Dagens overblik: Kristian Jensen raser over S-nej til Radius-salg og kalder det "et populistisk lavpunkt"

NYHEDSOVERBLIK: Finansminister Kristian Jensen er utilfreds med, at Socialdemokratiet har sagt stop for salget af eldistributionsselskabet Radius. Ifølge et medie er EU klar til at udskyde Brexit til juli, hvis Theresa May beder om hjælp. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Velkommen til en ny uge i dansk politik.

Vi lægger ud med en vred finansminister. Kristian Jensen (V) er nemlig utilfreds med Socialdemokratiet, der søndag meddelte, at partiet ikke ville støtte det delvise salg af eldistributionsselskabet Radius, der ellers var på trapperne.

Det skriver DR Nyheder.

Ifølge finansministeren burde partiet have bedt forligskredsen bag salget om et møde, før det trak sin støtte:

"Socialdemokratiet havde alle muligheder for at bede om et møde. De kunne have indkaldt forligskredsen. Den form, de har valgt i dag, hvor de bare går ud i pressen, uden chance for at gå i dialog med selskabet eller regeringen, er et populistisk lavpunkt," siger finansminister Kristian Jensen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har i et brev til Kristian Jensen forklaret, at partiets nej skyldes, at det vil have, at det offentliges ejerandel i virksomheder, der leverer "kritisk infrastruktur", skal være over 50 procent.

Kort tid efter udmeldingen fra Socialdemokratiet valgte Finansministeriet til Kristian Jensens store ærgelse at stoppe planerne om et salg af Radius. Han påpeger, at midlerne fra et salg ville give Ørsted, som Radius hører under, bedre forudsætninger for at fortsætte den grønne omstilling.

EU klar med hjælpende hånd til May
Hvis briternes skilsmisseaftale med EU bliver forkastet i det britiske parlament tirsdag, er EU parat til at udskyde Storbritanniens udtrædelse af Unionen til juli.

Det oplyser flere højstående kilder ifølge den britiske avis The Guardian.

Det kræver dog, at den britiske premierminister, Theresa May, selv beder EU om hjælp, og hun kan forklare, hvad den ekstra tid skal bruges til.

Læs også

"Skulle Theresa May overleve og informere os om, at hun har brug for mere tid til at overbevise Underhuset om aftalen, vil en teknisk forlængelse til juli blive tilbudt," fortæller en af kilderne til avisen.

Et smugkig på sundhedsreformen
Nu lader det for alvor til, at regeringens længe ventede sundhedsreform snart vil blive præsenteret. Der er endnu ikke sat en dato for offentliggørelse, men i weekenden løftede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sløret for noget af indholdet.

Reformen vil betyde 500.000 færre sygehusbesøg for danskerne i 2025, ligesom regeringen har en målsætning om 40.000 færre indlæggelser.

Det skriver DR Nyheder.

Kronisk syge patienter med diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskel-skelet-sygdomme, angst, depression og lungesygdommen KOL skal i højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse, der kommer til at høre under kommunernes ansvarsområde.

For at nå målet vil regeringen tilføre kommunerne mere sundhedspersonale og midler til kommunerne og de almene praksisser.

"Vi tror på, at vi kan reducere antallet af ambulante behandlinger på sygehusene med 500.000. Og vi tror, at 40.000 indlæggelser kan undgås, hvis kommunerne sammen med de almene praksisser bliver klædt bedre på," siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

OK-topforhandler vil lave klimaaftaler
Den åbne krig mellem de offentligt ansatte og arbejdsgiverne under OK-forløbet i 2018 må ikke gentage sig, mener OK-topforhandler Mona Striib.

Hun vil derfor lave de såkaldte klimaaftaler med arbejdsgivernes repræsentanter inden næste overenskomstforhandling.

Det skriver Avisen.dk.

De særlige aftaler skal sikre nye spilleregler, der forhindrer, samme drama gentager sig.

"Når vi sidder ved forhandlingsbordet, så jeg gerne, at man så har talt sig frem til, hvad der er de helt grundlæggende opfattelser af eksempelvis lønmodellen. Så vi ikke skal have det cirkus igen, hvor vi diskuterer lønmodeller og løngab. Den slags slagsmål skal vi være færdige med i tide," siger Mona Striib til Avisen.dk.

Skolevalget er udskrevet
Mens vi er flere, der stadig er spændte på, hvornår mon statsministeren udskriver det folketingsvalg, der senest skal afholdes 17. juni i år, udskrev Løkke i går et andet valg.

Det er nemlig igen blevet tid til skolevalg, hvor landets skoleelever i 8., 9. og 10. klasse får mulighed for at prøve kræfter med stemmeafgivelse. Skolevalget indledes med et tre ugers undervisningforeløb, inden det sluttes af med selve valgdagen 31. januar, hvor eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver opsat valgbokse og stemmeurner på skolerne.

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) besøger Camp Adventure ved Haslev og Ulvshale Skov på Møn for at se de vilde heste. 
  • Klokken 10.00: Kulturminister Mette Bock (LA) sætter gang i arbejdet med kulturprojekter til børn og unge i udsatte boligområder. Det finder sted i Vollsmose i Odense.
  • Klokken 13.00: Den årlige Europa-konference løber af stablen i dag, hvor ledende politikere, erhvervsfolk og internationale eksperter samles. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), S-formand Mette Frederiksen og EU-kommissær Margrethe Vestager (R) vil være på talerstolen. Tidligere klimakommissær Connie Hedegaard (K) er også blandt talerne.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00