Dagens overblik: Regeringen dropper udskældt omfartsvej

NYHEDSOVERBLIK: S-regeringen lægger det omstridte vejprojekt om Mariager definitivt i graven og venter med at beskatte aktieindkomster til efter finanslovsudspillet. Det er blandt dagens politiske nyheder, hvor Skatteministeriet også kan præsentere en spritny styrelse.

DF's forhenværende transportordfører Kim Christiansen blev kritiseret for at presse idéen om en omfartsvej om Mariager ind i en aftale med regeringen, mens han selv både bor og driver kro i samme by.
DF's forhenværende transportordfører Kim Christiansen blev kritiseret for at presse idéen om en omfartsvej om Mariager ind i en aftale med regeringen, mens han selv både bor og driver kro i samme by.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-SchlegelKasper Frandsen

Godmorgen og velkommen til Altingets politiske overblik.

Vi begynder med den måske mest omdiskuterede omfartsvej, Mariager Omfartsvej, der nu bliver lagt definitivt i graven. Det skriver TV 2.

Finanslovsaftalen mellem VLAK-regeringen og DF fra sidste år havde ellers bevilget 12 millioner kroner til en forundersøgelse af omfartsvejen.

“Jeg mener ikke, at vi fortsat skal kaste skatteborgernes penge efter en Mariager Omfartsvej,” siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til TV 2.

Omfartsvejen indgik i et forlig til 112 milliarder kroner mellem Dansk Folkeparti og den tidligere regering, hvoraf 377 millioner var sat af til omfartsvejen uden om Mariager, som i øvrigt er hjemby for DF's transportordfører, Kim Christiansen.

Vejdirektoratet konkluderede efterfølgende, at der ikke var stort behov for at lede trafikken uden om Mariager.

Ny styrelse for overenskomster
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Sådan lyder navnet på den nye styrelse under Skatteministeriet, som fremover skal håndtere overenskomstforhandlinger for 180.000 ansatte i staten, skriver Altinget.

"Det glæder mig meget, at vi nu har den nye styrelse på plads, så vi kan kickstarte samarbejdet med de offentligt ansatte, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer. Respekt og dialog er nøgleord for mig,” skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Dermed flytter man opgaven med at varetage statens overenskomster væk fra Moderniseringsstyrelsen, som ligger direkte under Finansministeriet. Det skal ses om et led i regeringens forsøg på at mindske ministeriets magt.

Især under lærerkonflikten i 2013, men også i 2015 og senest i 2018 under OK18, har Finansministeriets tætte greb om løn- og arbejdsvilkår været genstand for hård kritik.

Regering gemmer aktieskat til senere
Når regeringen på onsdag i næste uge præsenterer sit finanslovsudspil, bliver der ikke hævet skatter på aktiegevinster og kapitalindkomster.

Det har ellers længe været på S-regeringens ønskeliste, men bliver ikke en del af udspillet, da det reserveres til at finansiere regeringens planer om tidlig folkepension til nedslidte. Det skriver Dagbladet Børsen.

"Når vi ikke har taget tilbagerulning af de store aktieavancer og skatten på boligspekulanter med, er det, fordi vi tidligere har foreslået, at det skal finansiere vores ret til tidligere tilbagetrækning," siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) til Børsen.

Mod slutningen af sidste år foreslog Socialdemokraterne, at skatten på aktieindkomster over 50.000 kroner skal hæves fra 42 til 45 procent. Samtidig skal loftet over skatten på kapitalindkomst løftes fra 42 til 52 procent.

Ekstra EU-regning 
Den danske regering kan blive nødt til at finde 2 milliarder kroner mere i statskassen til EU-budgettet, hvis briterne forlader EU uden en aftale 31. oktober, skriver Altinget.

Det skriver finansminister Nicolai Wammen (S) i et svar til Folketingets Europaudvalg.

"Lykkes det ikke i tilstrækkelig grad at tilpasse budgettet, vil det kunne medføre en betydelig stigning i EU-bidraget," skriver finansministeren. 

Finansminister Nicolai Wammen slår i sit svar fast, at Danmark dog vil kæmpe for, at det hul i budgettet, som briterne efterlader, ikke bliver dækket med øgede bidrag fra medlemslandene. Budgettet bør i stedet "konsolideres og tilpasses den nye virkelighed," skriver han.

Podcast: Ny V-ledelse er en farlig cocktail for K
Den nye ledelse i Venstre kan appellere bredt til mange konservative vælgere, og derfor er valget af Ellemann og Støjberg ikke umiddelbart en positiv nyhed for K, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Lyt til dagens Ajour her.

Læs også

Det sker i dag:

  • Klokken 14:00: Statsminister Mette Frederiksen (S) er kaldt i samråd om etableringen af et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet. Hun skal blandt andet redegøre for, hvilke muligheder Folketinget har for at føre demokratisk kontrol.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00