Dagens overblik: Regeringen indfører nye restriktioner, hvis smittekurven ikke vender de næste par dage

NYHEDSOVERBLIK: Danskerne kan snart se frem til nye coronarestriktioner, hvis den nuværende smitteudvikling ikke ændres, siger sundhedsministeren. K-politiker har fået frataget alle sine ordførerskaber. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til Altingets hurtige gennemgang af dagens politiske nyheder.

Vi lægger ud med en dugfrisk melding fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Han varsler, at regeringen vil indføre nye coronarestriktioner, hvis der ikke sker en ændring i den nuværende smittekurve i løbet af de næste par dage.

”Hvis ikke kurven vender de næste to-tre dage, kommer der yderligere restriktioner,” siger han til Ritzau ifølge TV 2.

De nuværende restriktioner betyder blandt andet, at man ikke må samles mere end 50 personer, at man skal bruge mundbind på serveringssteder, og at de selvsamme serveringssteder skal lukke klokken 22.

Konservativ mister sine ordførerskaber
Orla Østerby (K) har fået frataget alle sine ordførerskaber. Det sker efter en række episoder, hvor han har udvist grænseoverskridende adfærd overfor sin partifælle Brigitte Klintskov Jerkel. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

"Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby sine ordførerskaber," udtaler partiets gruppeformand Mai Mercado.

Fungerende overborgmester vil beholde post
Hvis det står til Frank Jensens (S) nuværende afløser på overborgmesterposten, Lars Weiss, skal han beholde posten helt frem til udgangen af 2021. Det skriver Politiken.

Som 1. næstformand i Borgerrepræsentationen blev Lars Weiss automatisk fungerende overborgmester, da Frank Jensen mandag trak sig fra sin post. Og nu stiller han op til at blive valgt som overborgmester for resten af denne valgperiode, som udløber ved årsskiftet næste å

Socialdemokratiet vil i næste uge vælge, hvilken person partiet vil opstille til at overtage posten som overborgmester. Vedkommende skal herefter godkendes af Borgerrepræsentationen. Socialdemokratiet skal derefter også finde en ny spidskandidat til kommunalvalget, der skal sikre overborgmesterposten i den næste valgperiode. Lars Weiss har ikke taget stilling til, hvorvidt han også ønsker at gå efter spidskandidaturet.

Brexit-forhandlinger om fiskeri truer EU-sammenholdet
Lige nu står alle EU’s otte fiskerinationer sammen i forhandlingerne med briterne om fortsat adgang til britisk farvand efter 1. januar, hvor Storbritanniens overgangsperiode udløber og briterne endegyldigt kapper båndene til EU-samarbejdet.

Men det sammenhold bliver nu truet af nationale interesserer. EU-landene har efterhånden indset, at det ikke er muligt at lande en aftale, der giver dem alle den samme adgang til britisk farvand, som de har i dag.

Det skriver Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen, i en analyse på Altinget EU.

Hun beskriver, at landene derfor internt har travlt med at sikre, at ingen slipper for billigt i forhandlingerne eller laver ”en hemmelig lokumsaftale med briterne bag om ryggen på de andre.”

Læs hele analysen af slutspurten i de sværere forhandlinger om fiskeriet efter Brexit på Altinget EU.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Folketingets Retsudvalg holder en høring om efterforskning og sagsbehandling i voldtægtssager. 
  • Klokken 10.00: Møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet.
  • Klokken 10.15: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er kaldt i åbent samråd om en kortere skoledag.
  • Klokken 13.00: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er kaldt i samråd om tvangsanbringelser og bortadoptioner af udsatte børn.
  • Klokken 13.10: Pressemøde på Christiansborg med den hviderussisk oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja. Hun er i dag og i morgen på besøg i Danmark, da hun skal modtage Politikens Frihedspris.
  • Klokken 13.30: Folketingets Erhvervsudvalg har erhvervsminister Simon Kollerup (S) i åbent samråd om den foreslåede reducering af udlejningsperioden for sommerhuse.
  • Klokken 15.00: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er kaldt i åbent samråd om indkøb af værnemidler og test i forbindelse med coronapandemien i foråret 2020.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00