Dagens overblik: Regeringen har rykket sig i forhandlinger om elbiler

NYHEDSOVERBLIK: Regeringen er klar til at hæve målet for antallet af grønne biler, Jakob Ellemann roser sin gruppeformand for sexismeinterview, og Grønland vil have selvbestemmelse på et politisk område. Få morgenoverblikket.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Så er vi klar med en hurtig gennemgang af de vigtigste politiske nyheder denne mandag.

Vi begynder med klimaforhandlingerne om fremtidens bilpark, som er på vej ind i den afgørende fase.

Efter nogle ugers tovtrækkeri er regeringen med skatteminister Morten Bødskov (S) som forhandler nu klar til at øge målet for antallet af grønne biler fra sit udspil på 500.000 til 700.000 grønne biler i 2030. Det skriver Information, som er i besiddelse af et udkast til en politisk aftale.

Men Radikale mener stadig, antallet er for lavt. Og røde partier kritiserer regeringen for en skæv finansiering.

”Det er i min optik en møghamrende socialt skæv fordeling af afgifterne på biler,” siger klimaordfører Mai Villadsen (EL).

Grønland vil bestemme over udlændingepolitik
Landsstyreformand i Grønland, Kim Kielsen, vil have, at Grønland selv får ansvar for udlændingeområdet, som ellers i dag hører under Danmark.

Det skriver det grønlandske medie KNR ifølge Ritzau set på JP.

I en pressemeddelelse forklarer Kim Kielsen, at formålet er at få bedre mulighed for at holde fast i det grønlandske sprog og kultur. Det er blandt andet en række større byggeprojekter såsom lufthavns- og hotelbyggeri, der er baggrunden for, at Kim Kielsen mener, at det vil være godt at hjemtage udlændingeområdet.

Ellemann kommenterer Lauritzen-interview
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen mener, at det er godt, at Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, har erkendt, at han har opført sig upassende over for kvinder.

Det skriver Ellemann-Jensen på Facebook efter et opsigtsvækkende interview i Jyllands-Posten i weekenden, hvor Lauritzen fortæller om upassende opførsel, som han nu fortryder.

”Jeg synes, at det er udtryk for selvrefleksion,” skriver V-formanden blandt andet i opslaget her:

Jeg synes, at det er udtryk for selvrefleksion, at Karsten Lauritzen har givet et interview i Jyllands-Posten, hvor han...

Slået op af Jakob Ellemann-JensenLørdag den 31. oktober 2020

 

Yngre kan vente længe på Arne-pension
Og så er der nyt om Arne-pensionsordningen. Fortællingen har nemlig været, at 42 år på arbejdsmarkedet skal give ret til den tidligere pension, men det tal kan komme til at stigende væsentligt i fremtiden. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et notat.

Det viser ifølge avisen, at kravet for en 22-årig kan komme op på 49-51 år, hvilket vil betyde en pension som 71-årig.

Mangler tilladelse til at bringe tegninger
Nye Borgerliges Pernille Vermund sagde forleden, at hun vil spille ind i den fornyede debat om Muhammedtegningerne ved at indrykke annoncer med tegningerne i landets største aviser.

Men i øjeblikket har partiet slet ikke rettighederne til at bringe tegningerne. Det fortæller Nye Borgerliges pressechef Lars Kaaber til Ekstra Bladet

Læs også

Ny R-leder justerer kurs
Hvis du ikke har fulgt så meget med i nyhederne i weekenden, skal du også lige have med, at Radikales nye leder Sofie Carsten Nielsen gav et interessant interview til Politiken.

Her sagde hun blandt andet, at partiet dropper truslen om at stemme imod en finanslov for næste år, hvis ikke regeringen vil halvere udslippet af drivhusgasser i 2025 målt i forhold til niveauet i 1990.

”Vi er ikke i en position, hvor vi skal bruge resten af efteråret på at udstede trusler om valg,” siger Sofie Carsten Nielsen i interviewet. Dermed lægger hun sig op ad den mere kompromissøgende linje, som blandt andre Martin Lidegaard har efterspurgt.

Det sker i dag

  • Klokken 8.45: Europabevægelsen holder konference om forsvarsforbeholdet. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er blandt deltagerne.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

0:000:00