på tur om sundhedsreform. Løkke besøger VIA University College, Campus Randers samt Aalborg Universitet for at debattere landets sundhedsvæsen, uddannelse og iværksætteri. Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) deltager også i Aalborg.
  • Klokken 13.30: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd om tilstandsrapporter og skyggerapporter.
  • Klokken 15: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00