Dagens overblik: Ny aftale genåbner dele af sundhedsvæsenet efter påske

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen har indgået en aftale med regionerne og kommunerne, der skruer op for kapaciteten i sundhedsvæsenet igen. Det sker kort tid efter, de politiske forhandlinger om en genåbningsplan på området brød sammen. Få overblik over tirsdagens politiske nyheder.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke indgik mandag aften en aftale om delvis genåbning af sundhedsvæsenet med regionerne og kommunerne.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke indgik mandag aften en aftale om delvis genåbning af sundhedsvæsenet med regionerne og kommunerne.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske morgenoverblik, der nu er vendt tilbage efter en uges påskeferie.

Vi lægger ud med nyheden om, at dele af sundhedsvæsenet begynder at åbne igen efter påske.

Det er resultatet af en ny aftale mellem regeringen, Danske Regioner, KL og de praktiserende lægers organisation, PLO.

Aftalen skruer op for kapaciteten i sundhedsvæsenet igen med det formål at nedbringe ventetiderne for de patienter, der har fået udskudt undersøgelser og behandlinger i kølvandet på udbruddet af coronavirussen.

Nyheden om den nye aftale kom få timer efter, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, fortalte på Twitter, at de politiske forhandlinger om det selvsamme var brudt sammen på Christiansborg.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) udtaler, at regeringen var nødsaget til at indgå en aftale med regionerne og kommunerne, fordi der ikke kunne findes bred opbakning blandt partierne:

”Vi havde gerne set en bred politisk aftale, men idet der ikke var politisk vilje til dette, går regeringen nu sammen med regionerne, KL og de praktiserende læger om at skrue op for aktiviteten i sundhedsvæsenet. Vi er dermed også klar til at afsætte de nødvendige midler til at sikre, at vi kan arbejde os hen imod en genindførelse af patientrettighederne,” udtaler Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Netop patientrettighederne var årsagen til, at Venstre forlod forhandlingerne med regeringen. Partiet har krævet, at regeringen fremlægger en klar plan for, hvornår patienternes behandlingsgaranti kan indføres igen. Den garanti blev midlertidig suspenderet for at frigive kapacitet til at håndtere patienter med coronavirus.

Den nye aftale indebærer også, at de praktiserende læger gør sig klar til at modtage flere patienter, mens kommunerne vil genoptage opgaver med rehabilitering, genoptræning og misbrugsbehandling.

Frederiksen lover partierne indflydelse på genåbning
Statsminister Mette Frederiksen (S) har afgivet et løfte til partilederne på Christiansborg om, at de vil få indflydelse på, hvordan den næste fase af genåbningen af Danmark skal skrues sammen.

Det skriver Berlingske, der er i besiddelse af en e-mail, som Mette Frederiksen har sendt til partilederne for en uge siden.

I mailen lover hun, at hun vil indkalde til et møde senere i april, hvor lederne kan blive orienteret om effekten af den første del af genåbningen – åbning af dagtilbud og skoler for de mindste børn – som træder i kraft i denne uge.

”I umiddelbar forlængelse heraf vil jeg, som vi aftalte i går, indkalde til politiske forhandlinger omkring fase to af genåbningen, sådan at regeringen og partierne, i videst muligt omfang, sammen kan designe den næste fase af genåbningen,” skriver statsministeren ifølge Berlingske.

Mailen blev sendt 7. april, hvilket var dagen efter pressemødet i Statsministeriet, hvor første fase af genåbningen blev præsenteret. I forbindelse med det pressemøde fik hun en del kritik fra oppositionen for manglende inddragelse af Folketingets partier i udformningen af genåbningsplanen.

Vismænd: Sænk elafgiften, og genstart økonomien
En lettelse af elafgiften skal skubbe gang i det danske forbrug, der er stagneret under coronakrisen.

Sådan lyder det fra de økonomiske vismænd i en kronik i Politiken, hvor de kommer med deres bud på, hvordan Danmark kommer ud af krisen.

En lavere elafgift skal give danskerne flere penge mellem hænderne, som de kan bruge på shopping og restaurantbesøg, hvilket kan styrke efterspørgslen. Når krisen er overstået, skal den lavere elafgift samtidig bane vejen for stigende CO2-afgifter, hvilket på den længere bane er nødvendigt for at nå i mål med den grønne omstilling ifølge vismændene.

”Derved understøtter vi økonomien nu, og samtidig placerer vi os på en omkostningseffektiv ’sti’, der leder os hen mod klimaneutralitet. Så spiller tingene sammen, og udsigterne for den danske økonomi forbedres. Både på kort sigt og på længere sigt,” skriver vismændene i kronikken.

Ifølge Politiken kalder Socialdemokratiet det for et relevant forslag, mens Venstre melder sig klar til at drøfte det med regeringen.

Regeringen ændrer retningslinjer efter kritik
Regeringen retter sig nu efter den bekymring, der er blevet rejst af både forældreorganisationer og flere partier på Christiansborg.

Retningslinjerne for genåbningen af dagtilbud og folkeskoleklasser til og med 5. klasse bliver ændret således, at børn med coronasmittede i familien alligevel ikke skal møde op i skole.

Det skriver Ritzau.

Tidligere fremgik det af retningslinjerne, at børn skal tage i skole, selvom de deler husstand med en person, der er smittet med coronavirus.

”Mange har været usikre på, om der er taget de rette forholdsregler, når skolerne og dagtilbud igen åbner på onsdag, siger Magnus Heunicke ifølge Ritzau og tilføjer:

”Det gælder særligt spørgsmålet, om børn skal møde i dagtilbuddet eller skolen, hvis en i hjemmet er smittet med covid-19. Den usikkerhed tager regeringen nu konsekvensen af.”

Regeringens ændring af retningslinjerne kommer efter, at blandt andet tre af landets store kommuner – Aarhus, Aalborg og Odense – havde meddelt, at de ville trodse de gældende retningslinjer og holde børnene hjemme.

En historie fra påsken: Hård kritik af Skatteministeriet
Vi slutter dagens overblik af med en nyhed fra påsken. Søndag morgen berettede TV 2, at Skatteministeriet får hård kritik i en endnu ikke offentliggjort rapport fra Rigsrevisionen.

Ifølge Rigsrevisionen har Skatteministeriet ikke haft ordentligt styr på momsområdet. Der mangler et milliardbeløb, og Skatteministeriets og Skatteforvaltningens kontrol af momsbetalingerne er kritisabel:

”Rigsrevisionen vurderer, at Skatteforvaltningen med de gennemførte kontroller ikke har sikret, at virksomhederne har afregnet korrekt moms, og at Skatteforvaltningen, ved at kontrollere en større del af de 98 procent af virksomhederne, der i dag ikke udsættes for kontrol, ville kunne øge skatteindtægterne med et væsentligt milliardbeløb,” skriver Rigsrevisionen i rapporten ifølge TV 2.

Endelig kritiserer Rigsrevisionen også ministeriet og forvaltningens håndtering af dem, der indberetter forkert moms og dem, der slet ikke indberetter moms.

Rapporten skal behandles af Folketingets statsrevisorer 17. april.

Det sker i dag

  • Klokken 10.00: Beskæftigelsesministeriet offentliggør, hvor mange personer der har meldt sig ledige dagen forinden. Tallene kommer dagligt på grund af coronakrisen.
  • Klokken 14.00: EU's undervisningsministre holder videokonference om covid-19-pandemiens indvirkning på uddannelsesområdet.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00