Dagens overblik: Nu kan regeringen forbyde forsamlinger ned til to personer

NYHEDSOVERBLIK: Folketinget har vedtaget hasteloven, der gør det muligt for regeringen at indskrænke forsamlingsfriheden yderligere. Formandskandidat melder sig ud af Alternativet. Hjemløse får økonomisk hjælp. Få overblik over dagens politiske nyheder. 

Godmorgen og velkommen til Altingets daglige politiske nyhedsoverblik.

Regeringen fik med et bredt flertal i ryggen sent tirsdag aften vedtaget den hastelovgivning, der vil gøre det muligt at forbyde forsamlinger på ned til to personer.

Lovgivningen betyder ikke, at det allerede nu er ulovligt at forsamles tre eller flere, men den giver regeringen mulighed for at indskrænke forsamlingsfriheden, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Hasteloven blev vedtaget med 96 stemmer for og nul imod, skriver Ritzau ifølge DR.

Berlingske har i dag en fin artikel om forhandlingerne om hastelovgivningen, der foregik i Folketingets sundhedsudvalg mandag aften, kort efter at statsminister Mette Frederiksen havde åbnet for en snarlig genåbning af det danske samfund.

Her var flere borgerlige politikere forundrede over, at regeringen på den ene side ville gennemføre hasteloven om en mulig indskrænkning af forsamlingsfriheden, samtidig med at Frederiksen fortalte danskerne, at det allerede gik den rigtige vej.

"Jeg synes, det er dobbeltkommunikation. Med den ene hånd signalerer statsministeren, at nu er vi nærmest ovre på den anden side, og med den anden hånd sidder vi og vedtager love, som potentielt kan være meget indgribende i forhold til eksempelvis folks forsamlingsfrihed," siger sundhedsordfører i Venstre Martin Geertsen. 

Hvornår åbner Danmark igen?
Flere af dagens aviser skriver her til morgen om den forestående genåbning af det danske samfund. Genåbningen kan blive en realitet efter påske, hvis covid-19-smitten stadig er under kontrol til den tid.

I vores egne spalter kan man læse et interview med professor i folkesundhed Lone Simonsen, der er forsigtigt optimistisk for genåbningen.

”Vi har med tiltagene opnået kontrol og ligger godt i kurven af smittede. Smittetrykket er cirka halveret,” siger Lone Simonsen og tilføjer:

”Man bliver nødt til at åbne noget op efter påske. Det kan ikke bare fortsætte. Bare spørg økonomerne – de synes, det er forfærdeligt.”

Du kan læse hele interviewet her.

Partiledere: Følg myndighedernes råd
I Berlingske kan man læse, at partilederne i en stribe af partier vil lade genåbningen være helt afhængig af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. 

Men partilederne har alligevel forskellige prioriteter for genåbningen. DF mener, at regeringen bør opfordre folk til at sætte gang i forbruget af blandt andet håndværkere for at skabe mere ”indenlandsk efterspørgsel”.

Radikale advarer mod, at genåbningen bliver til et politisk slagsmål, men foreslår, at børnenes hverdag skal hurtigst muligt tilbage til normalen, så også deres forældre kan vende tilbage til mere normale arbejdsdage, mens både SF, Enhedslisten og Konservative opfordrer ifølge avisen til forsigtighed, så smitten ikke spreder sig hurtigt igen.

Hjemmeundervisning fortsætter efter påske
Jyllands-Posten skriver i dag om genåbningen, at der sandsynligvis vil gå længere tid end blot til påske, inden skoler og gymnasier er klar til at starte op igen.

”Vi skal undgå, at skolerne bliver til en smittebunke. Man må nok se i øjnene, at nødundervisningen fortsætter en rum tid endnu,” siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

Exit Scavenius
Theresa Scavenius, der tidligere på foråret stillede op som formandskandidat i Alternativet og dengang tabte kampen til Josephine Fock, har meldt sig ud af partiet.

"Jeg har taget konsekvensen af partiets de facto opløsning og har meldt mig ud," skriver hun på Facebook.

Håndsrækning til hjemløse
Et enigt Folketing har besluttet at sende 5,5 millioner kroner afsted efter ni organisationer, der hjælper landets hjemløse.

Det skriver Altinget.

Pengene skal ifølge aftalen gå til, at organisationerne kan udvide deres eksisterende tilbud eller til at leje værelser til hjemløse, der har behov for at komme i coronakarantæne.

DI: Lav klimainvesteringer nu
Dansk Industri opfordrer i Børsen til, at post-corona-økonomien kickstartes med store investeringer i den grønne omstilling.

Det skal sætte gang i de økonomiske hjul og samtidig føre samfundet i en mere bæredygtig retning, mener DI-direktør, Lars Sandahl Sørensen 

"Yderligere investeringer i det og i teknologier, der kan reducere vores energiforbrug og fremme brugen af alternative energikilder – store investeringer, som vi alligevel som samfund har tænkt os at give os i kast med i takt med den grønne omstilling og klimaudfordringerne,” siger han. 

Det sker i dag

  • Klokken 8.30: Nationalbanken offentliggør en længe ventet prognose over dansk økonomi i lyset af coronakrisen. Der er et online-pressemøde for journalister 10.30.
  • Klokken 11.00: Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, holder pressemøde før torsdagens udenrigsministermøde, der for første gang holdes som en videokonference.
  • Klokken 14.00: Myndighederne stiller op til det daglige pressemøde om coronakrisen.

Forrige artikel Ungarsk forsker: Man kan ikke længere kalde mit land for et demokrati Ungarsk forsker: Man kan ikke længere kalde mit land for et demokrati Næste artikel Nationalbanken med dystert varsel: Krisen koster stort væksttab i 2020 Nationalbanken med dystert varsel: Krisen koster stort væksttab i 2020