Dagens overblik: Organisationer kritiserer regeringens børnetilskud

NYHEDSOVERBLIK: Aftale om tilskud til økonomisk udsatte familier kritiseres for at overse en stor gruppe børnefamilier. Og så vil sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) presse kommuner til at styrke ældreområdet. Få dit overblik her.

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, kalder regeringens børnetilskud "helt uforståelig".
Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, kalder regeringens børnetilskud "helt uforståelig".Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Godmorgen og velkommen til dagens overblik.

Som dagene bliver kortere, kommer vi tættere og tættere på en finanslovsaftale, men der er stadig en række store knaster, før regeringen kan nå til enighed med sit parlamentariske grundlag.

En af knasterne er spørgsmålet om afgifter på elbiler, lyder det fra Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

”Det giver ikke så meget mening, at vi skal opleve, at afgifterne på elbiler stiger, når et stort flertal sidder og forhandler om en klimalov, der blandt andet baserer sig på, at der skal køre flere elbiler i Danmark,” siger Morten Østergaard til nyhedsbureauet Ritzau oven på onsdagens forhandlinger.

De Radikale er altså på linje med Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti, der med et beslutningsforslag vil udsætte indfasningen af registreringsafgiften for elbiler med et år. Dermed vil der kunne dannes et flertal for afgiftsfrie elbiler uden om regeringen.

På Altingets transportportal kører netop nu en debatserie om afgiften på elbiler, som du kan læse mere op på her.

Børnetilskud forbigår fattige børn
Siden statsminister Mette Frederiksen (S) i foråret gik til valg på at være ”børnenes statsminister”, har børnefattigdom været på politikernes læber, og i begyndelsen af september kunne beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsentere sin første politiske aftale.

Et nyt skattefrit tilskud skulle hjælpe økonomisk pressede børnefamilier, men aftalen forbigår nogle af landets mest udsatte familier.

Det siger en række organisationer til Jyllands-Posten.

For mens familier, der er på integrationsydelse eller er ramt af kontanthjælpsloftet, hver måned vil få et ekstra tilskud på cirka 550-700 kroner per barn, gælder det ikke familier, der alene er ramt af den såkaldte 225-timersregel.

Reglen betyder, at blandt andet kontanthjælpsmodtagere, der arbejder mindre end 225 timer om året, bliver trukket i deres kontanthjælp eller mister den helt.

”Det er helt uforståeligt. Børn i familier, hvor forældrene er ramt af 225-timersreglen, lever også i børnefattigdom,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, til Jyllands-Posten.

Kommuner sparer på ældreområdet
Og fra børn i fattigdom springer vi nu et par generationer.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) vil fremover sikre, at kommunerne prioriterer nok penge på ældreområdet. Det skal blandt andet ske med en ny velfærdslov samt en udligningsreform.

Det fortæller ministeren til Altingets nye portal, Altinget Ældre, der går i luften i dag.

"Vi har allerede sikret flere penge til den kommunale velfærd – og dermed ældreområdet – i økonomiaftalen med kommunerne. Men der er skåret meget over en lang årrække, så der er brug for en lang genopretning. Og det arbejde tager vi hul på, når vi er færdige med finansloven," siger han.

Selv om kommunerne har fået et økonomisk løft på 1,7 milliarder kroner fra 2020, viser en gennemgang af de kommunale budgetter foretaget af Danske Ældreråd, at hver fjerde kommune forventes at sænke serviceniveauet for ældre.

Læs også

SF vil fyldte klasseværelser til livs
Flere og flere elever i folkeskolen går i klasser med mindst 25 elever, skriver Politiken.

Siden 2009 er det tal steget med 54 procent, viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Tallene viser samtidig, at næsten 20.000 børn går i en klasse med mindst 28 elever, mens det for ti år siden var godt halvt så mange, der gjorde det.

SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, kalder det "en katastrofekurs" og vil nu rejse forslag blandt partierne bag folkeskolereformen om, at der skal være et klasseloft på 24 elever.

Det sker i dag

  • Klokken 09.00: Europa-Parlamentet holder plenarsamling i den franske by Strasbourg. Plenarsamlingen begyndte 25. november og afsluttes i dag.
  • Klokken 10.15: Justitsminister Nick Hækkerup (S) er kaldt i samråd om teledatasagen.
  • Klokken 14.00: Den svenske statsminister, Stefan Löfven, skal i spørgetime i Riksdagen. Löfven og hans regering er for tiden under pres af blandt andet den eskalerende bandekriminalitet.
  • Klokken 20.00: Lederne af de britiske partier mødes til debat om klimapolitik. Premierminister Boris Johnson havde onsdag aften endnu ikke accepteret invitationen til at deltage. Debatten sendes på tv-stationen Channel 4.
  • EU's ministre for konkurrenceevne mødes i dag og i morgen til rådsmøde. Mødet finder sted i Bruxelles. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) deltager.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00