Dagens overblik: Konservative koryfæer vil have Pape som statsminister

NYHEDSOVERBLIK: Sundheds- og ældreministeren bryder tavsheden efter skjulte optagelser på plejehjem, fagforbund kritiserer dansk EU-kurs, og Konservatives formand ser det som sit yderste mål at blive statsminister. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Velkommen til torsdagens politiske overblik.

To tidligere formænd for Konservative peger på, at formand Søren Pape Poulsen (K) kan samle blå blok og blive statsminister. Det skriver Jyllands-Posten, som har talt med Per Stig Møller og Bendt Bendtsen.

"Han har evnen til at afspænde en situation, han har evnen til at snakke med alle, og han kan også være fast i kødet. Han har vist de egenskaber, der skal til for at være en samlende statsminister," siger Per Stig Møller, partiets formand fra 1997 til 1998 og tidligere udenrigsminister, til Jyllands-Posten.

Søren Pape Poulsen forklarer, at selvom han ser det som sit yderste mål at blive statsminister, peger De Konservative på Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen som statsminister, fordi "Venstre er det suverænt største parti".

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har ikke meldt ud, hvem de peger på som statsminister.

Heunicke indkalder til topmøde efter skjulte optagelser
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) bryder nu tavsheden, efter at skjulte TV 2-optagelser har vist omsorgssvigt på et plejehjem i Aarhus.

"Den slags svigt og uværdighed er der ikke nogen undskyldning for. Det har ingen steder hjemme i vores ældrepleje," skriver ministeren i et opslag på Facebook.

Sagen har vakt opmærksomhed på Christiansborg, hvor Enhedslisten, SF og Venstre har været så rystede over optagelserne, at de bakker op om Ældre Sagens ønske om et "totaleftersyn" af sektoren. 

Som følge af sagen indkalder ministeren nu til et "topmøde" om ældreplejen i samarbejde med Ældre Sagen, FOA og KL. De vil invitere borgere, pårørende, ledere og medarbejdere med viden om og interesse for ældreplejen til over to dage at komme med konkrete forslag til retningen for fremtidens ældreplejen.

Venstre har kaldt Magnus Heunicke i samråd og stillet udvalgsspørgsmål til ministeren.

Fagforbund lægger pres på Danmarks EU-kurs ud af coronakrisen
Det magtfulde fagforbund Dansk Metal opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at skifte Danmarks EU-kurs ved næste uges topmøde i EU. Det skriver Politiken.

Topmødet vil handle om det nye syvårsbudget og etableringen af den europæiske genopretningsfond på 750 milliarder euro, som skal bidrage til, at de europæiske økonomier kommer ud af coronakrisen.

Danmark, Østrig, Holland og Sverige udgør den såkaldte sparebande, som er imod højere budgetter samt støtteordninger til sydeuropæiske lande, som vil få støtten gennem bidrag fremfor lån. Men Danmark skal følge Tyskland og Frankrigs kurs, hvor vejen ud af krisen kræver massive investeringer, siger Dansk Metals formand, Claus Jensen.

EU-ordfører Jens Joel (S) fastslår, at en større del af genopretningsfonden skal gives som lån, og holder fast i, at EU-landene bør diskutere, hvorvidt genopretningspakkerne skal føre til store ekstraregninger.

"Den diskussion har vi søgt allierede i. Nu kommer der et topmøde, hvor vi skal forsøge at bygge bro og finde løsninger. Vi synes, at regningen skal ned, og at vi skal finde en bedre balance mellem, hvad der er lån og direkte overførsler," siger Jens Joel til Politiken.

EU-topmødet finder sted den 17. og 18. juli.

Europa-Parlamentet har vedtaget vejpakke
Politikerne i Europa-Parlamentet har vedtaget den nye vejpakke, som skal sikre bedre forhold for udenlandske lastbilchauffører, som kører på danske motorveje. Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Pakken indeholder regler, som forudsætter, at chauffører kan vende hjem hver fjerde uge, og at virksomheder skal betale for chaufførernes indkvartering, når den ansatte skal holde weekendhvil uden for køretøjet.

"Der er alt for mange eksempler på chauffører, som arbejder, bor og lever under kritisable forhold, når de kører rundt på de europæiske veje. Det er endelig slut nu," siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen, som er medlem af Europa-Parlamentet, glæder sig over kravet om om danske løn- og arbejdsvilkår på danske landeveje og en bedre kontrol med og håndhævelse af arbejdsvilkår.

"Det er godt i en branche, hvor vognmænd desværre har haft alt for gunstige muligheder for at se stort på løn- og arbejdsvilkår,” siger han i pressemeddelelsen.

De første regler i vejpakken vil gælde fra i løbet af sommeren, mens de øvrige regler løbende træder i kraft, i takt med at de bliver implementeret.

Kommuner bryder loven forud for anbringelser
Kommuner overholder ikke kravet om en børnesamtale forud for en anbringelse eller en familiebehandling i 45 procent af de 717 sager, som Ankestyrelsen har gennemgået. Det skriver Information.

Jurist og forsker i børneret på Aalborg Universitet Hanne Hartoft, er overrasket over det høje tal, fordi der længe har været fokus på at sikre børnenes inddragelse i kommunerne. Trægheden undrer hende og gør det vanskeligt for hende at pege på gode løsninger, siger hun til Information.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det et "stort problem," at inddragelsen af børn og unge mangler. Hun påpeger, at problemstillingen hænger sammen med økonomien i landets kommuner, og hun mener, at der er brug for et kompetenceløft i kommunerne.

"Det kan være efteruddannelse i forhold til, hvordan man bedst lytter til børnene – for eksempel igennem psykologiske og pædagogiske kompetencer. Her skal sagsbehandlerne være bedre klædt på i komplicerede børnesager, end de er i dag," siger hun til Information.

Det sker i dag:

  • Europa-Parlamentet fortsætter med at holde plenarsamling i Strasbourg i Frankrig.
  • Retten i Glostrup afsiger dom i sagen mod den svindeldømte Britta Nielsens tre børn. De er tiltalt for groft hæleri for i alt 51 millioner kroner af de penge, som Britta Nielsen svindlede sig til gennem sit arbejde i Socialstyrelsen.
  • Københavns Byret afsiger dom i sagen mod to svenske mænd, som er tiltalt for at stå bag den bombe, som blev sprængt ved Skattestyrelsen 6. august sidste år. Skaderne på styrelsens bygning løb op i 6,2 millioner kroner. Mændene er tiltalt for en terrorlignende handling.
  • Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledninger. Statens Serum Institut udsender den ugentlige opgørelse for "åbne lande" og "karantænelande", som Udenrigsministeriet benytter til at opdatere rejsevejledningerne, hvis den seneste opdatering giver anledning til ændringer.

,

Forrige artikel Urenset spildevand løber ud i havet – men hvor stort er problemet? Urenset spildevand løber ud i havet – men hvor stort er problemet? Næste artikel S: Det bliver svært at sanktionere Polen og Ungarn på EU-topmøde S: Det bliver svært at sanktionere Polen og Ungarn på EU-topmøde
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.