Dagens overblik: Frederiksen rejser til Nato-topmøde i London

NYHEDSOVERBLIK: Statsminister Mette Frederiksen rejser til Nato-topmødet i London og har milliarder med i bagagen. Få det fulde overblik over finanslovsaftalen og dagens nyheder om dansk politik lige her. 

Foto: POOL/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske nyhedsoverblik dagen derpå, at regeringen mandag aften endelig kunne præsentere en aftale om næste års finanslov. 

Aftalen, der kom i hus efter næsten to måneders forhandlinger mellem regeringen, støttepartierne og til sidst også Alternativet, rummer et løft af velfærdssamfundet på blandt andet sygehusene, folkeskolerne- og daginstitutionerne.

Der skal ansættes nye sygeplejersker, lærere og pædagoger, og der er også afsat penge til en række løft af blandt andet psykiatriområdet, universiteterne, ældreplejen og kulturlivet.

Der er desuden en række række grønne tiltag, der vil batte på både klima- og miljøområdet. Der oprettes en ny klimafond, afsættes penge til blandt andet udtagning af landbrugsjord, fastholdelse af afgiftsfritagelsen for elbiler og udlægning af mere urørt skov.

Alt det – og meget mere – skal blandt andet finansieres af et indhug i det økonomiske råderum, en tilbagerulning af lempelsen af arveafgiften ved overdragelse af virksomhed, nye punktafgifter, højere skat på onlinekasino og besparelser på statens konsulentforbrug. 

Du kan få det fulde overblik over nye indtægter og udgifter for staten her.

Læs også

Holstein: Aftalen er spiselig for alle parter
Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, vurderer, at alle partierne bag aftalen kan være tilfredse. De har hver især formået at sætte deres tydelige aftryk, og de færreste danskerne vil føle sig alvorligt truffet af finansieringsdelen.

"Det er en finanslov, der bør være let at sælge for de fem partier bag, fordi den både prioriterer velfærd og klima, som var afgørende i valgkampen," siger han og fortsætter:

"Omvendt er det de færreste vælgere, der bliver voldsomt generet. Der kommer afgrænsede skatte- og afgiftsstigninger som for eksempel højere cigaretpriser og en hævelse af bo- og arveafgiften, men der er ingen smertefulde reformer indbygget i denne finanslov."

Du kan læse hele analysen her

Reducerer klimaudslip med 0,5 millioner ton
Med finanslovsaftalen bliver der som nævnt blandt andet oprettet en ny klimafond og afsat penge til udtagning af dårlig landbrugsjord.

Afgiftsfritagelsen for elbiler bliver forlænget, og der sættes penge af til grønne busser og etableres en selvstændig skovfond.

Det skriver Politiken.

De samlede grønne initiativer ventes ifølge at reducere udledningen af drivhusgasser med 0,5 millioner ton om året.

"Det er et absolut minimum. Men et kæmpe skridt fremad," siger politisk leder Morten Østergaard fra Radikale til avisen.

Højere skatter og afgifter skal betale
Hele finanslovsgildet skal betales gennem en lang række af højere afgifter og skatter. 

Det skriver Berlingske, der har lavet en grundig gennemgang af aftalens finansiering.

Aftalen betyder blandt andet en tilbagerulning af den planlagte nedsættelse af afgiften på ejerskifter i familieejede virksomheder, ligesom skattefritagelsen på fri telefon droppes, og der lægges afgifter på leasede firmabiler. 

Prisen for cigaretter sættes op til 60 kroner pakken, og tinglysningsafgiften, som man betaler i forbindelse med køb af ejendom hæves som én af en række punktafgifter. 

Berlingske har spurgt Nicolai Wammen, om han så er færdig med at hæve skatter og afgifter, og det vil finansministeren ikke afvise.

"Vi har ikke andre planer på skatte- og afgiftsområdet end det, vi har lagt frem her i denne her finanslov. Til næste år skal vi lave en ny finanslov, og så tager vi diskussionen om finansieringen til den tid," siger han.

Frederiksen går til Nato-topmøde
Vi skal også forbi en historie, der intet har med den ellers altoverskyggende finanslovsaftale at gøre. 

Statsminister Mette Frederiksen rejser nemlig sammen med resten af Nato-samarbejdets stats- og regeringschefer tirsdag til London for at deltage i et Nato-topmøde.

Her skal statsministeren blandt andet mødes med den amerikanske præsident, Donald Trump, der flere gange har krævet, at Danmark hæver sit forsvarsbudget og bidrag til forsvarssamarbejdet. 

Men Mette Frederiksen har forberedt sig og tager en pose penge med til mødet, skriver Berlingske.

”Konkret vil jeg foreslå, at vi bruger en del af pengene fra det nuværende forsvarsforlig direkte på Arktis, og at vi bruger halvanden milliard kroner til en ny og forstærket indsats i området. Det er et arbejde, der skal tilrettelægges meget nøje med Grønland og Færøerne, og vi skal også samarbejde med amerikanerne om det,” siger Mette Frederiksen til avisen.

Statsministeren ventes at holde et pressemøde klokken 15.45.

Det sker i dag

  • Klokken 09.00: EU's justits- og indenrigsministre mødes for at debattere udveksling af e-beviser med USA. Danmark vil på grund af retsforbeholdet ikke umiddelbart påvirkes. 
  • Klokken 09.00: Pisa-undersøgelsen 2018 offentliggøres. 
  • Klokken 11.00: Nato-topmødet i London begynder. Statsminister Mette Frederiksen deltager.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00