Dagens overblik: Regeringen foreslår ny ordning for at få afviste asylansøgere til at rejse

NYHEDSOVERBLIK: Mattias Tesfaye (S) forsøger sig med en ny metode til at få afviste asylansøgere til at rejse. Grønlands leder er væltet som formand for sit parti. Og et politisk flertal vil have bedre kontrol med såkaldte klimavenlige varer. Få morgenoverblikket mandag. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Godmorgen, her er nyhederne i dansk politik mandag morgen i helt kort form.

Vi lægger ud med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), som, siden S-regeringen kom til, har haft det som en af sine hovedopgaver at knække koden til, hvordan man kan få flere af de afviste asylansøgere til at rejse ud af landet.

Og nu foreslår Tesfaye så en konkret metode:

Regeringen foreslår en såkaldt go prepare-ordning. Det skriver ministeren i en pressemeddelelse om den nye hjemrejselov, han sender i høring i dag mandag.

Den skal gøre det muligt for et medlem af en familie uden lovligt ophold i Danmark, og som har indgået en hjemrejsekontrakt, at rejse hjem før resten af familien. Resten af familien får så til gengæld forlænget udrejsefristen med 90 dage.

"Jeg har prøvet at sætte mig i de familiers sted, og jeg kan godt forestille mig, at nogle af dem har været væk fra deres land i mange år og ikke har nogen forestilling om, hvordan de skal falde på plads i deres hjemland," siger Tesfaye til Ritzau ifølge Politiken.

Kim Kielsen væltet som partiformand
Grønlands leder, landsstyreformand Kim Kielsen, er ikke længere formand for sit eget parti. Det stod klart ved landsmødet i det socialdemokratiske regeringsparti, Siumut, søndag eftermiddag, hvor der blev stemt om formandsposten.

Siumuts nye formand er således 45-årige Erik Jensen.

Det er dog langt fra givet, at Erik Jensen nu også overtager posten som landsstyreformand.

Læs mere her på Altinget.

Sidste dag for forsvarschefen
Han har stået i spidsen for Forsvaret under adskillige skandaler, og samlet har han tjent Forsvaret i 44 år. I dag går han på pension.

Forsvarschef Bjørn Bisserup ville egentlig slet ikke være forsvarschef og har to gange tidligere takket nej til stillingen. Men det blev han alligevel - blandt andet i kraft af sine stærke politiske analyseevner, vurderer folk, der kender ham.

Læs hele portrættet af Bjørn Bisserup på Altinget Forsvar.

Hvem skal være ny departementschef?
Kun 14 dage efter at Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak, annoncerede sin pension midt i coronapandemien, kom en tilsvarende melding fredag fra Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels.

Hvem skal efterfølge ham på den tunge post, som er helt central i håndteringen af coronapandemien?

Altingets sundhedsanalytiker, Ole Toft, gør sig overvejelser i analysen her på Altinget Sundhed.

Læs også

Mere styr på klimavenlige varer
Virkelig mange produkter fra mælk og benzin til bukser bliver i dag markedsført som CO2-neutrale og klimavenlige. Men man kan ikke altid stole på løfterne, og det er svært for forbrugerne at finde rundt i. Derfor vil en lang række partier nu styrke gennemsigtighed og kontrol på området. 

Det gælder Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet, skriver Politiken.

"Jeg tror, at klimaaftrykket vil blive næsten lige så vigtig som prisen, når vi handler. Det kunne være, at jeg tog vandflyveren til Aarhus, fordi jeg har set, at det er en CO2-neutral tur. Eller jeg køber en bestemt benzin, fordi jeg ved, at selskabet kompenserer. Der må vi finde en måde, hvor vi kan stole på, at det så også er rigtigt," siger Venstres klimaordfører, Tommy Ahlers.

Det skal du vide fra DF’s årsmøde 
Dansk Folkeparti holdt årsmøde i weekenden, og hvis du ikke lige fik fulgt med, kan du hurtigt få det vigtigste at vide – eller nørde rundt i det hele – fra Altingets dækning her: 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00