Dagens overblik: Regeringen får kritik for at gribe ind for sent mod ny coronabølge

NYHEDSOVERBLIK: Eksperter mener, at regeringen har strammet for sent op mod corona denne gang. Computere på borgerservice er brugt i NemID-svindel, og regeringen vil hjælpe fattige lande til at få vacciner. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Godmorgen og velkommen til ugens sidste korte nyhedsoverblik fra Altinget.

Vi lægger ud med historien om, at Mette Frederiksen & co. nu får kritik for at handle for sent mod den nye bølge af coronasmitte i Danmark.

Eksperter vurderer over for Berlingske, at de høje smittetal skyldes, at politikerne ikke har villet sætte så hårdt ind, som man gjorde i foråret.

"Der har manglet en vilje til at lukke samfundet ned. Blandt andet har politikerne og befolkningen haft svært ved at se, hvorfor vi skulle lukke ned, når der var så lidt smitte," siger Viggo Andreasen, lektor i matematisk biologi ved Roskilde Universitet.

En anden ekspert nævner dog, at det var "et godt gamble”, at regeringen samlet set valgte at satse på at holde smittetallene nede og vente på vaccinen frem for at gå efter såkaldt flokimmunitet.

Vaccinehjælp til fattige lande
Regeringen vil give 140 millioner til fattige lande for at understøtte udbredelsen af coronavacciner. Det skriver Ritzau ifølge TV 2.

Myndighederne håber, at de første danskere kan blive vaccineret mod covid-19 fra 27. december. Og nu kræver det globalt ansvar at sikre udbredelse af vacciner til de fattigste lande, mener udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).

”Det er også i dansk interesse, fordi ingen er sikre, før alle er sikre,” siger han til Ritzau ifølge TV 2.

Bevillingerne skal godkendes af Finansudvalget.

Læs også

Ansatte i kirker opfordrer til at aflyse gudstjenester
Mere end 1.000 kirkesangere, præster, kirketjenere og andre ansatte i kirker har i en underskriftsindsamling givet deres støtte til aflysning af julegudstjenester. Det skyldes frygt for coronasmitte, skriver DR.  Underskriftsindsamlingen henvender sig til landets biskopper og regeringen.

”Vi føler en knude i maven over at skulle passe vores arbejde denne jul, fordi vi ved, hvor mange mennesker kirken kommer til at samle, uden at kirken kan garantere for deres sikkerhed," står der blandt andet.

Par med helt små børn, gravide og syge blev ulovligt adskilt
Fem af de 23 ulovligt adskilte asylpar havde børn, mens andre fire par ventede et barn. Og derudover blev sårbare og syge personer også adskilt fra deres partner. Det viser Politikens gennemgang af Instrukskommissionens beretning.

Ifølge beretningen forløb adskillelsen i flere tilfælde dramatisk, og flere af de unge kvinder reagerede ”panisk”, ”græd” og forsøgte at tage deres eget liv.

Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, kalder det en skærpende omstændighed, at der er tale om par, der har børn eller har børn på vej.

”For selvfølgelig har man ret til både sin mor og far, hvis de gerne vil bo sammen,” siger han til Politiken.

Borgerservice også ramt af NemID-svindel
Flere brugere af computere på borgerservicecentre har fået stjålet fortrolige NemID-oplysninger af kriminelle. Det skriver DR på baggrund af dokumenter fra Kommunernes Landsforening (KL).

I sidste uge kunne DR også fortælle, at computere på mindst 46 biblioteker er blevet brugt til svindel.

Kommunerne har reageret, når de er blevet bekendt med et sikkerhedsbrud, og KL samarbejder med Rigspolitiet om de aktuelle sager.

”Men der er desværre ikke nogen garantier for, at de kriminelle ikke udvikler nye metoder, som vi ikke kender til i dag,” skriver direktør i KL Christian Harsløf til DR.

Flertal vil permanent fratage pas fra fremmedkrigere
Folketinget vil nu gøre det muligt at tage statsborgerskabet permanent fra formodede fremmedkrigere, der har mulighed for dobbelt statsborgerskab. Det skriver Ritzau ifølge Berlingske og flere andre medier.

Sidste år blev det muligt at frakende statsborgerskab administrativt uden dom ved en domstol. Loven har indtil videre haft en udløbsdato og er blevet kritiseret af jurister for at svække retssikkerheden. Men nu er der altså flertal for at gøre loven permanent.

Flertal vil grave døde mink op
Det kommer til at koste mindst 100 millioner at fjerne nedgravede mink og køre dem til forbrænding. Det viser et notat fra Fødevarestyrelsen ifølge Politiken.

Alligevel vil et flertal af Folketinget have minkene gravet op.

”Vi taler om en miljøbombe, der bare skal ryddes op hurtigst muligt. Regeringen forsøger at føre en skræmmekampagne for at give os ondt i maven, men det har vi ikke,” siger Konservatives fødevareordfører, Per Larsen, til Politiken.

Det sker i dag

  • Klokken 10: Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det gælder blandt andet forslag om styrket kontrol af udenlandsk arbejdskraft og anden behandling af forslag om indførelse af ret til tidlig pension.
  • Klokken 12: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skal i samråd om besøg på plejehjem på forsvarlig vis. 

  • Klokken 13: Der afholdes virtuelt pressemøde - et såkaldt doorstep - efter det første politiske møde om nye overenskomster for omkring 500.000 kommunalt ansatte. 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00