Dagens overblik: Minkordre var i strid med grundloven, men støttepartier giver afdæmpet kritik

NYHEDSOVERBLIK: Regeringens ordre til minkavlerne om at aflive alle mink var i strid med grundloven, siger flere eksperter. Og internt i Venstre mødte Jakob Ellemann-Jensen stærk modstand, da han forsøgte at lægge en pragmatisk linje over for regeringen i minksagen. Få overblikket tirsdag morgen.

Vi er klar med en kort gennemgang af de vigtigste nyheder i dansk politik på en tirsdag, hvor der er godt kog i Christiansborg.

Presset vokser nemlig på regeringen i sagen om aflivning af mink efter fund af en muteret udgave af coronavirus blandt pelsdyrene. Flere medier har talt med juraeksperter, som vurderer, at det var i strid med grundloven, at regeringen beordrede alle mink - også de usmittede mink i områder uden smitteudbrud - aflivet.

"Man påbyder dem at gøre noget, som man ikke har hjemmel til i lovgivningen. Så den ordre, den er grundlovsstridig," siger eksempelvis lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen til Berlingske.

"Du skal begynde på aflivning"
Fødevareminister Mogens Jensen (S) erkendte allerede søndag aften, at der ikke var lovhjemmel til at beordre alle mink aflivet. Men han brugte i et svar til Altinget og andre medier formuleringen, at "regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarmere med en opfordring til at påbegynde aflivninger".

Men den mail, Fødevarestyrelsen sendte ud til alle minkavlere i sidste uge, ligner mere en ordre end en opfordring.

Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov (K) har lagt mailen frem i et tweet, hvor man blandt andet kan se, at avlere uden for smittezonerne får denne besked: "Du skal derfor begynde aflivning og pelsning hurtigst muligt".

Støttepartier med afdæmpet kritik
Mens de blå partier raser og kalder hele sagen om minkaflivninger en skandale, er kritikken fra regeringens støttepartier foreløbig afdæmpet. Enhedslisten kalder forløbet "dybt utilfredsstillende", men vil nu hjælpe regeringen med at få lovgrundlaget på plads af hensyn til folkesundheden.

Radikale kalder forløbet "noget rod" i Jyllands-Posten.

Regeringen har ikke villet stille op til interview om sagen, men statsminister Mette Frederiksen (S) skal i dag i spørgetime i Folketinget. Følg med på Altinget fra klokken 13.

Ellemann mødte intern modstand
Også i Venstre har minksagen skabt ballade. Her har partiformand Jakob Ellemann-Jensen nemlig ifølge Avisen Danmark mødt voldsom intern modstand mod den linje, han lagde an til at lægge over for regeringen.

Ellemann sendte søndag aften en fællesmail til folketingsgruppen og partiets ansatte på Christiansborg, hvor han opfordrede til en linje, som af flere modtagere blev tolket som regeringsvenlig.

Al kommunikation fra partiet skulle - ifølge mailen refereret af Avisen Danmark - tage udgangspunkt i tillid til myndighedernes anbefaling, Danmarks omdømme i resten af verden, og hensynet til at landets virksomheder kan blive ramt på eksporten, hvis der bliver skabt tvivl om, hvorvidt Danmark har styr på situationen.

Det blev ikke godt modtaget i baglandet, og Ellemann var dagen efter pludselig ude i medierne med hård kritik af regeringen.

Læs om det, som avisen kalder "et oprør af en styrke, der tidligere har kunnet sætte et formandsopgør i gang", her.

Finanslovsforhandlinger i gang
Der foregår dog også andre væsentlige ting end minksagen. For eksempel holdt finansministeren i går sættemøder med støttepartierne om næste års finanslov. Og han fremlagde selv tre forslag til initiativer, der skal sætte gang i økonomien under coronakrisen.

Men især forslaget om at fordoble boligjobordningen - det såkaldte håndværkerfradrag - får kritik fra støttepartierne. Det er en nemlig en ordning, de alle tre ønsker afskaffet - og det mente S også indtil for nylig.

Læs mere her:

Vi har også samlet et overblik over støttepartiernes hovedkrav ved forhandlingerne

Det sker i dag

  • Udenrigsministeren besøger Østafrika
  • Klokken 9: Kommissionen om Skat holder afhøringer
  • Klokken 10: Møde i Folketingets Udvalget for Forretningsordenen om hastebehandling af minklov
  • Klokken 13: Møde i salen med udvidet spørgetime med statsministeren

Forrige artikel Støttepartier måber over S, som for kort tid siden ville afskaffe boligjobordning Støttepartier måber over S, som for kort tid siden ville afskaffe boligjobordning Næste artikel Mette Frederiksens taleskriver forlader Statsministeriet Mette Frederiksens taleskriver forlader Statsministeriet