Dagens overblik: Klokken 10 bliver det ulovligt at samles i grupper af 10 personer

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen har strammet yderligere om danskernes frihedsrettigheder, og fra klokken 10 i dag bliver det ulovligt at samles i grupper af 10 eller flere. Samtidig tvangslukkes flere butikker. Få dit politiske nyhedsoverblik her. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik.

Vi begynder i dag med en opsummering af regeringens og sundhedsmyndighedernes pressemøde samt dronningens tale til nationen i går aftes.

Her blev danskerne præsenteret for en række nye stramninger, der træder i kraft onsdag klokken 10 og har til hensigt at bremse coronasmitten yderligere:

Det bliver ulovligt at opholde sig i grupper på 10 eller derover på offentlige steder, servering på restauranter og caféer forbydes, og samtidig tvangslukkes blandt andet storcentre, frisører samt fitness- og solcentre. 

"Regeringen har valgt den tilgang, at vi hellere handler hurtigere end for sent. At vi hellere går for langt end for kort,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

Du kan læse mere om de nye stramninger her. Eller du kan se eller gense hele pressemødet lige her

Læs også

Danskere vil strande i udlandet
På samme pressemøde fortalte Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet, at han forventer, at danskere vil strande i udlandet på grund af mange landes beslutning om at lukke for ind- og udrejse.

Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

"Desværre må jeg sige, at der er danskere, som ender med at strande derude. Jeg tror simpelthen, at der er vinduer, som lukker så kraftigt i, at vi ikke kan få dem ud," sagde Erik Brøgger Rasmussen. 

EU lukker ydre grænser
Det vil de næste 30 dage kræve "tungtvejende" argumenter, hvis man vil rejse ind i EU.

Den nyhed præsenterede EU-ledelsen tirsdag efter et topmøde, hvor kun EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, deltog fysisk.

Forbuddet mod indrejse vil gælde alle ikke-EU-borgere undtaget pendlere, sundhedspersonale, eksperter, varetransport, asylansøgere og dem med fast bopæl i et EU-land.

Du kan læse mere her

Serum-chef skal rådgive EU
Chef ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak, der er blevet et kendt ansigt efter at have deltaget i flere pressemøder i Statsministeriet under coronakrisen, er én af syv eksperter, der skal rådgive EU-Kommissionen under den igangværende coronaepidemi.

Panelet skal pege på eventuelle problemer undervejs, komme med anbefalinger vedrørende den øvrige indsats mod epidemien og rådgive EU-Kommissionen om prioriteringer for sundhedsvæsenet.

Du kan læse mere her. 

Økonomer: Wammen har dybe lommer
Regeringen har iværksat en lang række tiltag, der skal modvirke de værste økonomiske konsekvenser af coronaepidemiens hærgen.

Der er blandt andet indført en midlertidig lønkompensation, refusion af sygedagpenge til arbejdsgivere og en garantiordning for små og mellemstore virksomheder. Samlet løber tiltagene op i en regning på omkring 5,3 milliarder kroner. 

Men der er endnu ikke udsigt til, at finansminister Nicolai Wammen (S) løber tør for penge, vurderer flere økonomer over for Altinget.

"Det har vi fint råd til; det er ikke noget, der vælter samfundsøkonomien omkuld overhovedet,” siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom i AE-rådet.

Du kan læse hele artiklen om økonomernes vurdering af holdbarheden af dansk økonomi her

Vismand: Råd til både klima og corona
Vi fortsætter i samme spor men i en ny avis.

Denne gang i Berlingske, der har talt med formand for Miljøøkonomisk Råd, professor Lars Gårn Hansen, der ikke virker synderligt bekymret for, at coronaepidemiens økonomiske følger betyder, at der ikke længere vil være råd til den grønne omstilling.

"Klimaomstillingen er en langsigtet opgave, der rækker 30 år ud i fremtiden. I det perspektiv vil der komme en del kriser på vejen frem mod 2030, men hvis der er politisk og befolkningsmæssig opbakning til det her langsigtede projekt, så skal vi nok få det gennemført," siger han til avisen.

Dronningen: Tankeløst og hensynsløst
Vi slutter med en opsang fra dronning Margrethe, der tirsdag aften højst bemærkelsesværdigt talte til nationen.

Her kom hun med en skarp appel til danskerne om at følge myndighedernes anvisninger, når de opfordrer til at blive hjemme, at vaske hænder og generelt tage hensyn til smittefaren. 

Samtidig gik hun i rette med danskere, der ikke følger buddet om at holde distance:

"Det er tankeløst, og det er først og fremmest hensynsløst," lød det fra regenten.  

Du kan se og læse hele hendes tale her

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: EU's transportminister holder en videokonference om konsekvenser af coronavirus på transportområdet, særligt i forhold til luftfart.
  • Klokken 10.00: Forbuddet mod forsamlinger på ti eller flere personer træder i kraft.
  • Klokken 14.00: Myndighederne holder pressemøde for at give en opdatering på coronaepidemien. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00