Dagens overblik: Mette F taler om pension på 1. maj, og V har skiftet mening om en skat

NYHEDSOVERBLIK: Det fyger med røde meldinger på 1. maj, Løkke varsler pensionsaftale torsdag, og Venstre åbner nu for skat på tech-giganter. Her er onsdagens politiske overblik.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Så er vi klar med en rundtur i de politiske nyheder, som de ser ud på denne 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag.

Naturligt nok er det formændene for de røde partier, der dominerer nyhedsbilledet med forskellige meldinger. Vi tager dem én for én.

Men først skal vi lige have på plads, hvilket parti de danske arbejdere egentlig foretrækker at stemme på.

Førstepladsen går til Socialdemokratiet, som dermed overtager titlen som det største arbejderparti fra Dansk Folkeparti. Sidste år på 1. maj foretrak flest ufaglærte og faglærte arbejdervælgere DF, men en del er altså sevet til S i mellemtiden.

Det viser en analyse, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

SF har fem forslag
Pia Olsen Dyhr vil bruge dagen på at sætte fokus på den offentlige sektor, og hun præsenterer i sin 1. maj-tale et udspil med fem initiativer, der skal bringe offentligt ansattes arbejdsglæde tilbage:

  1. Partiet vil lukke Moderniseringsstyrelsen. SF vil i stedet oprette "Styrelsen for godt arbejdsliv".
  2. Derudover skal ressourcerne i højere grad følge opgaverne. Regeringens mål om en offentlig vækst på 0,3 procent om året er ifølge SF ikke nok til at følge den demografiske udvikling, der blandt andet betyder, at der kommer flere ældre.
  3. Arbejdsmiljøet skal styrkes, hvilket også vil nedsætte sygefraværet og frigøre penge.
  4. Der skal være mere fleksibilitet.
  5. Personaleplejen skal gøres bedre eksempelvis ved tilbud om valgfri motion i arbejdstiden.

”Vi vil have, at de offentligt ansatte kan mærke, at der kommer en rød arbejdsgiver,” siger hun i sin tale onsdag morgen hos 3F i Storkøbenhavn, skriver Ritzau ifølge blandt andre Berlingske.

Mette Frederiksen: De borgerlige har ødelagt efterlønnen
Socialdemokraternes formand holder tale fire gange i dag, og den første holdt hun klokken 7 i Aalborg.

Hun indledte – utraditionelt for en 1. maj – med at tale om klimaudfordringen. Men også Socialdemokraternes forslag om ret til tidligere tilbagetrækning for nedslidte fyldte meget i talen.

Mette Frederiksen sagde, at der er behov for den nye rettighed, fordi ”de borgerlige partier har ødelagt efterlønnen”.

”Og for et par år siden prøvede Lars Løkke gudhjælpemig at hæve pensionsalderen. Kan I huske det?,” spurgte S-formanden tilhørerne.

Hun tog også forskud på debatten om den aftale, regeringen forsøger at lande som modsvar til Socialdemokraternes forslag, nemlig en bedre mulighed for seniorpension for nedslidte.

”Vi støtter selvfølgelig gerne en forbedring af seniorpensionsordningen, men det er bare ikke nok. For man skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden man er så nedslidt, at man ikke kan arbejde,” sagde Mette Frederiksen i talen, som blev sendt på TV 2 News.

Skipper: Opsig velfærdsforliget
Men Socialdemokraternes forslag om at lade folk med fysisk hårdt arbejde og mange år på arbejdsmarkedet gå tidligere på pension er heller ikke nok.

Det mener Enhedslistens Pernille Skipper, som bruger sin tale til at opfordre Mette Frederiksen til at droppe velfærdsforliget – altså den politiske aftale fra 2006, som betyder, at pensionsalderen gradvis bliver optrappet. For hvis pensionsalderen gradvis stiger, gør det ikke en stor nok forskel, at nogle får lov at gå fra en anelse før, mener Skipper.

”Vi er ikke i mål, hvis en murer kan gå fra som 72-årig i stedet for som 75-årig. Det holder altså ikke,” siger hun i sin tale ifølge en pressemeddelelse.

”Så drop Lars Løkke, drop det velfærdsforlig. Kom. Lad os lave en rød aftale,” siger Pernille Skipper.

S er samtidig presset af Radikale, DF og regeringen. De mener nemlig slet ikke, at S kan gennemføre sit forslag om en ret til tidligere pension for nedslidte, hvis ikke de opsiger velfærdsforliget.

Læs også

Løkke: Der kommer en løsning i morgen
De blå partier er også på banen med nyheder, selvom det er de rødes store dag. 

Først er der statsministeren, som på Twitter mere end antyder, at regeringen forventer at lande en aftale om seniorførtidspension i morgen torsdag.

Dermed er banen formentlig gjort klar til, at Løkke kan udskrive folketingsvalget.

Venstre åbner for skat for tech-giganter
It-giganter som Facebook og Google betaler ikke nok skat i Europa og Danmark. 

Det siger skatteminister Karsten Lauritzen til Jyllands-Posten. Derfor åbner Venstre nu for en EU-skattelovgivning mod tech-giganter, selvom regeringen for nylig har været med til at blokere for netop dét på EU-niveau.

Sidste år foreslog EU-Kommissionen, at tech-giganter beskattes af deres omsætning i stedet for deres overskud. Det vil give flere penge i landenes statskasser, fordi virksomhederne i dag slipper uden om skat ved at kanalisere overskuddet andre steder hen. 

Det forslag blokerede Danmark for. Men nu kalder Lauritzen omsætningsskatten for "en realistisk mulighed", selvom han i første omgang opfordrer virksomhederne til at betale af sig selv.

”Det her er en trussel mod tech-giganterne om, at hvis I ikke selv bidrager til at få løst denne urimelighed, så er der ingen anden vej tilbage end at indføre særregler i EU og i sidste ende særregler i Danmark,” siger ministeren.

Regeringen fremlægger udspil om affald
Vi kan også lige få med, at regeringen onsdag morgen har offentliggjort et nyt udspil, og det handler om affald. For Danmark skal forebygge affald – altså skabe mindre affald – og mere affald skal genanvendes, skriver regeringen i en pressemeddelelse.

”Det er ufornuftigt at lade råmaterialer og kritiske naturressourcer gå op i røg, når de kan genanvendes og indgå i nye produkter. Vi skal skabe rammerne for, at innovative genanvendelsesvirksomheder vil etablere sig i Danmark, hvor vi har en lang tradition for grønne løsninger,” siger finansminister Kristian Jensen.

Det sker i dag

  • Der er 1. maj-arrangementer og taler rundt om i landet. Se mere om politikernes program her.
  • Klokken 9.30 Statsråd på Christiansborg Slot
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)









0:000:00