Dagens overblik: Mette Frederiksen varsler økonomisk kompensation til minkavlere

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen er i færd med at undersøge, hvordan minkavlerne kan blive hjulpet økonomisk, efter krav om at alle mink i Danmark skal aflives. Mette Frederiksen har fået svar på sin coronatest, og forslag om europæisk mindsteløn splitter partier på Christiansborg. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til ugens næstsidste nyhedsoverblik.

Mens det amerikanske valg malede det danske nyhedsbillede gult med den ene breakingbjælke efter den anden, indkaldte statsminister Mette Frederiksen (S) til et pressemøde onsdag, der endte med at tage dagsordenen.

Muteret coronavirus i mink og mennesker risikerer nu at skade effekten af en fremtidig vaccine. Og derfor skal alle mere end 14 millioner danske mink aflives, lød beskeden fra statsministeren.

Det rammer 1.000 minkfarme i Danmark og dermed en del danskere, som lever af produktionen af minkpels. Der er dog hjælp på vej til de berørte danskere og deres familier, lover Mette Frederiksen i et opslag på Facebook efter pressemødet.

”Selvom det er en ringe trøst, så er vi nu i fuld gang med at se på, hvordan vi kan hjælpe de berørte minkavlere økonomisk,” skriver hun.

Nogle ord om vaccine, Nordjylland og mink. Og de store beslutninger, regeringen har taget og i dag annonceret. Vores...

Slået op af Mette FrederiksenOnsdag den 4. november 2020

Den muterede virus er blevet sporet hos 12 personer i Nordjylland, og regeringen vil i dag præsentere en række lokale restriktioner, der skal inddæmme smitten i området, så den nye type virus ikke spreder sig.
 
Læs mere om onsdagens pressemøde her.

Læs også

Mette Frederiksen har ikke corona
Det blev ikke til mange timer i selvisolation for Mette Frederiksen, der onsdag morgen valgte at gå i isolation, i kølvandet på at justitsminister Nick Hækkerup (S) fik konstateret, at han er smittet med coronavirus.

Onsdag aften fik Mette Frederiksen svar på sin test, hvor der ikke var spor af smitte. Dermed kan hun nu genoptage de dele af sit arbejde, der kræver fysisk fremmøde. Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Testreglerne for personer, der har været i tæt kontakt med smittede, kræver dog, at hun skal testes endnu en gang om to dage, og selvom reglerne ikke kræver isolation mellem de to test, vil statsministeren, så vidt det er muligt, fortsat foretage sit arbejde virtuelt.

Samtidig med Mette Frederiksen er 11 andre ministre blevet testet og gået i coronakarantæne. Endnu en kunne onsdag fejre et negativt testsvar, og det er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som ligeledes ikke er smittet med coronavirus.

Forslag om europæisk mindsteløn splitter partier
Der er rørende enighed blandt Folketingets partier om, at EU-Kommissionens forslag om en europæisk mindsteløn er en rigtig dårlig idé, fordi det kan skade den danske arbejdsmarkedsmodel.

Men partierne er ikke enige om, hvordan Danmark skal håndtere forslaget. Det skriver Altinget EU.

Skal man fokusere på en grundig forhandling om forslaget? Skal man appellere om at få det skrottet? Eller skal der trækkes et gult kort, som viser, at Kommissionen med sit forslag bevæger sig ind på et område, hvor EU ikke må blande sig? Det bør være det sidste, mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Men Venstre og Socialdemokratiet er mere forbeholden og vil endnu ikke fastlægge sig på, hvilket værktøj der skal bruges.

Læs mere på Altinget EU.

Det sker i dag

  • I USA er det endnu uvist, hvem der bliver landets præsident. Stemmeoptællingen er stadig i fuld gang i fem afgørende svingstater. Du kan følge med i stemmeoptællingen her - og her kan du læse om, hvilke valgresultater du skal holde øje med.
  • Klokken 10.00: I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet forslag om indførelse af pligt til at anvende styrthjelm ved kørsel på trehjulede og visse firehjulede motorkøretøjer.
  • Klokken 11.30: Miljø- og Fødevareudvalget har miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om målsætningen i de kommende vandplaner og konsekvenserne for landbruget.
  • Klokken 15.00: Sundheds- og Ældreudvalget har kaldt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i åbent samråd om behovet for en sundhedsreform med fokus på investeringer i det nære sundhedsvæsen, som følge af overbelægning på hospitalerne samt kapacitetsproblemer på supersygehusene.
  • Klokken 16.00: Åbent samråd med finansministeren Nicolai Wammen (S) om de foreslåede besparelser i regeringens finanslovsforslag.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00